Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kære Pia....Kære Pernille

Hvordan forhindrer vi terror i Danmark? Maildebat mellem Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, og DFs værdiordfører, Pia Kjærsgaard.

Pernille Skipper (EL) og Pia Kjærsgaards har på Politikos opfordring kastet sig en i en maildebat.
Pernille Skipper (EL) og Pia Kjærsgaards har på Politikos opfordring kastet sig en i en maildebat.

Kære Pia

Jeg er glad for, at du har lyst til at tage denne debat med mig. Den er bestemt vigtig.

Vi er jo alle rystede, vrede og i sorg over den forfærdelige massakre mod det venstre­orienterede satireblad Charlie Hebdo og det efterfølgende feje angreb på et jødisk supermarked i Paris. Det er uforståeligt og uforklarligt, at mennesker kan finde på at slå mennesker ihjel på grund af en tegning, eller fordi de tilhører en anden religion. Og vi frygter nok også alle, at sådan et angreb også kunne ramme Danmark.

I sådan en situation er det vigtigt, at vi står sammen og viser, at terroristerne ikke kan skræmme os eller true os. Samtidig er det vigtigt, at vi som politikere holder hovedet koldt og ikke kommer med alle mulige forslag i ren panik, eller fordi der går konkurrence i at komme med de mest vidtgående og hårdtslående forslag. Vi skal selvfølgelig se på, om der er fejl, vi kan lære af, men vi må ikke gå i panik. Derfor var jeg også ked af at læse din udmelding om, at Danmark skal være parat til at bruge nødret. At du mener, at Grundloven kan sættes ud af kraft på nogle punkter. Det er ikke sket i Danmark, siden vi var besat af tyskerne under Anden Verdenskrig. Måske var det en uigennemtænkt udmelding midt i vreden over de uhyggelige handlinger, vi så i Paris. Var det det, Pia? Eller mener du virkelig, at Grundloven kan og skal sættes ud af kraft?

Mange hilsner Pernille

-----

Kære Pernille

Det glæder mig, at Enhedslisten i dette tilfælde tager afstand fra terror. Det har dit parti jo tidligere haft vanskeligt ved, og flere medlemmer af folketingsgruppen, Rosa Lund, Finn Sørensen og Stine Brix, har støttet terrororganisationen PFLP, der bl.a. stod bag terrorangrebet mod en synagoge i Jerusalem den 18. november sidste år, hvor fem israelere døde.

Men åbenbart har Enhedslisten og Dansk Folkeparti en forskellig opfattelse­ af, hvad det vil sige at bedrive terrorvirksomhed­.

Jeg synes, det er afgørende, at vi i Folketinget får vedtaget lovgivning, der gør, at vi er i stand til at håndtere og bekæmpe terrorisme. Mig bekendt har vi i Danmark ikke udvist en eneste radikal imam nogensinde. Det har bl.a. Tyskland, Frankrig og Storbritannien gjort. Vi har ikke lukket en eneste forening, hverken Grimhøjmoskéen eller Hizb ut-Tahrir er blevet forbudt. I Tyskland er Hizb ut-Tahrir blevet forbudt, og i Storbritannien har man forbudt organisationen Sharia4UK. Vi er bare grænseløst naive i Danmark, når det kommer til terror. Og det har vi været i mange år.

Jeg synes tiden er inde til at gøre op med det. Punktum.

Og lige for en ordens skyld: Hold nu op med det, om at jeg vil sætte Grundloven ud af kraft! Kald det nødlovgivning, kald det fart og tempo eller kald det nødret, som jeg gjorde i Ekstra Bladet. Min pointe er, at hvis situationen kræver det, skal Folketinget handle hurtigt og effektivt. Vi kan ændre lovene, vi kan droppe konventioner, hvis vi vil. Debatten i Folketinget onsdag om terrorreden i Grimhøjmoskeen viste, at det foreløbig ikke er nødvendigt – vi kan blot anvende de love, vi har. De er gode nok. Men det kræver jo, at de bliver brugt!

Jeg ved ikke, hvad Enhedslisten vil gøre ved terrortruslen, men man kan jo begynde med at se sig selv i spejlet.

Venlig hilsen Pia

-----

Kære Pia

Enhedslisten tager selvfølgelig afstand fra alle former for terror mod civile. Uanset hvem der begår den. Uanset hvor i verden. Og uanset om det er terrorgrupper eller stater, der står bag angrebene. Palæstinensiske terrorangreb på civile israelere er uacceptable – ligesom Israels terror-bombardementer mod børn og civile i Gaza-striben. Vi støtter i modsætning til Dansk Folkeparti de kræfter på begge sider, som kæmper for en fredelig løsning, der giver begge folk sikkerhed i levedygtige stater. Så der tager du fejl.

At vi skal gøre, hvad vi kan for at beskytte os mod terrorangreb i Danmark, er åbenlyst, og jeg synes, at du ser bort fra, at det faktisk er lykkedes vores myndigheder at forhindre alle større terrorangreb indtil nu. Det tyder ikke på den naivitet, som du taler om.

I kampen mod terror skal vi dog samtidig huske at beskytte de friheds­rettigheder, som det hele handler om. Svaret på små gruppers terror er ikke at indskrænke friheden for alle os andre eller at tillade masseovervågning af danskerne. Og så skal det selvfølgelig ske inden for lovens rammer og ikke, som du foreslår, gennem nødret.

Vi skal også passe på med at føre symbol­politik for at slå os selv på brystet. Jeg tror f.eks. ikke, at forbud mod moskeer eller organisationer – uanset hvor lidt vi synes om dem – vil være effektivt. For det betyder, at vi får endnu sværere ved at holde øje med dem. Østjyllands Politi har da også direkte advaret mod at lukke moskéen i Grimhøj. Fæle holdninger forsvinder ikke af indskrænkninger i ytringsfriheden eller foreningsfriheden.

Kampen mod terror og ekstremisme kræver klogskab og indsigt i, hvilke forhold der nærer ekstremisterne. Ikke symbol-politik og affektlovgivning.

Mange hilsner Pernille

-----

Kære Pernille

Jeg har godt hørt de besværgelser fra Enhedslisten om, at Enhedslisten tager afstand fra terror. Men hvordan kan man på den ene side støtte en organisation – PFLP – der slår uskyldige mennesker ihjel og samtidig sige, at man tager afstand fra terror? Man kan heller ikke bare støtte al-Qaeda, men ikke deres terrorisme. Det giver ingen mening.

Jeg forstår heller ikke, hvad det er for en frihed, der indskrænkes ved at lukke Grimhøj­moskéen? Retten til at opfordre til drab på jøder? Retten til at udtrykke sympati­ for Islamisk Stats drab og lemlæstelse af ikke-muslimer? Det er vist ikke noget større tab – og i øvrigt er det mig bekendt ulovligt at opfordre til drab på andre mennesker, så kan man jo undre sig over, hvorfor der stadig ikke er rejst en sag mod imam Abu Bilal Ismail for hans opfordring til drab på jøder.

Jeg er da godt klar over, at de mennesker, der allerede er blevet militante islamister, ikke forsvinder, fordi vi lukker en moské. Men vi forhindrer, at der fostres flere militante islamister fra den moské, og så er det jo indlysende, at imamer, der prædiker vold og terror, slet ikke skal være i Danmark.

Du spørger, hvilke forhold der nærer ekstremisme. Det skal jeg fortælle dig. Det gør det forhold, at vi har for mange unge muslimer i Danmark, som ikke bryder sig om Vestens værdier og som har fundet en fælles identitet i deres tro på radikal islam. Det skyldes, at vi har fået for mange indvandrere til Danmark i en lang årrække og nu desværre får det igen. Det har gjort det komplet umuligt at integrere disse mennesker og i særdeleshed deres efterkommere­.

Der er vi desværre i fuldstændig samme båd som alle andre vestlige lande, hvis beslutningstagere også alt for sent opdagede­ faren ved at hente indvandrere fra muslimske lande til Europa.

Venlig hilsen Pia

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.