Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Inger Støjberg erkender: Styrelse fik besked på at følge omdiskuteret pressemeddelelse

Udlændingestyrelsen blev mundtligt bedt om at administrere efter udlændingeminister Inger Støjbergs omdiskuterede pressemeddelelse i sagen om adskillelse af asylpar, erkender ministeren nu. Enhedslisten og de Radikale: En klar tilståelse.

Se mere
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal endnu en gang i samråd om sagen om ulovlig tvangsadskillelse af unge asylpar.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal endnu en gang i samråd om sagen om ulovlig tvangsadskillelse af unge asylpar.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) bekræfter nu for første gang, at Udlændingestyrelsen mundtligt blev instrueret i at administrere efter indholdet af en pressemeddelelse udsendt af ministeren i sagen om tvangsadskillelse af asylpar.

En pressemeddelelse, hvis indhold er blevet erklæret ulovligt, efter at Inger Støjberg selv fjernede en passage om, at sagerne skulle behandles individuelt.

Inger Støjberg har flere gange gjort det klart, at pressemeddelelsen ikke var tænkt som en instruks til Udlændingestyrelsen om, at alle par skulle tvangsadskilles.

Men ministeren bekræfter nu i et svar til Folketinget, at pressemeddelelsen blev ledsaget af en mundtlig instruks til Udlændingestyrelsen om, at der skulle administreres efter netop indholdet af pressemeddelelsen, skriver Politiken fredag morgen.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt, at Udlændingestyrelsen samtidig med pressemeddelelsen fik en mundtlig instruks om at administrere »i overensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen«, lyder Inger Støjbergs svar:

»Ja, det er korrekt.«

Pressemeddelelsen blev udsendt 10. februar 2016, og i den gjorde Støjberg det klart, at hun ville sætte en stopper for de såkaldte »barnebrude«. Hun bebudede, at hun ville bede Udlændingestyrelsen ændre praksis, så »ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever« fremadrettet.

Det er ulovligt, har Folketingets Ombudsmand fastslået, da adskillelsen af parrene altid skal bero på en individuel behandling.

Udlændingeministeren skal endnu en gang i samråd om sagen fredag formiddag.

På det først samråd for tre uger siden sagde Inger Støjberg gentagne gange, at hun selv havde fjernet passagen fra pressemeddelelsen om, at alle sager skulle behandles individuelt. Men hun gjorde det klart, at hendes pressemeddelelse ikke var tænkt som en instruks, men som en »politisk tilkendegivelse«.

Hun erkendte, at det var en fejl, at pressemeddelelsen ikke blev fulgt op af en egentlig skriftlig instruks til Udlændingestyrelsen, fordi pressemeddelelsen derfor kom til at fungere som en instruks.

Men hun understregede samtidig, at Udlændinge- Integrationsministeriet ikke pålagde Udlændingestyrelsen at administrere ulovligt, og at der blev givet mundtlig besked om at administrere efter loven.

»Da pressemeddelelsen blev sendt ud, blev der samme dag mundtligt kommunikeret til Udlændingestyrelsen, at der er sager, hvor man skal tage individuelle hensyn. Og at vi selvfølgelig skal overholde internationale konventioner,« sagde Støjberg og fulgte senere op:

»På dagen, hvor pressemeddelelsen bliver sendt ud, der bliver det også mundtligt kommunikeret til Udlændingestyrelsen, at der jo kan være tilfælde, hvor parrene ikke skal adskilles – altså dermed, at vi skal overholde dansk ret og selvfølgelig også internationale konventioner.«

De svar står i modstrid til det svar, hun nu har givet til Folketinget. Her siger hun, at der i den mundtlige besked blev givet klar besked om at administrere efter pressemeddelelse, som altså er erkendt ulovlig af Ombudsmanden, fordi passagen om individuel sagsbehandling er fjernet af Inger Støjberg.

»En tilståelsessag«

Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen kalder Støjbergs svar til Folketinget »en tilståelsessag«.

»Støjbergs mystiske nyopfundne forklaring om, at pressemeddelelsen bare var en holdningstilkendegivelse, falder jo fuldstændig fra hinanden, når hun samtidig bekræfter, at Udlændingestyrelsen blev bedt om at administrere i overensstemmelse med netop pressemeddelelsen. Og i pressemeddelelsen står, at man ikke længere skal lave individuelle vurderinger, men at alle par skal skilles ad,« siger hun og fortsætter:

»Det er i strid med både dansk og international lov. Og det vidste ministeren godt. For ministeren har jo sagt på samrådet 1. juni, at hun udmærket var klar over, at det ville være ulovligt at adskille uden individuelle vurderinger.«

Det samme mener de Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen.

»Jeg kan ikke læse det på andre måder end som en tilståelse,« siger hun.

»Styrelsen blev bedt om at administrere i overensstemmelse med instruksen. Det må betyde, at det ikke var rigtigt, det Støjberg sagde på samrådet 1. juni. Der blev administreret efter instruksen. Den var ulovlig. Og den efterfølgende administration var også ulovlig,« uddyber hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.