Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

KL slår alarm på grund af historisk flygtningepres

17.000 nye flygtninge i år giver en mangel på 1200 pædagoger og 80 daginstitutioner, viser notat fra KL.

København: Hvis den nuværende normering skal holde, vil kommunerne i 2016 og frem få brug for 1200 pædagoger, 300 modtagerklasser og 80 daginstitutioner, når kommunerne i år skal tage imod 17.000 nye flygtninge.

Det viser et internt notat fra KL's økonomiske sekretariat, skriver Politiken, som er i besiddelse af notatet.

Det er første gang, at Kommunernes Landsforening (KL) har regnet på, hvilke konsekvenser den voksende flygtningestrøm i 2016 kan få for landets 98 kommuner.

KL-formand Martin Damm kalder situationen et "akut problem".

- Det er min holdning, at regeringen bliver nødt til at udvise mere ansvar over for den opgave, kommunerne står over for, siger han til Politiken mandag.

KL-formanden mener eksempelvis, at regeringen må anerkende, at der i år og de næste par år vil være en stor regning i kommunerne, som "vi bliver nødt til at tage højde for nu, inden vi bruger statens økonomiske råderum på andet".

Takker samtlige flygtninge ja til en helbredsvurdering - som de har ret til at få tilbudt - vil det desuden kræve 20 fuldtidsansatte læger ekstra, som det formuleres i notatet.

Beregningerne er behæftet med usikkerhed, men er ifølge kilder i KL det bedst mulige skøn på nuværende tidspunkt, skriver Politiken.

Af notatet fremgår det ligeledes, at de 17.000 flygtninge i 2016 kan føre til i alt 37.400 flygtninge efter familiesammenføring.

Sidste år fik KL 350 millioner kroner ekstra til flygtningeområdet. Men det er slet ikke nok, mener Martin Damm.

Han vurderer, at staten bør hoste op med "flere milliarder kroner", hvis kommunerne skal kunne løfte opgaven.

De kommende uger vil regeringen drøfte problemet med KL, lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Han skriver i en mail til Politiken, at regeringen "er fuldt bevidst om, at kommunerne - og hele vores samfund - står over for en stor udfordring".

På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen er parat til at afsætte flere penge, svarer han:

- Regeringen er klar til at drøfte konkrete og betydelige lempelser af kommunernes integrationsopgaver, så integrationen kan blive bedre og billigere - blandt andet ud fra de forslag, som KL har lagt på bordet.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.