Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kolde kalkuler sætter tonen for britisk EU-opgør

Briterne forbereder sig på, at folkeafstemningen om EU kan komme meget snart. En indledende debat signalerer, at ja-fløjen vil tale for et pragmatisk forhold til Unionen uden kærlighed, mens nej-fløjen vil undgå at overromantisere et Storbritannien uden for EU.

Kampagnemateriale fra Arron Banks’ »Leave.eu«, der plæderer for, at briterne skal stemme sig selv ud af EU, når de senere på året skal stemme om EU-medlemskabet. Foto: Leon Neal
Kampagnemateriale fra Arron Banks’ »Leave.eu«, der plæderer for, at briterne skal stemme sig selv ud af EU, når de senere på året skal stemme om EU-medlemskabet. Foto: Leon Neal

LONDON: Hverken Arron Banks eller Will Straw har hidtil fyldt særligt meget i briternes bevidsthed. Det kan de hurtigt komme til.

Forretningsmanden, mangemillionæren og UKIP-donoren Banks har nemlig stiftet »Leave.eu« for at overbevise briterne om, at de skal benytte sig af den historiske mulighed og stemme Storbritannien ud af EU.

Straw, søn af den tidligere Labour-udenrigsminister Jack Straw og selv Labour-politiker, er leder af »Britain Stronger in Europe«, der appellerer til briterne om at holde fast i det mere end 40 år gamle EU-medlemskab.

»De enorme spændinger i eurozonen betyder efter min mening, at det er nødvendigt at sende tusinder millarder af pund fra nord til syd. Med vores medlemskab af EU svarer det til en adgangsbillet for at komme om bord på en økonomisk Titanic,« sagde Banks og erklærede, at »ubalancen skaber immigration«, da han tidligere på ugen mødte ja-kampagnen i en direkte debat.

Straw ser derimod EU som den bedst mulige økonomiske fremtid for Storbritannien­:

»Britisk Industri siger, at al handel, investeringer, arbejdspladser og lavere priser, der kommer fra EU-medlemskabet, har en værdi på omkring 30.000 kroner om året for hver husstand i det her land. For at sige det helt simpelt, betaler det sig for britiske familier at være i Europa.«

Banks og Straw kan i spidsen for hver sin kampagne blive hovedpersoner i den folkeafstemning om ja eller nej til EU, som premierminister David Cameron har lovet den britiske befolkning. Løftet er skrevet ind i en nyligt vedtaget lov i Underhuset, og selv om Cameron har sat sin egen tidsfrist frem til »udgangen af 2017«, er vurderingen lige nu, at den officielle EU-kampagneperiode står for døren med en afstemningsdato til sommer eller tidligt efterår.

Modstræbende EU-debat

Det er et kvalificeret gæt, at EU-spørgsmålet ikke har fyldt meget i britiske samtaler over teen og andre væsker gennem jul, nytår og begyndelsen af januar. Den varmeste og vådeste december siden de officielle målinger begyndte for mere end 100 år siden, har fyldt medierne med billeder af voldsomme oversvømmelser.

Lige efter nytår dukkede en ny udgave af en britisk »Jihadi John« op på en henrettelsesvideo fra Islamisk Stat. Han var sammen med en lille dreng, og en mand har i britiske medier fortalt, at det er hans barnebarn, som moren tog med fra London, da hun rejste til Syrien.

De seneste dage er debatten om en form for sukkerskat dukket op igen for at imødegå stigningen af briter med sukkersyge og overvægtige skolebørn. Finansminister George Osborne har også bidraget til mulige diskussioner ved tidligere på ugen at udskifte sin rosenrøde økonomiske efterårstale om den britiske økonomi til nu at advare mod konsekvenserne af en »farlig cocktail af nye trusler« i verdensøkonomien­.

Der er nok at tale om hjemme foran TVet, på pubben eller på vej i tog og bus til arbejde, og det er ikke ualmindeligt at møde briter, som åbent erklærer, at de ikke har nogen anelse om, hvad de vil stemme ved den kommende folkeafstemning og i øvrigt ikke interesserer sig for Bruxelles.

I valgkampen til parlamentsvalget sidste forår var EU reelt set kun et valgtema én enkelt dag. Det kan man se som et meget godt udtryk for briternes og ikke mindst politikernes selvforståelse. Men nu kan de snart ikke undgå det længere. Flere forskellige kampagneorganisationer på begge sider er allerede blevet dannet, og Straw gentog på debatmødet en ofte brugt betegnelse, da han kaldte det for »den vigtigste beslutning i en generation«.

Premierminister David Cameron satser på at få sin »reformpakke« for et ændret britisk medlemskab af EU forhandlet på plads ved EU-topmødet i februar. Derefter kan han udpege en dato for selve afstemningen, der ifølge britiske bestemmelser vil kræve omkring et halvt års varsel. I så fald kan man forvente, at der i foråret blive diskuteret EU i Storbritannien i en grad, som det ikke er sket siden folkeafstemningen om fortsat medlemskab i 1975 kun få år efter, at briterne var trådt ind i EF sammen med Danmark.

Økonomien er afgørende

Debatmødet med Banks og Straw over for en forsamling af internationale medier var et klart signal om tonen i det kommende EU-opgør. Hovedargumentet er nationaløkonomien og ikke mindst privatøkonomien for briterne. Hverken Banks eller Straw levnede megen tid til at udlægge visioner eller fælleseuropæiske, idemæssige perspektiver.

På ja-fløjen ser strategien for Britain Stronger in Europe ud til at være at tale om fordelene i et pragmatisk forhold til Unionen men uden synderlige kærlige følelser involveret. Leave.eu vil på sin side tilsyneladende undgå at kunne blive beskyldt for at romantisere drømmen om et Storbritannien udenfor EU. Banks understregede flere gange, at han »altid åbent har indrømmet, at det vil gøre ondt« at bryde med EU, men sagde samtidig, at alternativet vil føles endnu hårdere.

»Da vi kom ind, gjorde det også ondt. Vores fiskeri blev elimineret, og en masse dårlige ting skete,« sagde Banks.

Begge parter er enige om, at et afgørende spørgsmål i EU-kampagnen vil blive, hvordan resten af EU-landene vil reagere, hvis briterne melder sig ud. Straw konstaterede, at det ligner debatten ved Skotlands uafhængighedsafstemning, hvor politikerne i London afviste, at man efter et brud bare ville kunne fortsætte med en møntunion og et økonomisk samarbejde som hidtil.

»Spørg jer selv. Vil Frankrig, Tyskland og de andre medlemsstater bare give nøglerne til det fælles marked, uden at briterne betaler til det, og uden at Storbritannien accepterer reglerne? Hvis vi melder os ud, så er vi ude. Så simpelt er det. Hvis vi ikke sidder ved bordet, er vi på menuen,« lød det fra Straw.

Banks argumenterede derimod for, at den økonomiske logik vil sikre fortsat handel og gensidig forretning med EU-lande, men at Storbritannien vil stå frit til at udnytte historiske forbindelser og knytte gunstige handelsaftaler med lande på andre kontinenter, som i øjeblikket bliver kompliceret af, at alle 28 EU-lande først skal være enige om en aftale.

Bekymring over indvandring

I realiteten kan ingen vide, hvordan situationen vil se ud lige så lidt som i spørgsmålet om Skotlands selvstændighed. En udmeldelse af EU vil være uden fortilfælde. Debat­mødet viste, at uvisheden er en svaghed på nej-siden, som EU-tilhængerne vil søge at udnytte. Til gengæld kunne Straw ikke skjule, at ja-siden har et problem i forhold til immigration. Hundredtusindvis af statsborgere fra øvrige EU-lande er de senere år søgt til Storbritannien for at finde arbejde. Sproget og historisk tilknytning gør det ekstra tillokkende.

Alle meningsmålinger og alle debatter viser, at en af de største bekymringer i den britiske befolkning er den store og meget synlige tilstrømning samt det pres, som det skaber på arbejdspladser, sundhedsvæsen, boliger og skoler. Cameron har under forhandlingerne erkendt, at det vil være umuligt at få ændret princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed, så nu arbejder han på at få EU-accept af en fire-års karensperiode for velfærdsydelser. Selv hvis det måttes lykkes, ved ingen, om det vil bremse EU-indvandringen.

»Vi ønsker en kontrolleret immigrationspolitik. Det er ikke det samme, som at holde folk væk. Jeg er for immigration. For eksempel nettoindvandring på 150.000, som vores servicesektor, hospitaler og skoler kan håndtere. Vores politik er at sætte det rigtige antal for indvandringen,« sagde Banks.

Begge erklærer åbent på et direkte spørgsmål fra Berlingske, at deres anbefaling til britiske vælgere ikke vil blive ændret, uanset hvad Cameron opnår under EU-forhandlingerne med de øvrige lande.

»Hvis han for eksempel ikke fik sin aftale, ville vi fortsat føre kampagne for at blive,« siger Straw.

Dermed forholder de to kampagneledere sig også til et af de store paradokser i den britiske EU-debat. Cameron har i månedsvis rejst rundt og besøgt de øvrige regeringsledere i EU. Han taler igen og igen om, at han ved afstemningen ønsker at anbefale et ja efter at have fået sine ændringer accepteret. Men hans udlægning af store ambitioner for nogle år siden om »et reformeret EU« til gavn for alle er for længst blevet ændret til at fokusere på et »ændret medlemskab for Storbritannien«.

Det britiske dilemma

I øjeblikket gælder det kolde kalkuler om, hvor briterne vil stå sig bedst. Folkeafstemningen kan blive afgjort på det store, gamle grund­læggende spørgsmål med tråde til både den geografiske adskillelse og imperiefortiden: Hører Storbritannien til i Europa? Det er mere et »om« end et »hvordan«.

Straw mener, at dét gør briterne, men hans argumenter taler om fornuft meget mere end lyst. Banks mener, at hele det økonomiske projekt har været præget af manglende fornuft, og at det økonomiske morads nu kan være drivkraften for at komme væk fra et fællesskab, som briterne aldrig har hørt naturligt til. Han henviser flere gange til USA for at understrege den struktur og samhørighed, som EU mangler.

Med USA som eksempel kunne du måske lige så godt argumentere for en tættere union i EU for at få det til at fungere?

»Det er efter min mening, hvad EU står over for. Det er, hvad der er nødvendigt med tysk støtte til syd, og det er helt i orden for mig. Jeg ville elske at se Europas Union,« siger Banks og holder en lille kunstpause.

»Med Storbritannien som en ven. Ikke som medlem.«

Banks haster videre til allerede aftalte TV-interviews. Berlingske når ikke at spørge, om han eventuelt har nabovenskaber som Canadas eller Mexicos i tankerne. Et gæt er, at han ikke forestiller sig EU i en tilsvarende, dominerende storebrorrolle til Storbritannien­.

Straw er også i fuld gang med at udlægge teksten for kameraerne. Han lyder ikke som en mand, der ville have store bekymringer over yderligere britisk forbrødring med det europæiske fastland.

Men det virker ikke, som om han har lyst til at prøve at sælge det budskab til briterne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.