Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Københavnsk borgmester i opråb: Reglerne om førtidspension er umulige og ændringerne ubrugelige

Selv når almindelig sund fornuft siger, at en person bør kunne få førtidspension, risikerer loven at stå i vejen. Det mener Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, der derfor nu vil råbe Christiansborg op.

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (RV), mener at borgerne bliver fanget i buerakrati og stramme regler, når det skal afgøres, hvem der kan blive tildelt førtidspension.
Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (RV), mener at borgerne bliver fanget i buerakrati og stramme regler, når det skal afgøres, hvem der kan blive tildelt førtidspension.

Reglerne er så strenge, at almindelig sund fornuft bliver sat ud af spil, når det skal bestemmes, hvem der kan få førtidspension. Det mener Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (RV), der siger at det går ud over borgerne, og derfor nu råber Christiansborg op.

Årsagen er, at ens arbejdsfunktion ifølge lovgivningen skal være så »åbenlyst« nedsat, at man ikke kan forsørge sig selv ved arbejde. Hvornår det er tilfældet, at det er »åbenlyst«, er en vurderingssag for kommunen. Men Anna Mee Allerslev mener, at reglerne fra ministeriet er så stramme og retspraksis så restriktiv, at embedsmændene er bange for at bryde loven, hvis de tildeler førtidspension – selv i tilfælde, hvor almindelig sund fornuft ifølge borgmesteren tilsiger det.

»For almindelige mennesker vil det være ’åbenlyst’, at en person der fx er blevet opereret i arme og ben, og som er så syg, at de dårligt nok kan skære et løg, aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Men retspraksis på området er, at kommunerne skal kunne dokumentere, at det er ’åbenlyst’ via en jobprøvning,« siger Anna Mee Allerslev.

Inden en jobprøvning, skal man dog igennem et ressourceforløb, der mindst varer ét år og kan strække sig helt op til fem år eller længere. Kun i særlige tilfælde, hvor kommunen har meget dokumentation for, at arbejdsevnen er »åbenlyst« nedsat, kan man vige bort fra ressourceforløbet og tildele førtidspension uden.

Det er dette krav om dokumentation, beskæftigelses- og integrationsborgmesteren fra København angriber. Tidligere har beskæftigelsesministeren Troels Lund Poulsen (V) sendt en såkaldt orienteringsbeskrivelse ud til kommunerne, hvor han præcisere loven, og gør det klart, at den ikke skal tolkes så strengt. Problemet er blot, at denne orienteringsbeskrivelse ifølge en jurist, som Dagbladet Information snakkede med tirsdag, ikke har nogen juridisk fortrinsret over for loven. Derfor er kommunernes embedsmænd stadig nødt til at tildele og afvise førtidspensioner efter den stramme og restriktive lovgivning.

Det fik tirsdag Anna Mee Allerslev til at lægge en video på Facebook, hvor hun opfordrede sine følgere til at kontakte hende, hvis de havde fået afslag på at få førtidspension.  Af samme årsag, har borgmesteren indkaldt beskæftigelsesudvalget i Københavns Borgmesterrepræsentation til et møde onsdag eftermiddag, for at få tildelt flere ressourcer til området. Så længe lovgivningen er som den er, løser flere penge dog ikke hele problemet, indrømmer Anna Mee Allerslev.

»Hvis vi fik flere penge til området, ville vi kunne kigge på sagerne hurtigere. Men selv hvis vi kigger på sagerne hurtigere, så sætter lovgivningen stadig rammerne. Derfor kæmper jeg for at få ændret lovgivningen, for det er den største barriere.«

Men vil hurtigere sagsbehandling så ikke bare føre til hurtigere afslag? Det vil vel ikke afhjælpe problemet, hvis det er lovgivningen, der står i vejen?

»Nej, men de klagesager, hvor der måske er begået fejl – i et kæmpe system som Københavns Kommune, bliver der begået fejl – kan vi gå ind og kigge på hurtigere, og så vil nogle af dem måske få medhold.«

Tirsdag skrev Information, at det ikke kun er i Københavns Kommune, men også i Aarhus, Odense og Aalborg, man oplever problemer med den stramme lovgivning. I ingen af kommunerne er der blevet ændret praksis, trods ministerens orienteringsbeskrivelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.