Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
INTERVIEW

»Jo mindre dansk politik fremstår som House of Cards, desto bedre vil det være for tilliden til landets politikere«

Kend din folketingspolitiker: Han føler sig magtfuld, når han »en sjælden gang« vinder en diskussion på hjemmefronten, han frygter den »falske virkelighed, som flere og flere politikere« er begyndt at abonnere på - og mener, at Marie Krarups syn på Rusland er et perfekt eksempel på et »begavet menneske, der misbruger virkeligheden«. Kom tættere på Venstres Jakob Engel-Schmidt.

Se mere
Jakob Engel-Schmidt fra Venstre. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2016)
Jakob Engel-Schmidt fra Venstre. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2016)

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på Venstres uddannelses- og forskningsordfører Jakob Engel-Schmidt.

1.Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»Når vi vedtager beslutninger i Folketinget, der gør en mærkbar forskel for mennesker i samfundet. Eksempelvis vedtager at nedsætte skatten, formulerer en vækstpakke eller gør det nemmere at starte og drive virksomhed.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Når jeg en sjælden gang vinder en diskussion på hjemmefronten. Min kæreste er nogenlunde lige så velforberedt og insisterende, som jeg forestiller mig, det tyske bureaukrati er præcist. Ellers indtræffer følelsen sommetider, når jeg kan se mit aftryk på konkret politik. Det er en fantastisk følelse - omend man skal undgå at lade den stige en til hovedet.«

3. Hvem ser du op til?
»Jeg ser op til de helt almindelige danskere, der hver morgen afleverer børnene i skole og tager på arbejde.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Når politikere bevidst fordrejer sandheden og opfinder falske fakta og parallelle virkeligheder for at få ret eller manipulere offentligheden. Det er uværdigt og farligt.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Så ville jeg sandsynligvis stadig være uddannelsesdirektør på Niels Brock eller i gang med at starte egen virksomhed. Da jeg var blevet færdig med min bacheloruddannelse i England, blev jeg tilbudt et job i London. Havde jeg sagt ja til det, var jeg aldrig blevet aktuel i dansk politik. Det er forunderligt, hvordan beslutninger truffet ti år tilbage påvirker tilværelsen.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»Jeg har oplevet utrolig meget dramatik i min korte tid i politik. Faktisk håber jeg på at opleve mindre i fremtiden. Jo mindre dansk politik fremstår som House of Cards, desto bedre vil det være for tilliden til landets politikere. Faktisk overvejer jeg engang imellem at forslå en reform, der vil implementere det schweiziske politiske system herhjemme. Dernede fylder politik mindre, og mange vælgere har vanskeligt ved at nævne selv de mest fremtrædende politikere. Det vil selvfølgeligt gøre det vanskeligt for medierne at fylde avisen og nyhedsudsendelserne – men det kommer vi os nok over.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»En opvækst i et hjem, hvor pengene var meget små, men hvor mine forældre satte en ære i at klare sig selv.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Det er ubetinget Ringenes Herre. Min mor læste dem højt for min bror, søster og jeg, mens vi var små. Minderne om hendes stemme, familiehygge foran kakkelovnens skær i stuen slår alt - også selvom jeg læser meget.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Jeg ville bruge pengene på at lette skatten på arbejde for de danskere, der tjener mindst. De fortjener at få mere ud af deres hårde arbejde.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Alt det jeg ikke har nået, eller de små og store ting, der bekymrer mig personligt. Det er sjovt, hvordan problemerne vokser i takt med, at man bliver ældre. De problemer, der holdt mig vågen som teenager, synes i dag temmelig overkommelige. Jeg tror, mange kender følelsen. Samtidig er det en god måde, at huske på, at mennesker oplever problemer forskelligt, og det, der for dig synes ligetil og overkommeligt, kan virke helt uoverskueligt for andre.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Opfattelsen og prioriteringen af iværksætteri og innovation. Da jeg i slutningen af kriseåret 2011 tiltrådte som direktør i Dansk Iværksætterforening var iværksætteri noget, meget få vidste noget om og færre prioriterede. Sammen med politikere og meningsdannere er det lykkedes at bringe emnet helt til tops på både medierne og beslutningstagernes dagsorden.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Min gode ven Peter Hummelgaard er fremragende. Samme mærkat passer på både Jacob Mark fra SF og Johanne Schmidt-Nielsen. Derudover er Mattias Tesfaye virkelig dygtig til at kommunikere hverdagens vigtigste begivenheder til hans mange følgere på de sociale medier. Jeg tror, det fleste vil kunne lære et eller andet af førnævnte.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»De stigende forventninger til velfærdssamfundets serviceniveau fra flere befolkningsgrupper presser velfærdssamfundet til det yderste. Samtidig udgør andelen af danskerne, der betaler gildet under 50 procent. I en økonomi med begrænset vækst og manglende appetit på økonomiske reformer er det uholdbart i længden. Selvom det måske er et upopulært budskab, er familien Danmark nødt til at vælge imellem et opgør med universel velfærdsservice eller fortsatte reformer.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Ingen endnu. Men jeg var heller ikke medlem af Folketinget, da man stemte om offentlighedsloven.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»Da jeg skulle vælge imellem at fortsætte som officer i forsvaret eller begynde at studere. Jeg valgte den civile tilværelse og endte med en kandidatgrad fra CBS i International Business. Jeg tænker dog tit på, hvordan min tilværelse havde udviklet sig, hvis jeg havde valgt omvendt.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»De ressourcestærke stakler. Der skrives enormt meget om dem, det åbenbart er rigtig synd for. For nyligt morede de fleste af landets sociale mediebrugere sig over en ung marketingdirektør, der med lækker lejlighed i København, pungen fuld af guld og damer i kø til soveværelset alligevel fandt tilværelsen ubærlig. Privilegeret brok gør mig gnaven, og det fylder desværre mere og mere, imens dem, der virkelig har brug for den journalistiske ”redningshunds” opmærksomhed, sjældent har ressourcerne til at trænge igennem lydmuren.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Den falske virkelighed, som flere og flere danske politikere og meningsdannere er begyndt at abonnere på eller direkte hjemmefremstille. Marie Krarups parallelle sikkerhedsopfattelse af truslen fra Rusland og DR’s generaldirektørs påstand om, at Danmark kommer til at ligne Trumps USA, hvis man lukker P3 og DR Ultra er perfekte eksempler på begavede mennesker, der misbruger virkeligheden for egen vindings skyld.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.