Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kaffesnak: Jeg »battler« med emojis mod hende, jeg er mest politisk uenig med

Hun har ni ordførerposter, »battler« med emojis mod den, hun er mest uenig med på Christiansborg og så har hun i ugen skældt ud på unge studerende, der pjækker. Politiko.dk lukker ugen ned med de Konservatives Mette Abildgaard.

Mette Abildgaard rundede ugen af med Politiko.
Mette Abildgaard rundede ugen af med Politiko.

Vi er faktisk lige gamle, Mette Abildgaard og jeg.

Den nyudnævnte politiske ordfører for de Konservative blev valgt til Folketinget første gang ved valget sidste år. Dengang var hun 26 år gammel. Siden er hun blevet 27, har haft 13 ordførerskaber og er nu blevet valgt som personen, der skal repræsentere sit parti og udtale sig om både stort og småt fra tidlig morgen til sen aften.

Sådan er det at være politisk ordfører, fortæller Mette Abildgaard, der i dagens anledning og mit besøg har forsøgt sig udi kaffebrygningens ædle kunst - egentlig drikker hun det slet ikke selv.

Til gengæld har jeg medbragt et rundstykke med kerner til hende.

»I tirsdags var jeg igennem på TV 2 News første gang klokken 6.30 herinde fra Christiansborg. Bagefter tog jeg direkte videre til de første forhandlinger om naturpakken i Miljøministeriet. Og så var der ellers bare møder hele dagen. Og om aftenen var der gymnasieforhandlinger i Uddannelsesministeriet, som jeg også er hoppet ind i. Jeg var hjemme lidt i ti om aftenen.«

Med udnævnelsen til politisk ordfører har Mette Abildgaard afgivet et par af sine 13 ordførerskaber. Nu har hun ni.

»Jeg har haft 117 andre ting i hovedet«

Mette Abildgaard indrømmer, at hun godt kan blive godt og grundig rundtosset af, at folk ringer med spørgsmål, som spænder fra »øst til vest«.

»Det er ret vildt, når man starter morgenen med behandlingen af transseksuelle, går videre til at snakke om solcellepulje og biomasse og så herefter skal diskutere noget på socialområdet,« siger hun, mens vi går i gang med morgenmaden.

»I går blev jeg ringet op af Fyens Stiftstidende om vores syn på butiksstørrelser i forbindelse med planlovsforhandlinger. Det var sådan en dag, hvor jeg havde haft 117 andre ting i hovedet,« siger hun og erkender, at hun lige skulle bruge lidt betænkningstid, før hun kunne sige noget begavet om emnet.

Øverst på kontorets eneste reol er der to ringbind med hver sit ord påskrevet på fronten: Naturpakke og gymnasiereform.

»De her to mapper,« siger hun og lægger dem på bordet.

»De ser jo egentlig ikke så overvældende ud sådan her. Men det er er gymnasieforhandlingerne, som jeg har skulle sætte mig ind i forud for denne uges forhandlinger. Og så den her med naturpakken, som jeg skal høvle mig igennem i dag,« fortæller hun.

Det var to ud af de ni ordførerskaber, hun hev ned fra reolen. Men der er mange andre områder, hvor Mette Abildgaard også bruger sine kræfter.

Forebyggelsesordfører, miljøordfører, ældreordfører etc. Vi tog en såkaldt lynrunde med Mette Abildgaard og hendes ni ordførerposter. For hvad sidder hun med lige nu på de forskellige områder, og kan hun overhovedet huske det?

Du kan høre lynrunden her. Artiklen fortsætter under lydklippet.

»Det er pjækkeri - de skal passe deres skolegang«

Du skrev på Facebook i den her uge, at det var for dårligt, at studerende pjækkede og strejkede pga. utilfredshed med gymnasiereformen. Hvorfor?

»Det er pjækkeri - de skal passe deres skolegang«.

Men hvis nu de er trætte af den måde, som I er ved at skrue gymnasiereformen sammen på?

»Det er helt okay at skrive til os politikere og beklage sig. Men vi kender jo godt deres synspunkter. Jeg er ikke i tvivl om, hvad de mener. Det er bare ikke lig med, at jeg bliver enige med dem. Jeg lytter til dem og gør op med mig selv, hvilket standpunkt jeg har,« siger den politiske ordfører.

Hos de Konservative går I meget op i dannelse i skoletiden - hvad er det, I mener med det?

»Det er, at man har nogle grundlæggende forudsætninger, som man kan tage med sig videre i livet. Som både handler om måden man tilegner sig viden på, men også en helt grundlæggende faglighed,« siger Mette Abildgaard og fortsætter:

»Jeg har en lillesøster, der er den bedste i hele verden, som lige er blevet student. Og når jeg nogle gange kan høre, hvad der er af huller i den grundlæggende almene viden hos hende, så kan jeg godt blive lidt bekymret«.

Du er 27, er du et dannet menneske?

»Nej. Jeg ville ikke turde stille op i en quiz på almen viden. Det vil jeg være for nervøs til«.

Tons og en tur med miljøministeren

»Jeg har været på tur i den her uge med miljøministeren,« udbryder Mette Abildgaard lige pludselig.

»Han inviterede mig ud for at se på kyster. Vi skulle mødes ved ministeriet«.

Hvorfor lige dig?

»Det er meget skægt. For jeg spurgte, om det var sådan en tur han tog med alle ordførerne. Det fandt jeg ud af, ikke var tilfældet. Det var et særprivilegie, jeg havde fået. Jeg ved ikke, om det er fordi, at han forventer, at jeg bliver særligt besværlig i de kommende forhandlinger,« siger Mette Abildgaard, der tog hul på de første forhandlinger om naturpakken torsdag i denne uge.

De Konservatives opbakning til landbrugspakken var betinget af, at regeringen ville sørge for, at kvælstofudledningen ikke stiger de kommende år

På turen rundt langs kysterne i en minibus blev der også tid til at vende »løst og fast« og weekendens håndboldkampe.

Snakkede i om tons?

»Nej, vi snakkede ikke så meget om tons,« siger en grinende Mette Abildgaard, der godt fangede hentydningen til de 624 tons kvælstof, som de Konservative rigtig gerne vil have reduceret henover de næste par år via tiltag i naturpakken.

»Ikke lige der, men det er et ord, der tit dukker op, når jeg taler med ministeren«.

»Vi battlede lidt frem og tilbage på emojis«

Den gode tone i minibussen står i skærende kontrast til de skænderier, der har været mellem de Radikales Zenia Stampe og Socialdemokraternes Dan Jørgensen i ugens løb med udlændingepolitikken som omdrejningspunkt.

Ifølge Mette Abildgaard skal der være plads til hårde debatter i medierne blandt politikerne. Hun fremhæver selv forholdet til Enhedslistens Maria Reumert Gjerding, som er den politiker på Christiansborg, hun er »mest politisk uenig med«, men omvendt også har det sjovest med.

»Vi sender SMSer til hinanden som ene og alene bygger på emojis,« afslører Mette Abildgaard og uddyber deres meget digitale måde at kommunikere med hinanden på ved hjælp af de små billedikoner, kaldet emojis.

Maria Reumert Gjerding havde netop stillet forslag i Folketinget om mere biodiversitet, da Mette Abildgaard røg til tasterne.

»Hallo Maria, hvad sker der - du mangler at kunne finansiere det? Hun svarede tilbage: Og det siger du - som vil bruge, jeg ved ikke hvor mange milliarder på kampfly - efterfulgt af en masse fly-emojis. Og så måtte jeg jo skrive tilbage, at det gik også ud over bierne (emoji) og blomsterne (emoji), hvis ikke vi havde kampfly til at forsvare vores land. Så vi battlede lidt frem og tilbage på emojis,« siger en grinende Mette Abildgaard.

Her kan du se eksempler på emojis, de to »battlende« politikere har sendt frem og tilbage. Artiklen fortsætter under opslaget.

Men er den moderne kommunikationsform et billede på hele Mette Abildgaards konservative folketingsgruppe? Jeg bad hende udpege, hvordan den seks mands store folketingsgruppe skiller sig ud fra de andre partiers grupper.

Du kan høre her, hvor Mette Abildgaard og resten af hendes gruppe ellers skiller sig ud fra de andre folketingsgrupper. Artiklen fortsætter under lydklippet.

»Jeg tog i svømmehallen. Helt alene.«

»Det vil jo være den sygeste falliterklæring som samfund at have særtog for kvinder,« opsummerer de Konservatives politiske ordfører, efter jeg har bedt hende nævne nogle af ugens store og vigtige politiske historier.

Hun har nævnt historien om, at svømmeklubber herhjemme er begyndt at tilbyde svømmetimer for muslimske piger med tildækkede vinduer, så drenge og mænd ikke kan se dem.

»Svømmehalshistorien er ret essentiel, fordi den er sindssygt bekymrende. Vi er ved at udvikle et samfund, hvor det kan være nødvendigt med kønsopdeling, for at nogle kvinder kan få adgang til en svømmehal,« lyder det fra Mette Abildgaard, der er bekymret over tendensen.

Men vi er åbenbart ikke færdige med at være i svømmehallen.

For et par måneder siden, nærmere bestemt d. 27. februar trak Eva Kjer Hansen sig fra posten som miljø- og fødevareminister, efter et stort pres fra de Konservative, der udtrykte mistillid over for hende.

I den periode var Mette Abildgaard selv var med til at forhandle på blandt andet Marienborg i de nervepirrende timer, hvor hele Danmark ikke vidste, om statsminister Lars Løkke Rasmussen trykkede på valgknappen og udskrev valg.

Det gjorde han som bekendt ikke, men om søndagen, hvor Eva Kjer var trådt tilbage dagen forinden, var Mette Abildgaard nødt til at gøre noget ved hendes galoperende stressniveau i kroppen.

»Man var hele tiden på sin telefon for at tage kampe på de sociale medier og tjekke de nyeste historier. Så jeg tog i svømmehallen. Helt alene. Hvilket er helt frygteligt at gøre en søndag i København, kan jeg afsløre. For der er ekstremt mange børn og familier. Så det med at finde ro i hovedet, fandt jeg måske ikke lige. Men jeg kom til at tænke på noget andet,« siger hun.

Valget faldt på svømmehallen, da det ikke er tilladt at medbringe sin mobil. Så den blev liggende i omklædningsrummet.

Kaffesnakken er slut. Og Mette Abildgaard fortalte, at hun faktisk har lært af det mangeårige konservative folketingsmedlem Per Stig Møller at drikke te, da hun som studerende engang skulle interviewe ham. Inden mødet drak hun ikke te.

»Jeg blev inviteret ind på hans kontor. Han spurgte, om jeg ville have noget te. Og så er der bare et eller andet instinktivt i mig, der tænker: du skal bare tage i mod den te, så det gjorde jeg. Og så sagde han...«

»Det var godt, for det er kun dumme mennesker, der ikke drikker te.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.