Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Ja, jeg er ærgerlig«

Nick Hækkerup må forlade Forsvarsministeriet og fik fredag overdraget posterne som europaminister samt som handels- og investeringsminister.

Nick Hækkerup (S) forlader med skuffelse posten som forsvarsminister.
Nick Hækkerup (S) forlader med skuffelse posten som forsvarsminister.

Straks ministerrokaden blev meddelt, udråbte politiske kommentatorer Nick Hækkerup (S) som én af taberne: Han forlader posten som forsvarsminister for at blive europaminister samt handels- og investeringsminister i stedet for henholdsvis Nicolai Wammen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF).

Det er ifølge kommentatorerne underforstået, at ministerierne hver for sig og samlet set er et trin ned.

Selv vil Nick Hækkerup - fra det store socialdemokratiske Hækkerup-dynasti - ikke bruge ordet degradering. Og han kalder det læsning i kaffegrums, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) angiveligt straffer ham for at være illoyal og kritisere forårets store vækstplan, hvor selskabsskatten blev sænket.

Vi befinder os til minister-overdragelserne i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København. Her er 200 års traditioner, og Eigtved Pakhus er denne fredag eftermiddag fyldt med mørke jakkesæt.

Talerne er fulde af diplomatiske formuleringer.

Alligevel lægger Nick Hækkerup efter arrangementet ikke skjul på skuffelsen over at forlade Slotsholmen og Forsvarsministeriet.

»Ja, jeg er ærgerlig. Jeg har været virkelig glad for at være forsvarsminister. Det kunne jeg virkelig godt lide, så på den måde er jeg ærgerlig. Men jeg er også glad for det, som jeg kommer til,« siger Nick Hækkerup.

Krammeform

Mere begejstret virker Pia Olsen Dyhr, som rykker videre til Transportministeriet. Hun græd glædestårer i sin afskedstale til medarbejderne. Traditionen tro havde hun gaver til sin afløser: Dels en kinesisk parlør, dels en skridttæller, som skal måle den nye handels- og investeringsministers voldsomme rejseaktivitet.

Mindst lige så begejstret virker Nicolai Wammen, som overtager Forsvarsministeriet fra Nick Hækkerup. Gaven giver han senere inde i Forsvarsministeriet. Men han oplyste sin efterfølger, at han ville komme på »krammer« med mange diplomatiske kolleger.

»Du kan lige så godt komme i krammeform,« sagde Wammen og omfavnede Hækkerup oppe på podiet.

Nicolai Wammens smil holdt væsentlig længere end Nick Hækkerups.

»Man ved aldrig rigtig, hvor tilværelsen fører én hen,« indledte Nick Hækkerup sin tiltrædelsestale.

Da han som nyudnævnt forsvarsminister gik op til sit nye kontor, hang hans onkels portræt. I Udenrigsministeriet hænger hans farfars.

»Nogle kunne måske tænke: hører det aldrig op? Jeg ved det ikke. Jeg har selv fire børn,« sagde den nye fagminister og understregede, at han stensikkert vil komme til at føle sig hjemme i Udenrigsministeriet.

Hans sigte med udsynet fra Asiatisk Plads og al rejseaktiviteten er at forbedre danskernes forhold:

»For mig handler det hele om at skabe arbejdspladser til danskerne. Så er der sikkert nogen, som tænker, at handel og Europa er noget med den store verden, noget med nogle tal med en masse nuller bagved, noget med bureaukrati nede i Europa. Men for mig handler det om familien Poulsen i Ølstykke - almindelige mennesker, hvis hverdag er så tæt forbundet med den verden, som omgiver os.«

Det globale handler om det lokale

Nick Hækkerup erklærede, at han vil arbejde for, at udenlandske virksomheder lægger arbejdspladser i Danmark, og at udlandet køber produkter, som bliver lavet i landet.

Den opgave var afgørende for, at Nick Hækkerup valgte posten. Statsministeren gav ham nemlig flere valgmuligheder, understreger han. Han vil dog ikke uden uddybe hvilke.

Både Udenrigsministeriets departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen, og Nicolai Wammen fremhævede i deres taler Nick Hækkerup som den rette mand til jobbet i kraft af hans internationale erfaring og akademiske meritter.

Wammen fremhævede til eksempel, at han har læst Nick Hækkerups ph.d.-afhandling »Kontrol og sanktioner i EF-retten« fra 1998.

»Nej, du har ikke,« næsten hviskede Nick Hækkerup, mens han rystede på hovedet.

Da Berlingske efterfølgende spurgte ham hvorfor, lød svaret:

»Fordi jeg efterfølgende har bladret og læst i den, og den er ufattelig kedelig. Den er virkelig kedelig.«

Fremover skal Nick Hækkerup formentlig være mere diplomatisk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.