Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvorfor mistede Esben Lunde fiskeriet? Løkke skal i samråd om kvotekonger

Dansk Folkeparti mener, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) alene fik frataget ansvaret for fiskeriområdet på grund af pres fra DF. Det strider med den officielle forklaring fra statsministeren. Torsdag skal Lars Løkke Rasmussen (V) forklare sig i Folketinget.

Statminister Lars Løkke Rasmussen skal torsdag forklare sig i Folketinget.
Statminister Lars Løkke Rasmussen skal torsdag forklare sig i Folketinget.

For tre måneder siden fik miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) frataget en væsentlig del af sit ministeransvar, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tog fiskeriområdet fra ham og gav det til partifællen Karen Ellemann.

Statsministeren begrundede degraderingen med en kommende kritisk rapport fra Rigsrevisionen og med udfordringer som følge af brexit. Statsministeren knyttede desuden håb til, at ministerrokaden ville genstarte det politiske samarbejde på fiskeriområdet, der ikke havde været »tilstrækkeligt tillidsfuldt.«

Blot tre dage senere skulle Esben Lunde Larsen have forsvaret sig i samråd i den såkaldte kvotekongesag efter historier i Berlingske om, at ministerens tilbageholdelse af oplysninger i sagen havde været mere systematisk end hidtil kendt, og at ministeriet havde lagt strategier for at modarbejde folketingsflertallets ønsker på fiskeriområdet.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, kaldte dengang statsministerens forklaring for »udenomssnak« og pegede på, at degraderingen af Esben Lunde Larsen alene bundede i, at DF ikke havde tillid til ministeren efter de nye afsløringer.

Torsdag skal Lars Løkke Rasmussen udtale sig under ministeransvar i såkaldt samråd i Folketinget. Miljø- og fødevareordfører Maria Reumert Gjerding (EL) vil blandt andet vide, hvorvidt statsministeren talte usandt, da han begrundede ministerskiftet med brexit og Rigsrevisionen.

»Det er problematisk, hvis en regering bruger millioner af skattekroner på at flytte en ministers ressortområde alene for at redde karrieren for en partifælle. Jeg vil gerne problematisere, at statsministeren tilmed ser ud til at tale usandt om forløbet i offentligheden,« siger hun.

Det nok mest opsigtsvækkende er, at statsministeren overhovedet har sagt ja til at møde frem, og det er højst usikkert, om han vil komme med nye oplysninger på samrådet.

Lars Løkke Rasmussen forklarer sig kun yderst sjældent i samråd, og han har ikke for vane at gå i detaljer om fortrolige samtaler med sit parlamentariske grundlag. For to uger siden blev statsministeren eksempelvis udspurgt om emnet i Folketingssalen. Her fastholdt han sin forklaring. Han anerkendte dog, at »der rent politisk også var brug for at få en frisk start.«

DF: Det var en fyreseddel

I dag henviser Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen til, at Esben Lunde Larsen er fortid som fiskeriminister, og at samarbejdet med afløseren Karen Ellemann går »hamrende godt.«

»Så nu skal vi videre. Men jeg står da ved mine udtalelser. Esben Lunde blev fyret en mandag, og jeg ved, at der var samtaler mellem Løkke og Thulesen hen over weekenden, for jeg blev også koblet på,« siger Ib Poulsen med reference til sin partiformand, Kristian Thulesen Dahl.

»Det var en decideret fyreseddel, fordi vi gjorde det klart for Løkke, at samarbejdet med Esben Lunde ikke kunne fortsætte. Mig bekendt blev der i de samtaler intet nævnt om brexit eller Rigsrevisionen. Du kan da også regne ud, at det er en underordnet detalje, hvis man vil løse brexits udfordringer for fiskeriet, om man placerer fiskeriområdet sammen med ligestilling og nordisk samarbejde. I hvert fald er det ikke nok til at fyre en minister. Samtalerne den weekend gik alene på, at det ikke var muligt at genoprette arbejdsklimaet, og det ville vi tilkendegive, hvis Løkke lod ham sidde,« siger Ib Poulsen i dag.

Om det kommende samråd siger Ib Poulsen:

»Jeg har tænkt mig at deltage og lytte. Kommer der oplysninger frem, som ikke stemmer overens med min egen opfattelse, vil jeg svare for mig. Ellers har jeg ikke tænkt mig at tage ordet,« siger Ib Poulsen.

Berlingske har også forsøgt at få DF-toppens forklaring på forløbet. Partiformand Kristian Thulesen Dahl siger, at han blev orienteret om statsministerens beslutning om at fjerne fiskeriet fra Esben Lunde Larsen kort før offentliggørelsen.

»Jeg var tilfreds med, at der kom en ændring på posten som fiskeriminister,« siger Thulesen Dahl.

Men havde du en form for forhandling med statsministeren forinden?

»Det er statsministeren, der træffer beslutningen, og vi glæder os over den i den forstand, at man med en ny minister kan få fokus på fiskeriets fremtid.«

Set med dine øjne kunne Esben Lunde Larsen have fortsat som fiskeriminister?

»Det kan man altid gisne om. Men sagen er, at statsministeren traf en beslutning om, at han ville flytte fiskeriet væk fra Esben Lunde Larsen, og det var tilfredsstillende for os. Problemet var, at det tog alt for meget opmærksomhed fra arbejdet med at skabe ordentlige forhold for fiskeriet. Det løsnede en knude. Og så kunne vi komme videre,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Statsministeriets presseafdeling meddeler, at Lars Løkke Rasmussen ikke ønsker at kommentere sagen over for Berlingske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.