Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kan du forestille dig en Uber-app til hjemmehjælpen?

Det bør i fremtiden være lige så let at få kommunal eller privat hjemmehjælp og sygepleje, som det er at bestille en Uber-taxa, mener Liberal Alliance, der med nyt udspil vil favne digitaliseringen. Det kan kun gå for langsomt, mener 62-årige Lone Danø.

»Vi er to selvstændige mennesker med lange uddannelser. Vi kan sagtens selv tage stilling til den slags og er vant til at bruge blandt andet Nem-ID,« siger Lone Danø om udsigten til at kunne bestille en hjemmehjælper via en app. Foto: Niels Ahlmann Olesen
»Vi er to selvstændige mennesker med lange uddannelser. Vi kan sagtens selv tage stilling til den slags og er vant til at bruge blandt andet Nem-ID,« siger Lone Danø om udsigten til at kunne bestille en hjemmehjælper via en app. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Forestil dig at bestille hjemmepleje ved hjælp af en app på mobilen, når det passer dig. Eller få gode råd om dit barns skoldkopper efter at have sendt et mobilfoto til lægen.

Det lyder måske som fremtidsmusik, men fremtiden står lige for døren, og det er afgørende, at vi favner digitaliseringen, mener Liberal Alliances IT-ordfører, Christina Egelund, der med et nyt udspil – »Mod til disruption i det offentlige« – tager hul på en debat, der kan ændre hverdagen for os alle.

Den digitale omkalfatring også kendt som disruption er allerede i fuld gang i en række private brancher, hvor man mange steder har måttet gentænke måden at gøre tingene på for at følge med konkurrenterne. Men potentialet er mindst ligeså stort, når det kommer til deciderede velfærdsydelser, påpeger Christina Egelund.

»Mens mange private brancher står midt i en disruption, så er der behov for virkelig at smide ens fordomme over bord og turde gøre tingene på en ny måde i forhold til det offentlige. Det handler om at give magten tilbage til borgerne, hvor den i dag ligger hos politikerne og bureaukraterne i kommunen. Samtidig vil nye teknologier kunne fjerne reguleringens åg af mistillid til de varme hænder i den offentlige sektor, så potentialet er kæmpestort,« siger LA-ordføreren.

Udspillet indeholder ikke beregninger af, hvor stort effektiviseringspotentialet kan være i kroner og ører.

Bedøm din hjemmehjælper

Uden disruption af den offentlige sektor vil vi ganske enkelt ikke være i stand til at fremtidssikre det danske velfærdssystem, mener Liberal Alliance. Nye digitale løsninger giver næsten uanede muligheder, anfører Christina Egelund, og peger på alt fra undervisningssektoren til børnepasning og ældrepleje. Et konkret eksempel:

»Vi forestiller os en Uber-app inden for hjemmepleje. Så i stedet for som i dag, hvor folk på kommunen laver sindrige køreplaner og vagtplaner, som lægges ned over borgerne, kan man sidde derhjemme med en hjemmehjælps-app. Så kan den ældre sige, ’jeg vil gerne have et brusebad’ og med en Uber-lignende teknolog får man forskellige muligheder. Inden for den næste halvanden time koster et bad eksempelvis så meget, men hvis jeg kan vente til i morgen, så koster det mindre. Så vil man også kunne se tilgængelige hjemmehjælpere og bedømme dem, ligesom man ’rater’ sin Uber-chauffør,« siger Christina Egelund.

Borgere som kunder

Tager man til Snekkersten og besøger 62-årige Lone Maria Mørch Danø er holdningen klar. Hun går gerne den digitale fremtid i møde ved at installere en app, der kan give adgang til velfærdsydelser. I forvejen har hun og manden købt sig til ekstra, privat sygepleje.

»Så ville det være os selv, der bestemte, hvad vi havde brug for, og hvornår det skulle ske. Sådan er det ikke i dag med den kommunale hjælp. Man kunne springe en masse led over, og skabe et meget smidigere og dygtigere system,« siger Lone Maria Mørch Danø, der i mange år arbejdede hos Novo Nordisk.

Men hvad med de ældre, der ikke kan betjene sådan en app eller har mulighed for selv at overskue, hvad de har ret og råd til?

»Vi er to selvstændige mennesker med lange uddannelser. Vi kan sagtens selv tage stilling til den slags og er vant til at bruge blandt andet Nem-ID. Der vil selvfølgelig være nogle ældre, der ikke kan selv, men så er der mere plads til, at andre kan hjælpe dem,« siger Lone Maria Mørch Danø.

Det er Jill Trolle, indehaver af Trolles Sygepleje, der kommer i hjemmet hos familien Danø. Hun byder ligeledes en digitaliseret adgang til velfærdsydelser velkommen og vil ikke være nervøs for at kunne blive bedømt efter hvert besøg, som man eksempelvis kender det fra bl.a. Uber.

»Det vil bare betyde, at alle skal oppe sig til at yde deres bedste. På den måde vil man blive mindet om, at alle borgere er kunder,« siger hun.

Udbredt politisk interesse

På Christiansborg bliver udspillet mødt med interesse af både Venstre, de Radikale og Socialdemokraterne.

Hos regeringspartiet Venstre sammenligner IT-ordfører Torsten Schack Pedersen en app til velfærdsydelser med et elektronisk voucher-system, som han gennem en årrække har været fortaler for.

»Tanken lyder som et spændende forslag. Det kunne være meget interessant, hvis nogle kommuner prøvede at folde det ud ved at give det som et tilbud og en mulighed til borgeren. Hvis det giver den enkelte ældre flere muligheder og samtidig optimerer arbejdet, så kan man levere mere velfærd, uden at det bliver dyrere,« siger han.

Engang var det nyt med netbank, påpeger Torsten Schack Pedersen, men i dag er det helt naturligt for de fleste.

»Det var en forbedring af den enkeltes muligheder og frihed som bankkunde, og det er jo en kæmpesucces i dag. Den tanke vil jeg gerne føre over på det offentlige, så længe fokus altid er på borgeren,« siger han.

Oplagt med forsøgskommuner

De Radikales IT-ordfører, Ida Auken, ser positivt på muligheden for at gøre velfærdsydelser mere fleksible og tilgængelige ved hjælp digitalisering. Hun mener ligeledes, det vil være oplagt med forsøgsprojekter, der kan afklare, om det virker for borgerne, samtidig med at de nødvendige standarder sikres.

»Jeg vil være åben for at tale om, hvordan det kan lade sig gøre, for der kommer en generation af ældre, der er meget mere vant til digitalisering og at købe ind på nettet og bruge MobilePay. Jeg vil ikke udelukke, at man kan komme helt derhen, hvor borgeren får mulighed for at efterspørge de ydelser, man har ret til på en mere fleksibel måde, hvor man kan få mere for pengene,« siger Ida Auken.

Også Socialdemokraterne mener, at det offentlige i højere grad bør favne digitaliseringen.

»Danskerne er meget digitaliseringsparate. Min indstilling er, at man skal tage udgangspunkt i, hvordan vi kan gøre det bedre og mere effektiv for samfundet, men til gavn for borgeren,« siger partiets IT-ordfører Karin Gaardsted.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening til muligheden for øget digitalisering af den offentlige velfærd, men ingen i KL-systemet har ønsket at udtale sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.