Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kampen om skattelettelserne: Liberal Alliance fører kapløbet om efterårets »big bang«

Politiko.dk har bedt tre eksperter give deres bud på, hvilket borgerligt parti der lige nu fører i kampen om at trække sig sejrrigt ud af efterårets stort anlagte skatteforhandlinger. To peger på Liberal Alliance, mens den sidste mener, at Løkke og regeringen lige nu styrer mod en skattesejr.

Kampen om skattelettelser bliver efterårets helt store politiske slagsmål - et politisk big bang.

Kan regeringen finde penge til skattelettelser? Skal lettelserne være i toppen eller i bunden af indkomstskalaen? Eller skal pengene bruges på noget helt andet?

I første omgang lød det fra Liberal Alliance, at partiet kun ville garantere regeringens overlevelse frem til Grundlovsdag, hvis ikke der blev sat gang i skatteforhandlinger. Siden rykkede partiet deres trussels-deadline til årsskiftet. »Vi ved til jul, om vi får valg eller reformer,« sagde Anders Samuelsen.

Den borgerlige blok skal derfor i løbet af anden halvdel af 2016 krydse klinger om det måske mest omtalte punkt i regeringsgrundlaget; anden del af regeringens jobreform, der skal indfri Venstres valgløfte om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Ifølge regeringsgrundlaget er ambitionen »at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point«.

Men hvem ser lige nu ud til at vinde kampen om skattelettelserne? Frem mod forhandlingerne vil politiko.dk løbende tage temperaturen på kapløbet mellem de borgerlige partier. Berlingskes politiske redaktør Michael Bjerre, Asmus Leth Olsen, der forsker i politisk psykologi på Københavns Universitet, og politisk kommentator Hans Engell er panelet, der forsøger sig udi forudsigelsens ædle kunst og giver deres bud på, hvilket parti de mener fører kampen om en skattesejr lige nu.

Michael Bjerre: Liberal Alliance

»Jeg tror, Liberal Alliance får en lille sejr i skatteforhandlingerne. Selvom det bliver svært at finde penge til skattelettelser, er jeg overbevist om, at Lars Løkke vil strække sig langt for at finde pengene. På den ene eller anden måde. Ikke nødvendigvis den til den form, der er lagt op til i regeringsgrundlaget, men i en form, der i hvert fald tilfredsstiller Liberal Alliance,« siger Michael Bjerre og fortsætter:

»Skattelettelser i toppen er Liberal Alliances allervigtigste politiske prioritering. Uden tvivl. DF har ikke rigtig nogen interesse i topskattelettelser, men hvis de får en væsentlig betaling et andet sted, så skulle de nok kunne acceptere det, og de kan også relativt nemt forsvare det over for deres vælgere. Og det er jo i øvrigt ikke sådan, at den liberale del af Venstre er uinteresseret i topskattelettelser. Og eftersom det er LA, der har presset hårdest på for netop topskattelettelser og derfor i offentligheden er kendt som det parti, der kæmper for skattelettelser, bliver det også LA, der vil stå som den ultimative sejrherre, hvis det ender med en topskattelettelse.«

Hvornår er det nok for LA?

»Jeg vil faktisk sige, at en enhver topskattelettelse vil være en sejr for LA. Det vil være nok til, at de kan sige: ’Se, vi fik vores topskattelettelse’. Det kan selvfølgelig være, der vil være kritikere, der mener, at en lille topskattelettelse rækker som en skrædder i helvede, men det vil altid være bedre end ingenting og noget, de kan forsvare over for deres vælgere.«

Hvem ser ud til at få det sværest?

»Den, der har det sværest, er Løkke selv. Han har allerede før valget kæmpet for skattelettelser i bunden. Og det er det, der er allerdyrest og dermed sværest at finde penge til. Så statsministeren står med den sværeste opgave.«

Michael Bjerres barometer peger lige nu på Liberal Alliance:

Asmus Leth Olsen: Venstre

»Jeg synes, det ser godt ud for de partier, der gerne vil have skattelettelser i bunden. V, K og DF er mere eller mindre enige om, at der skal være skattelettelser i bunden, så hvis man kunne spille på det væddemål, tror jeg, der allerede ville være udbetaling på det. Der er ingen, der har sagt, de er uenige i det, så det bør den borgerlige blok kunne blive enige om. Og da det er Venstre, der har været mest fremme med budskabet om skattelettelser i bunden, synes jeg lige nu, de ser ud til at kunne vinde kampen om skattelettelserne,« siger Asmus Leth Olsen.

»Skattelettelser i bunden er selvfølgelig dyrt. Ikke mindst fordi det er 'billigere' at give topskattelettelser. Ikke mindst fordi gruppen, der betaler topskat, er mindre. Vi ved fra forskningen, at danskerne helst vil have, at alle skal have den samme skattelettelse krone for krone, når de bliver spurgt, hvordan de mener, en eventuel skattelettelse skal udformes. Danskerne vil gerne bevare progressionen i skattesystemet. Og hvis man skal give folk de samme skattelettelser i bunden som i toppen, så skal man give rigtig meget i bunden. Det er den saks, politikerne sidder i lige nu,« siger Asmus Leth Olsen.

Han vil dog ikke afvise, at skatteforhandlingerne kan føre til lettelser også i toppen. Ikke mindst fordi topskattelettelser kan være svaret på nogle af de udfordringer, dansk økonomi står over for, siger han.

»Jeg også relativt positiv over for, at der kan komme topskattelettelser. Der har været ret negative væksttal for dansk økonomi, der måske kunne retfærdiggøre, at man gør noget på den front. Der skal helst være et policywindow eller et problem, der skal løses, når der skal laves politiske reformer. Det kan være svært at få eksempelvis skattelettelser igennem med den begrundelse, at det bare er noget, man gerne vil have. Og skattelettelser kunne have en positiv effekt på de økonomiske nøgletal og derfor løse problemet med de negative væksttal,« siger Asmus Leth Olsen.

Han har tidligere forsket i netop skattepolitik og den politiske psykologi omkring den politiske tilblivelse af og spillet om skattereformer. Og til at forudsige efterårets forhandlingskapløb bruger Asmus Leth Olsen spilteori.

»I den optik synes jeg, man kan sige, at Liberal Alliances trusler om at udskrive valg, hvis de ikke får tilstrækkeligt med topskattelettelser måske er lidt utroværdige. I spilteori skal man altid gå frem til det sidste slag. Vil LA virkelig kunne sige nej til en stor skattepakke - selvom den ikke indeholder en lettelse af topskatteprocenten, hvis Løkke laver en pakke med skattelettelser i bunden og en ændring af grænsen for, hvornår man skal betale topskat?« siger Asmus Leth Olsen og fortsætter:

»Det er jo en kæmpe forbedring i forhold til status quo. Ifølge spilteori vil de andre partier altsp kunne lave en pakke, som er så lækker, at LA næsten ikke kan sige nej til den. Også selvom der ikke sker noget decideret på topskatteprocenten,« slutter Asmus Leth Olsen.

Asmus Leth Olsens barometer peger lige nu på Venstre:

Hans Engell: Liberal Alliance

»Lige nu synes jeg, det ser ud til, at det bliver Liberal Alliance, der vinder kampen om skattelettelserne. Det gør jeg, fordi jeg har meget svært ved at se, at man kan lande en stor samlet pakke til efteråret, uden at der gives noget på topskatten. Hvor meget eller lidt er svært at sige på nuværende tidspunkt,« siger Hans Engell og fortsætter:

»Opløbet til efterårets store opgør om skatten er knap nok startet endnu, men omvendt har Liberal Alliance låst sig så meget på topskattelettelser, at hvis ikke man finder noget der, så er det svært at se, at de kan bevare troværdigheden. Dermed vil den politiske situation risikere at eksplodere mellem hænderne på Løkke.«

Hvad vil være et godt resultat for Liberal Alliance at få ud af efteråret og skatteforhandlingerne?

»Det optimale ville jo være, at topskatten bliver fjernet. Det bliver den ikke, og det ved Anders Samuelsen godt. Det næstbedste ville være en markant sænkelse af topskatteprocenten. Det tredjebedste ville være en kombination af en sænkning af topskatteprocentsatsen og at man hævede grænsen for, hvornår man skal betale topskat, mens det ringeste resultat ville være, at man bare flytter grænsen for, hvornår der skal betales topskat. Og det aller-, allerringeste ville selvfølgelig være, at der intet sker. Det ville være katastrofalt.«

»Hvis grænsen flyttes vil Liberal Alliance være bestået. Men ikke med nogen stor karakter. Hvis det skal være til en god karakter, kræver det, at både grænsen flyttes og procentsatsen reguleres. Det vil være flot bestået.«

Hans Engell mener ikke, at man i øjeblikket kan pege på, hvem der ser ud til at stå tilbage med sorteper.

»De konservative ligger jo lidt i slipstrømmen på LA og vil kunne leve med stort set det hele. Enhver form for lempelse vil være godt for dem, og de kan sagtens også leve med, at der sker noget i bunden. De er ikke nogen stor spiller i det her og ligger i skyggen af Liberal Alliance. Venstre har lovet lidt af hvert, men ikke mindst i bunden. Men Løkke har ikke forpligtet sig til det store, fordi det hele er lidt løst formuleret i regeringsgrundlaget og sigter mod, at man også skal finde noget i 2025-planen. DF går decideret efter, at der sker noget for dem med de laveste indkomster og vil ikke have noget med topskattelettelser, og hvis Thulesen Dahl og co. totalt afviser at flytte sig, kan de ødelægge hele spillet. Så er det slut. Men mon ikke de trods alt accepterer, at der skal ske noget.«

Hans Engells barometer peger lige nu på Liberal Alliance:

Politiko.dk vender løbende tilbage til de tre paneldeltagere frem mod efterårets skatteforhandlinger. Det står der i regeringsgrundlaget:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.