Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Ingen partiformand har været igennem så meget modgang som Helle«

Søndag kan statsminister Helle Thorning-Schmidt fejre ti år som formand for Socialdemokraterne. Et årti præget af modgang har gjort hende stærkere, lyder det fra baglandet.

ARKIVFOTO 2011 af Helle Thorning-Schmidt, der stemmer til folketingsvalget d. 15. april 2011.
ARKIVFOTO 2011 af Helle Thorning-Schmidt, der stemmer til folketingsvalget d. 15. april 2011.

Det har ikke skortet på kritik fra baglandet i det årti, Helle Thorning-Schmidt (S) har stået spidsen for Socialdemokraterne.

Beskyldninger om at mangle forståelse for partiets ånd og projekt er blevet gentaget gang på gang, men i dag - kort inden folketingsvalget - er det svært at finde negative toner, til citat i hvert fald, når man taler med partifællerne ude i landet om deres jubilerende formand.

Den megen modgang gennem årene har gjort hende stærk, lyder det.

»Hun fremstår som en meget troværdig regeringsleder. Og det kræver sin kvinde - især i et stort parti som Socialdemokraterne,« siger H.C. Østerbye, socialdemokratisk borgmester i Holstebro.

Ifølge hans vurdering er der ingen tvivl om, at partiet er rykket tættere sammen om formanden.

»Jeg synes jo, at Helle virkelig er modnet som formand. Ingen partiformand har været gennem så meget modgang og er blevet spiddet så meget i pressen som Helle. Måske er det noget med, at hun er den første kvindelige statsminister, men kan man bare sige, at hun har stået fuldstændig stovt fast på rorpinden, uanset hvor meget det har blæst. Det er jeg dybt imponeret over,« siger H.C. Østerbye.

Og ja, Helle Thorning-Schmidt har både håndteret en skattesag, kritik af sine håndtasker og tøj, og så selvfølgelig kritikken af hendes politik, samarbejdet med de Radikale og anklager om manglende føling med baglandet. Så i anledning af jubilæet får baglandet lov til at rose formandens udvikling gennem de ti år på posten.

Borgmester Jan Petersen fra Norddjurs mener, at erfaringen som regeringsleder har gjort hende til landets bedste bud på en kompetent og stærk statsminister.

»Jeg tror, Venstre havde forestillet sig, at hun var en dum blondine. Og nu viser det sig, at hun landets ubestridt mest kvalificerede leder. Hendes største bedrift er, at hun har leveret Danmark en økonomisk ansvarlig regering, der trods megen modstand og økonomisk modvind nu står som en af de mest succesrige regeringer i Europa i kombinationen af økonomisk og social ansvarlighed,« lyder det fra Djursland.

I Frederikshavn roser borgmester Birgit Stenbak Hansen sin formand for at få Danmark sikkert gennem krisen.

»Hun tænker på, hvad der er rigtigt for Danmark, frem for leflen og populisme,« siger hun.

Fra den københavnske vestegn er der også ros til formanden. Her fremhæves også evnen til ikke at vælte omkuld, når det blæser.

»Helle har vist en imponerende evne til at stå fast, når det stormer, og har samtidig vist evnen til at lande kloge kompromiser, når det er nødvendigt for partiet, som det for eksempel skete med betalingsringen. Og hun har samlet partiet om en stram og ansvarlig linje i udlændingepolitikken,« siger Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev.

Fra Albertslunds borgmester, Steen Christiansen, er der roser for at have udviklet en større forståelse for partiet gennem årene. Hans kollega i Ishøj, Ole Bjørstorp, er enig i, at den dengang 38-årige formand havde en svær start tilbage i 2005.

»Hun blev valgt til partileder uden nogen erfaring i jobbet. Hun var lige blevet valgt til Folketinget, og det er svært. Hun er som partileder blevet meget modnet og tænker i dag på hele Danmarks sag,« siger borgmesteren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.