Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Karakterkrav, straf til snydepelse og færre studieretninger: Regeringen strammer markant op i gymnasiet

Regeringen lægger med sit udspil til en ny gymnasiereform op til markante ændringer i gymnasiet. Et adgangskrav på 4 på alle gymnasiale uddannelser, færre studieretninger og nye nationale mål er hovedelementerne.

Elever på Rødovre Gymnasium kæmper med lektierne. (Arkivbillede)
Elever på Rødovre Gymnasium kæmper med lektierne. (Arkivbillede)

Fremtidens gymnasieelever bliver udklækket fra et markant anderledes gymnasium end det, vi kender i dag.

Det lægger regeringen i hvert fald op til med sit udspil til en ny gymnasiereform, der har fået navnet »Fra elev til studerende – klædt på til videre uddannelse«, og som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har præsenteret onsdag eftermiddag.

Hovedsigtet med den nye reform er, at i gymnasiet i endnu højere grad skal være målrettet de unge, der vil læse videre på en videregående uddannelse efterfølgende.

»Vi vil styrke de gymnasiale uddannelser, så flere unge bliver i stand til at starte på en videregående uddannelse. Gymnasiet er for dem, der gerne vil læse videre, og derfor skal fagligheden være høj,« sagde Lars Løkke Rasmussen under præsentationen af udspillet i Spejlsalen i Statsministeriet.

Adgangskrav på 4

Regeringen lægger derfor op til at indføre et adgangskrav på 4 i dansk og matematik fra grundskolen for at sikre, at eleverne har »de grundlæggende færdigheder på plads«, som statsministeren udtrykte det. Adgangskravet skal også gælde HF.

»Det, synes vi, er et rimeligt og fornuftigt krav,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Ellen Trane Nørby understregede også behovet for, at der stilles større krav til elevernes faglige kunnen, så de ikke bare vælger »blindt efter kammeraterne«:

»Når vi strammer op på de faglige krav, så er det også fordi, vi har behov for, at de danske unge vælger den ungdomsuddannelse, som passer netop til dem. Gymnasiet er kun ét spor blandt mange og flere relevante ungdomsuddannelsestilbud. Boglig og akademisk viden er ikke finere eller bedre end professionsrettet viden eller erhvervsfaglige uddannelser,« sagde Ellen Trane Nørby.

Karakterkravet skal indfases gradvist, så det gælder i skoleåret 2019/2020, for ifølge statsministeren er det rimeligt at give landets unge et varsel, inden der fastlægges et adgangskrav.

»Der ligger en overvejelse bag, at det ikke skal gælde fra til sommer. Jeg vil medgive, at hvis vi satte det krav igennem lige nu og her uden noget varsel, så ville der være nogen, som egentlig godt kunne, men som bare ikke kan. Nu giver vi et varsel,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Færre studieretninger og klare mål

Statsministeren udpegede på pressemødet tre grundlæggende problemer ved nutidens gymnasium: Mange bliver ikke klædt godt nok på til en videregående uddannelse, for mange har ikke de nødvendige faglige forudsætninger og falder derfor fra, og der er for mange studieretninger.

Derfor lægger regeringen også op til at skære markant ned på antallet af studieretninger – fra 398 til 49. På STX alene skal det skæres fra 209 til 18.

Derudover lægger regeringen op til et markant ændret HF. Den toårige HF skal i højere grad sigtes mod de korte og mellemlange videregående uddannelser.

Regeringen vil desuden have fastsat tre klare nationale mål for gymnasiet, som vi kender det fra folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Eleverne skal udfordres, en større andel skal begynde på en videregående uddannelse, og trivslen i gymnasierne skal styrkes.

Opgør med AT

Og så tager regeringen et markant opgør med et af de mest udskældte elementer fra den store gymnasiereform fra 2005: Almen Studieforberedelse (AT), der danner ramme om flerfaglige forløb på gymnasiet.

»AT afskaffes i den form, det er i dag. Det gør det, fordi vi ønsker flere timer til fordybelse i de enkelte fag og et mere målrettet fagligt samspil. Tværfagligheden bevares, men vi samler op på den viden og de erfaringer vi har gjort os i de seneste ti år i forhold til AT,« sagde Ellen Trane Nørby.

De tværfaglige metoder skal derfor tænkes ind i den store skriftlige 3.g-opgave, studieretningsprojektet, som gøres »endnu større«, betonede ministeren. Den skal fremover suppleres af en mundtlig eksamen – blandt andet for at forhindre snyd.

Snyderi skal straffes

Regeringen har også fokus på snyderi generelt i sit udspil til gymnasiereformen. Der skal fremover sættes hårdere ind over for elever, der snyder til eksamen.

»Vi vil også sætte ind mod den snyd og den spekulation, som vi ser, at nogle unge har. For dybest set snyder de kun sig selv, hvis de snyder i gymnasiet. Men der er også nødt til at være sanktioner. Derfor foreslår vi, at man ved snyd får karakterskalaens laveste karakter, nemlig -3, og ikke bare muligheden for at gå op og tage en omprøve,« sagde Ellen Trane Nørby.

Regeringen lægger op til, at reformen træder i kraft i skoleåret 2017/2018.

Allerede torsdag indkaldes Folketingets partier til de første indledende drøftelser i Undervisningsministeriet. Sidste år, da SR-regeringen sad for bordenden, faldt forsøget på at lave en gymnasiereform til jorden. Det var i høj grad spørgsmålet om adgangskrav, der skilte parterne ad.

Socialdemokraterne, de Radikale og SF står fast på 02, de Konservative ønsker 4 ligesom regeringen, mens Dansk Folkeparti vil have 6 og Liberal Alliance 7.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.