Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Kan man overhovedet forestille sig flygtningelandsbyer, der skal fungere parallelt med det danske samfund?«

Under Balkan-krigene stod daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) for lanceringen af danske flygtningelandsbyer. En fin nødløsning, mener hun. »For vi ville jo ikke sende asylansøgere ud at bo i teltlejre.«

Den tidligere indenrigsminister siger, at de flygtningelandsbyer, der diskuteres nu, ikke har meget tilfælles med 90'ernes flygtningelandsbyer.
Den tidligere indenrigsminister siger, at de flygtningelandsbyer, der diskuteres nu, ikke har meget tilfælles med 90'ernes flygtningelandsbyer.

Krigene på Balkan skabte på ingen tid en helt ny virkelighed i Danmark. Tilbage i den første halvdel af 1990erne stod Danmark pludselig i en situation, hvor regeringen skulle skaffe tag over hovedet til tusindvis af bosniere på flugt.

Asylbehandlingen blev udskudt i to år, mens tomme plejehjem, skoler, vandrehjem, hoteller dag for dag blev stadigt mere overfyldte.

I midten af det hele sad Birte Weiss, Danmarks daværende indenrigsminister, med ansvaret for at få flygtningene huset. Kontroversielle løsninger var nødvendige, og resultatet var et begreb, der i dag er blevet aktuelt igen: Flygtningelandsbyer.

Men hvor debatten i dag drejer sig om landsbyer, der skal opføres til personer, der allerede har fået asyl, drejede det sig dengang i 1990erne om at skaffe tag over hovedet til folk, der skulle have behandlet deres asylsag.

»Da vi løb tør for nedlagte plejehjem, skoler, vandrehjem og andre indkvarteringsmuligheder, opstod der et problem, for vi ville jo ikke sende asylansøgere ud at bo i teltlejre. I stedet blev der bygget 52 flygtningelandsbyer rundt omkring i Danmark. Flygtningelandsbyerne dengang var beregnet til folk, der kom til landet og søgte om asyl. Det var ikke nogen, der havde fået tilladelse til, at de kunne blive her permanent. Det var så meget en nødløsning, som det overhovedet kunne blive. Familier på fem boede på samme værelse med toilet og bad på gangen og et køkken, de delte med andre. Men det fungerede,« siger Birte Weiss.

Dengang var flygtningelandsbyerne et nybrud i dansk asylpolitik. Ikke kun fordi beboelsesbarakkerne blev produceret på samlebånd af Højgaard & Schultz. Det var nemlig første gang man der blev lavet en systematisk spredning af asylansøgere. Tidligere var de blevet samlet i få store centre.

Med flygtningelandsbyerne blev asylansøgerne spredt ud over hele landet. De 52 flygtningelandsbyer supplerede de i forvejen 50 asylcentre i de nedlagte plejehjem, skoler og andre bygninger, det var lykkedes at inddrage til formålet.

Decentraliseringen gjorde ifølge den tidligere minister en stor forskel.

»Når man så på de store tal - der var tale om lige så mange mennesker, som der boede i en gennemsnitlig provinsby - så opgaven uoverkommelig ud. Men ved at dele antallet op i små enheder blev opgaven lettere at forholde sig til. Ialt blev der placeret asylansøgere 102 steder, dels i allerede eksisterende bygninger, dels i midlertidige barakker.«

I midten af 1990erne, da tilstrømningen af bosniere til Danmark var størst, spillede flygtningelandsbyerne en vigtig rolle, men det stod ifølge Birte Weiss også klart, at det var uholdbart at holde fast i løsningen.

»Det var så midlertidigt, som det kunne blive. Og da de første bosniere fik asyl i 1995, gjorde vi alt hvad vi kunne for at få dem ud af flygtningelandsbyerne. Det gjorde vi i erkendelse af, at det at bo under så begrænsede vilkår, som der var tale om, det er noget, man kan gøre i en periode i en nødsituation. Men det er ikke nogen løsning på længere sigt. Men det var tag over hovedet så længe folk endnu ikke havde fået asyl. I løbet af halvandet år var flygtningelandsbyerne tømt igen.«

Alene fordi der var tale om en nødløsning for asylansøgere og ikke om lejre for flygtninge, der havde fået asyl, ser Birte Weiss ingen sammenfald mellem 1990'ernes flygtningelandsbyer og de flygtningelandsbyer, der diskuteres i ophedede debatter på Christiansborg i disse dage.

Hun er også stærk modstander af de tanker, som Dansk Folkeparti ønsker ført ud i livet om at flygtningelandsbyerne skal bruges som bosteder for flygtninge, ind til de kan rejse tilbage til hjemlandet - og at de ikke må tage arbejde eller lade sig integrere på andre måder.

Birte Weiss mener, at flygtninge har krav på både uddannelse, job og alle andre muligheder i samfundet:

»Kan man overhovedet forestille sig flygtningelandsbyer, der skal fungere som separate lejre helt parallelt med det danske samfund. Helt uden sammenhæng med resten af samfundet? For mig er det en fuldstændig udansk tankegang, og det vil være stærkt destruktivt, hvis man fulgte eksempelvis tankegangen i Dansk Folkeparti. At fratage folk, der har fået ja til at de kan blive i Danmark som flygtninge, at deltage i det danske samfund, i arbejdsmarkedet, skolevæsenet - det holder simpelthen ikke. Det eneste jeg kan se som fællesnævner i det, som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti foreslår, er ordet 'flygtningelandsby'. Ordet har på en eller anden måde en positiv klang. Derfor er det, der bliver brugt. Men det dækker over to vidt forskellige tankegange og forskellige syn på praktiske muligheder.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.