Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jo flere der er i Danmark med muslimsk baggrund, jo større er truslen mod den danske identitet«

Hver gang vi debatterer danskhed, risikerer vi at fremmedgøre muslimer yderligere, konstaterer FN. Men muslimerne fremmedgør sig selv, mener Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Vi forsøger gang på gang at sætte begrebet »danskhed« på formel.

Er man dansker, når man er født i Danmark og taler dansk, eller betyder det at være dansker, at man lever efter bestemte kulturelle normer og værdier om ligestilling, ytringsfrihed og højskolekultur? Eller er det nok bare at føle sig dansk?

For Martin Henriksen (DF) er definitionen af danskhed også svær. Men han ser mere end nogensinde før et behov for at definere det at være dansker.

»Rigtig mange danskere føler, at den danske kultur er truet af den muslimske indvandring. Og det tror jeg, at der er behov for at sætte ord på og sige fra over for,« siger han.

»I mange årtier har der ikke været det behov, fordi befolkningen har været sammensat, som den har. Men i og med at der er kommet flere til landet udefra, har der været et stigende behov for at sætte ord på, hvad det vil sige at være dansker,« lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører.

FN: Muslimer mødes med mærkelige krav

Netop behovet for at definere danskheden kan være et alvorligt problem for sammenhængskraften i det danske samfund, fastslår FN i en rapport, og det er derfor, Berlingske har spurgt Martin Henriksen om det at være dansk.

I rapporten, som Information omtaler fredag, advarer FNs specialrapportør for religions- og trosfrihed om, at den politiske debat om danskhed, hvor det gang på gang fastslås, at udlændinge bør tage danske værdier til sig, kan være et problem for religionsfriheden.

»Mens det danske samfund de facto er blevet multireligiøst, afspejles dette ikke fuldt ud i den fælles opfattelse af danskhed. Selv muslimer, som er vokset op i Danmark, bliver nogle gange mødt med mærkelige krav om, at de skal integreres bedre i samfundet,« skriver specialrapportøren, tyskeren Heiner Bielefeldt, der for nylig gav sin post videre til Ahmed Shaheed fra Maldiverne.

»Hvis ikke offentlige diskussioner om dansk identitet anerkender den stadig større religiøse forskellighed, kan disse let føre til fremmedgørelse blandt dem, hvis danskhed konstant betvivles – ofte indforstået, men nogle gange også helt eksplicit,« hedder det videre i rapporten, skriver Information.

Spørger man Martin Henriksen, hvad han mener om advarslen fra FN, angriber han først og fremmest påstanden om, at Danmark er blevet et mere multireligiøst samfund.

»80 procent af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og den mest udbredte religion i Danmark er den protestantiske udgave af kristendommen. Så jeg synes sagtens, man kan tillade sig at sige, at den dominerende kultur i Danmark er den danske kultur og de danske traditioner,« siger han og fortsætter:

»Jeg er med på, at der er nogle steder, hvor islam dominerer mere end kristendommen, men generelt synes jeg ikke, betegnelsen er korrekt.«

Nu siger du det selv, at der nogle steder i landet bor der flere muslimer end kristne. Og folkekirkens medlemstal falder. Kan man så ikke give FN ret i, at vi er blevet et mere multireligiøst samfund?

»Nogle steder er Danmark det. Men jeg synes ikke, man kan sige, at Danmark overordnet set er et multikulturelt eller multireligiøst samfund.«

Martin Henriksen: Smut tilbage til New York

Du siger, at den dominerende kultur er den danske kultur. Men det er jo en svær størrelse at definere, og FN mener, at vores definition af danskhed er problematisk. Hvordan definerer vi, hvornår en kultur er dansk?

»FN skal blande sig uden om. Jeg tænker at FN bliver mere og mere overflødigt, når det er sådan noget her, de bruger deres kræfter på,« siger Martin Henriksen og fortsætter:

»Det er selvfølgelig et nationalt anliggende at diskutere danskhed og dansk kultur, og hvor mange vi vil lukke ind i landet, og hvor dominerende de skal have lov til at være. Jeg synes simpelthen, at den pågældende person skulle tage at smutte tilbage til New York, for det er lidt mærkværdigt, at FN kommer og blander sig i det.«

FNs specialrapportør for religions- og trosfrihed er en uafhængig ekspert, som er udpeget af FNs menneskerettighedsråd. Rapportøren har til opgave at identificere forhindringer for religionsfriheden og komme med anbefalinger til, hvordan problemerne kan løses.

Heiner Bielefeldt, der står bag rapporten, besøgte Danmark i marts 2016, og hans anbefalinger baserer sig på samtaler med trossamfund, politikere og interesseorganisationer flere steder i landet.

Martin Henriksen kalder det »noget pjat«.

»Vi har vidtgående muligheder for at praktisere religion. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes, de muligheder er alt for vidtgående. Vi vil da gerne begrænse religionsfriheden yderligere. Det handler selvfølgelig om primært at begrænse den for dem med muslimsk baggrund.«

»Det er også derfor, vi har vedtaget den såkaldte imampakke, hvor man for eksempel kriminaliserer den religiøse oplæring i incest, pædofili, flerkoneri, vold og undertrykkelse. Det er jo et forsøg på at kriminalisere visse dele af islam – af sharia. Og det har vi heller ikke lagt skjul på,« siger Martin Henriksen.

Brøndby Strand, Mjølnerparken og Vollsmose – de er ikke danske

Danmark er et land, der bygger på religionsfrihed, lighed, demokrati og ligestilling. Du siger, at I gerne vil begrænse religionsfriheden yderligere. Hvordan er det dansk?

»Danmark er et land, der er bygget på en over 1.000 år gammel historie. Danmark er jo ikke bygget på religionsfrihed eller demokrati for den sags skyld. Det er selvfølgelig en del af de danske værdier, vi har nu, men det, der gør Danmark til Danmark, er vores historie.«

»Vi har en grundlov, der siger meget klart, at man må praktisere sin tro, så længe det ikke strider mod sædeligheden og forstyrrer den offentlige orden. Derfor synes jeg ikke – for at bruge det ord – at det er udansk at sige, at der er grænser for religionsfriheden eller for forsamlingsfriheden. Det gør vi jo for at bevare vores kultur og passe lidt bedre på landet,« siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører.

FN skriver i rapporten, at diskussionerne om dansk identitet kan føre til fremmedgørelse blandt dem, »hvis danskhed konstant betvivles«. Og i går (torsdag, red.) vedtog de blå partier et lovforslag om, hvorvidt indvandrere og efterkommere er danskere. Bidrager I ikke til den fremmedgørelse?

»De fremmedgør jo sig selv. De er fremmede mange af dem. Og jeg ved godt, at vi taler om anden-, tredje- og snart også fjerdegenerationsindvandrere. Men de er jo fremmede,« siger Martin Henriksen:

»Hvis man besøger Brøndby Strand, Mjølnerparken, Vollsmose eller mange andre steder i landet – de er jo ikke danske. Så kan danskhed jo være alting. Og så er betydningen af det at være dansk ophævet. Så er det lige meget, for så kan alle bare være danskere. Så kan alle i princippet komme til Danmark med mærkværdige traditioner, normer og værdier og sige, at de er danskere. Det er mangel på respekt, at der kommer en repræsentant fra FN og siger sådan noget.«

FN peger specifikt på muslimer, som er vokset op i Danmark men bliver mødt med »mærkelige krav« om, at de skal integreres bedre i samfundet, som der står i rapporten. Er de ikke danskere? Muslimer, der er vokset op i Danmark, og som lever efter lovene og værdierne i det danske samfund?

»Det er min opfattelse, at langt størstedelen af dem med muslimsk baggrund i Danmark er så langt væk fra dansk kultur, at det ikke giver mening at karakterisere dem som danskere,« siger Martin Henriksen og fortsætter:

»Islam er på mange strækninger uforeneligt med det at være dansker. Danskhed og islam er i opposition til hinanden. Derfor er det klart, at hvis man insisterer på at holde fast i, at islam skal gennemsyre hele ens tilværelse, så giver det efter min opfattelse ikke meget mening at sige, at man er dansker.«

»Islam er en trussel mod dansk identitet«

Man kan vel sagtens være muslim, uden at islam gennemsyrer hele ens tilværelse, som du siger det, og der findes mange med muslimsk baggrund, som er født og opvokset i Danmark, taler sproget, har gået i dansk folkeskole, og som på mange måder fuldstændig har integreret sig i det danske samfund. Hvorfor er de ikke danskere?

»Man bliver nødt til at løsrive sig fra nogle af de regler og kulturelle normer, der er i islam, for at kunne blive dansker. Hvis der er nogen, som har taget det danske til sig, og som ikke lader sig styre af sharia eller af de her tåbelige religiøse og kulturelle normer, vil jeg da heller ikke udelukke, at en med muslimsk baggrund kan blive dansker.«

»Men man må bare konstatere, at der er rigtig mange, som ikke formår at blive det, og der er også rigtig mange, som efter min opfattelse ikke ønsker at blive det. De ønsker tværtimod at bilde sig selv og andre ind, at man sagtens kan lade islam gennemsyre hele ens tilværelse og samtidig være en almindelig dansker. Det har jeg endnu ikke oplevet, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at opleve det,« siger Martin Henriksen.

I rapporten opfordrer FN desuden den danske regering til at skabe en mere »inkluderende forståelse af dansk identitet« og til at kæmpe imod opfattelsen af, at »islam er en trussel mod dansk identitet«.

Men heller ikke det giver Martin Henriksen meget for.

»Jo flere der er i Danmark med muslimsk baggrund, jo større er truslen mod den danske identitet,« siger han.

Vi lever i 2017 i en stadig mere globaliseret verden – bør vi ikke bare erkende og omfavne, at vi er blevet et mere multikulturelt og multireligiøst samfund, og at det er en naturlig følge af den udvikling?

»Der er ikke noget naturligt i, at man bare står og ser på, mens ens kultur forfalder. Det naturlige er at forsvare den,« siger Martin Henriksen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.