Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kommentator: De fleste kendisser knækker halsen i politik

Det er et udtryk for krise i dansk politik, når partierne kontakter kendte for at få dem til at stille op, mener en politisk kommentator. Et kendt navn er dog ikke en fordel, siger Anders Samuelsen.

Thyra Frank og Joachim B. Olsen, begge fra Liberal Alliance, er ifølge Jesper Termansen blandt de succesrige undtagelser, når det kommer til kendte, som skal gøre sig i dansk politik.
Thyra Frank og Joachim B. Olsen, begge fra Liberal Alliance, er ifølge Jesper Termansen blandt de succesrige undtagelser, når det kommer til kendte, som skal gøre sig i dansk politik.

Det kniber ikke med at finde kandidater til Folketinget. Partisoldater er der nok af, og for dem er et folketingskandidatur noget af det største, man kan opnå.

Men hvorfor lade sig nøje med ukendte græsrødder, som ingen uden for partiforeningen har hørt om? En debattør, en TV-journalist, en skuespiller - det vil få vælgerne til at spærre øjnene op og måske udløse et eftertragtet kryds.

Sådan er der tilsyneladende flere politiske partier, der tænker. Politiken har interviewet 75 kendte danskere, og af dem er de 33 blevet tilbudt opstilling til Folketinget - nogle endda af flere partier. Det er et udtryk for den krise, dansk politik befinder sig i, mener Jesper Termansen, politisk redaktør ved Radio24syv.

»Det politiske system bygger på, at partiforeninger vælger kandidater i egne rækker, men smørret er efterhånden smurt for tyndt. Kun fire procent af befolkningen er medlem af partierne, så de skal gøre et eller andet. Her falder nogle for fristelsen til at skyde genvej ved at udpege kandidater, der er kendt i forvejen,« forklarer han.

Men virker det så? Det korte svar er nej.

»På kort sigt kan man måske få fat i nogle af de vælgere, der springer fra parti til parti. De går typisk efter personfaktoren,« siger Jesper Termansen.

»Men de fleste kendisser vil knække halsen på det. De mangler en grundlæggende forståelse for, hvordan et parti fungerer. Når man kommer ind som indhyret kendis og føler sig som stjerne, så kommer man til at tro om igen. Man skal ikke underkende jalousifaktoren blandt sine nye partifæller, der har arbejdet for partiet i årevis. Man kan nemt komme til et møde intern modstand,« konstaterer den politiske redaktør.

Han fremhæver Liberal Alliance som et af de få partier, der har haft succes med kendte kandidater - først og fremmest Joachim B. Olsen (LA) og Thyra Frank (LA).

»Inden Thyra Frank var LA kun kendt for deres økonomiske politik, der handlede om mindre skat til de rige. Det var vigtigt for dem, at de fik et ikon inden for socialpolitikken, og her personificerede Thyra Frank en speciel holdning - socialt bevidst og imod systemet,« forklarer Jesper Termansen.

Partileder Anders Samuelsen (LA) afviser dog, at Liberal Alliance har særlige fordele af de politikere, der er kendt i forvejen. Snarere tværtimod.

»For mig at se starter kendte kandidater i minus. De går fra at være anerkendt til at blive mistænkeliggjort, fordi de stiller op for et parti. Folk, der før respekterede dem, slår dem hen, fordi de nu står for en partipolitisk holdning,« siger han.

Når LA alligevel bejler til folk, der er kendt i offentligheden, skyldes det ifølge Samuelsen deres faglighed.

»Hvis man er kendt, er det i ni ud af ti tilfælde, fordi man har præsteret noget ekstraordinært. Thyra Frank er jo ikke kendt fra Paradise Hotel. Hun er kendt, fordi hun ved, hvad hun snakker om,« siger han.

Spørgsmål: Thyra Frank var en ekstremt populær debattør og forfatter, da hun stillede op for jer. Spillede det ingen rolle?

»Jo, selvfølgelig gjorde det det. Men det vigtigste er hendes faglighed og hendes vedholdenhed. Hendes arbejde på Plejehjemmet Lotte er funderet i en liberal tankegang, som vi vil føre ud i livet over hele landet,« siger Anders Samuelsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.