Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

K vil sløjfe prøveløsladelse for »notoriske indbrudstyve«

Personer, der lever af at begå indbrud, skal fratages muligheden for at få prøveløsladelse, foreslår de Konservative. Det er den mest effektive metode til at undgå ny kriminalitet, lyder argumentet.

De Konservative har som bekendt lanceret en meget omdiskuteret »Stop-kampagne« denne uge, og det er ikke kun »nazi-islamismen«, det borgerlige parti vil sætte en stopper for. Nu står »de notoriske indbrudstyve« også for skud.

Det skal ikke være muligt at leve at af begå indbrud, og derfor foreslår partiformand Søren Pape Poulsen (K), at garvede indbrudstyve skal sidde i fængsel så længe, som deres straf tilsiger. Hvis man er dømt tre gange eller har mindst seks indbrud på samvittigheden, skal man miste muligheden for at blive prøveløsladt.

»Indbrud er den type kriminalitet, hvor flest falder tilbage og begår ny kriminalitet efter fængslet. Når folk er notoriske indbrudstyve og bare lever af at begå indbrud, så skal de ikke kunne prøveløslades, så skal de sidde tiden ud hver eneste gang. Alt andet er helt urimeligt,« siger Søren Pape Poulsen.

Flere end fire ud af ti dømte indbrudstyve begår ifølge Danmarks Statistik ny kriminalitet i de første seks måneder, de er ude af fængslet. Syv ud af ti begår kriminalitet inden for to år efter løsladelsen.

Spørgsmål: Udskyder man ikke bare det tidspunkt, de kommer ud og begår ny kriminalitet, ved at fratage muligheden for prøveløsladelse?

»Jo, det kan man altid sige, men så længe de sidder i fængsel, begår de ikke ny kriminalitet. Og de skal i hvert fald ikke have rabat på deres straf, når de lever af at stjæle fra andre mennesker. Derfor synes vi, at muligheden for prøveløsladelse skal bortfalde for de notoriske indbrudstyve.«

Spørgsmålet: Det er et velkendt fænomen, at fængslede begår ny kriminalitet, når de bliver løsladt. Seks ud af ti personer, der begår røveri, begår ligeledes ny kriminalitet inden for de første to år efter løsladelsen. Så hvorfor kun fjerne muligheden for prøveløsladelse for indbrudstyvene?

»Fordi vi kan se, at det er den gruppe af kriminelle, som falder mest tilbage. Det er mere end 70 procent af de dømte, der begår ny kriminalitet inden for to år. Og det bliver vi nødt til at sætte ind over for, for det er helt urimeligt, at folk skal føle sig utrygge i deres eget hjem,« siger Søren Pape Poulsen.

Selv om antallet af indbrud i private hjem har været faldende siden 2011, ligger Danmark med 36.852 indbrud i 2014 stadig i den triste ende af skalaen sammenlignet med vores europæiske naboer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.