Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Hvor er det dog et herligt samfund, vi lever i«

Dagens overblik: Vi prøver at skabe lidt god mandagsstemning ved at se på et »herligt samfund« og runde lidt godt nyt til børnene. Men det er jo mandag, så vi skal også forbi lovbrydende borgmestre, Løhdes »pinlige« ventetid, en usælgelig finanslyrik og en flaskehals.

Godmorgen.

Vi er klar til endnu en uge, hvor vi giver dig det daglige politiske overblik.

Morgenposten er som altid spækket med nyheder om flygtningestrømme, problemer med økonomien og andre genstridigheder.

Så vi begynder med et citat fra Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der bør kunne få smilet frem på læben sådan en mandag morgen.

»I dag er en fest, hvor vi lige standser op en gang og siger til hinanden: Hvor er det dog et herligt samfund vi lever i. Hvor er det dog et dejligt land, vi bor i.«

Citatet er fra gårsdagens årlige statsborgerskabsdag på Christiansborg, hvor nye danske statsborgere bliver fejret.

Pia Kjærsgaard havde dog også et klart budskab til de nye danskere, som vi vender tilbage til, men nu til dagens hårdtslående nyheder fra den politiske andedam.

Og vi begynder på forsiden af Politiken med noget så mandagsagtigt som budgetloven.

Den vil Kommunernes Landsforening (KL) nemlig have et opgør med, fordi den ifølge KLs direktør Kristian Wendelboe lægger for rigide bånd på kommunerne og gør det så svært for borgmestre at håndtere budgettet på grund af især den store flygtningestrøm, at de kan komme til at bryde loven.

Men for ikke at ødelægge den gode stemning, som Pia Kjærsgaard har bygget op, lader vi lige avisens politiske analytiker, Sigge Winther Nielsen, slå et slag for, hvorfor det faktisk er en vigtig størrelse at blive klog på det, som han kalder for »rigets økonomiske grundlov«.

»Og der er ved Gud heller ikke tale om en folkelig sællert. Bare smag på det: budgetlov. Man kan ikke fortænke læseren i at stoppe med at læse flere linjer af denne analyse. For budgetloven er svært læsestof, velsagtens en omgang finanslyrik, der kræver færdigheder udi økonomisk tekstanalyse. Når budgetloven alligevel nu stiger til overfladen, skyldes det, at den ændrer på magtforholdet mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen. Ikke mindst i denne tid, hvor et udgiftspres fra flygtningestrømmen tester budgetlovens snævre rammer for at skrue op og ned for udgiftsrammerne,« skriver Sigge Winther Nielsen i en analyse, der endnu ikke er online.

Og hvad er det så, KL vil have ændret? Budgetloven, der blev opfundet i 2012, betyder groft sagt, at den siddende regering lægger et fireårigt loft over, hvor meget kommunerne må bruge hvert år. Overskrider en kommune loftet, kan regeringen straffe dem økonomisk ved at reducere det såkaldte bloktilskud til kommunerne.

Det vil KL nu gerne have ændret, så kommunerne kan lægge budget over flere år og kunne bruge mere i et år, hvis de samtidigt bruger mindre i et andet.De eventuelle sanktioner fra regeringen skal ligeledes kunne strække sig over flere år, ønsker KL.

»Selv hvis man tilhører den gruppe af mennesker, der synes, at budgetloven er en stor succes, er det bare sådan, at alle sådanne styringssystemer har sin tid, inden de sander til. Et af problemerne ved budgetloven er, at den er for låst«, siger Kristian Wendelboe til Politiken.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen afviser i et skriftligt svar til avisen at lempe på budgetloven.

Læs nyheden her.

Urealistisk at få nok flygtninge i job

Det er som sagt især den store flygtningetilstrømning, der presser kommunerne, og vi bliver lidt der.

For i Berlingske kan kan man læse, at en analyse fra tænketanken Kraka nu sætter tal på, hvor mange job der skal skabes til flygtninge som en del af den delaftale, parterne i trepartsforhandlingerne er blevet enige om.

Helt præcist 14.000 arbejdspladser skal der findes, hvis regeringens målsætning fra aftalen om, at hver anden flygtning og familiesammenførte skal i arbejde, skal indfries.

Men selvom analysens forfatter, Kristine Vasiljeva, kalder det en stor udfordring, men ikke umuligt, møder tallet pessimisme fra flere af de kommuner, der har været bedst til netop at lykkes med at få flygtninge i job.

»På baggrund af de erfaringer, vi har i dag, vil jeg sige, at det ikke forekommer specielt realistisk, at vi lykkes med at nå målet. Erfaringerne har vist, at der er betydelige udfordringer med at få virksomhederne til at tage flygtninge ind. Vi kæmper for overhovedet at få dem ud i praktik, og meningen er jo endda, at de skal videre i job med løntilskud og til sidst ud på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår,« siger Maria Tvarnø, der er integrationschef i Roskilde Kommune.

De 14.000 job skal være ordinær beskæftigelse eller alternativt job med løntilskud eller fleksjob. Virksomhedspraktik er ikke tilstrækkelig. Der er især store forventninger til den nye toårig integrationsuddannelse, IGU, som træder i kraft efter sommeren, hvor arbejde kombineres med uddannelse, kan være med til at finde mange af jobbene.

Beskæftigelesminister Jørn Neergaard Larsen føler sig dog stadig overbevist om, at missionen kan lykkes. Og det er vigtigt, at parterne leverer varen:

»Det er helt afgørende. Vi måler ikke det her på skåltalerne, men på resultaterne,« siger han.

Læs historien her og interview med beskæftigelsesministeren her.

Bosse vil have familiepolitik

Danmark har brug for nogle politiske rammebetingelser om familiepolitikken. Området er blevet forsømt i mange år, og det gør det svært for unge børnefamilier at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen.

Sådan lyder det fra debattøren og erhvervskvinden Stine Bosse, som mener, det er på tide, at politikerne vedtager nye rammer for familiepolitikken.

»Jeg tror, man gør klogt i fra politisk side at få lavet nogle rammebetingelser, som gør det muligt at forene et ambitiøst arbejdsliv med ordentlige vilkår for familielivet,« siger Stine Bosse til Ritzau.

Dermed bakker hun op om gruppen Familiepolitisk Netværk, som har samlet 16 familiepolitiske anbefalinger, der skal få politikernes øjne op for børnefamiliernes pressede hverdag.

Du kan læse om anbefalingerne her.

Løhdes »pinlige« ventetid

Vi iler videre til Politiken, hvor sundhedsminister Sophie Løhde siger, det er »pinlig lang tid«, patienter og sundhedspersonale i årevis har måttet vente på at få afgjort klager fra patienter, der mener at være blevet fejlbehandlet.

Derfor vil ministeren nu af med bunken af klager med 2.000 sager ved at afsætte 108 millioner kroner over seks år. Gennemsnittet for en klage er steget fra 20 måneder i 2012 til 13 måneder, mens nogle klagesager har varet helt op til mellem to og tre år.

Men fremover skal en sag kunne afgøres på ni måneder i stedet, mener Sophie Løhde.

»Vi kan ikke være de lange sagsbehandlingstider bekendt hverken over for patienterne eller over for de sundhedspersoner, som der er klaget over, og som er frustrerede over at skulle vente i årevis på at få en afgørelse«, siger Sophie Løhde.

Læs historien i dagens Politiken eller her.

Flaskehalse er en realitet

De berømte og berygtede flaskehalse er nu en realitet. Det kan man læse i Børsen, som har fået tal fra Dansk Metal, der viser, at ledigheden i industrien er nede på kun 3 procent.

Umiddelbart en god nyhed, men nej. Det er skidt, fordi Danmark risikerer mangel på arbejdskraft og derfor lønpres.

Og det vil beskæftigelsesminister Jørn Neergard Larsen have gjort noget ved med det samme.

»Der er brug for meget hurtigt handling, og jeg vil på baggrund af de her tal med det samme tage kontakt til LO og Dansk Metal for at diskutere, om vi kan gøre noget ekstraordinært i trepartsforhandlingerne,« siger beskæftigelsesministeren til Børsen.

Læs historien i Børsen eller her, hvis du har abonnement.

Pias gode råd

Som lovet også Pia Kjærsgaards opfordring til de nye danskere, der handler om at slutet op om det danske demokrati:

»Jeg håber, at I alle har lyst til at være med. Det håber vi. Og vi forventer det faktisk af jer,« sagde formanden til de mange fremmødte nydanskere.

Se flere opdateringer fra politikerne om statsborgerskabsdagen her:

Weekendens vigtigste

Til sidst et lille skrab af det vigtigste fra weekenden,

Her stod meget i SFs tegn. Partiet holdt landsmøde og efter at have droppet den ene historie efter den anden til forskellige medier i løbet af ugen, kunne partiet alligevel trække to store kaniner op ad hatten i weekenden.

Lørdag stillede partiets tidligere formand, Villy Søvndal, sig for første gang op for sine partifæller og offentligheden, siden han i 2014 trak sig som udenrigsminister og hetl fra dansk politik eftet at være blevet opereret for en blodprop.

Og til stående ovationer gik Villy Søvndal til angreb på en af sine gamle fjender, Venstre og Anders Fogh Rasmussen.

»Anders Fogh Rasmussen indrømmede, at han tog fejl omkring miljøpolitikken. Hvad gør de så nu? De gentager gudhjælpemig de samme fejl«, lød det fra Søvdal til det begejstrede SF landsmøde.

Søndag var det så integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg, der var inviteret til debat i fjendens hule.

Men Støjberg følte sig nærmest mere hjemme end i sit eget parti, når det kom til udlændinge- og integrationspolitikken, som SF vil have en hårdere kurs overfor især langtidsledige indvandrekvinder.

»Jeg anerkender, at I har rykket jer meget. Også i denne weekend. Da jeg læste din tale i går, Pia, var det lige før jeg tænkte, at der ville være større opbakning til min linje her end i Venstre,« lød det fra Inger Støjberg.

Twitter-folket tror på Pia Olsen Dyhr, men er delt i spørgsmålet om hendes vision for SF

Lad os hellere slå det fast med det samme, så vi ikke får problemer: Nej, afstemningerne er hverken statistisk repræsentative eller noget som helst i den dur.

De er foretaget på Twitter, antallet der har svaret er ikke mange og vi ved ikke, hvem der har svaret.

Med andre ord er de fyldt med bias, som forskere i den verden formentlig ville indvende. Tag derfor denne opsummering af politiko.dks Twitter-afstemninger i løbet af weekenden med det gran salt, de fortjener.

Lørdag spurgte vi, om Pia OIsen Dyhr er den rette til at genrejse SF. Det svarede 449 mennesker på (mange af dem sikkert folk, der brugte deres weekend i Vejle til SFs landsmøde, eftersom vi brugte det hashtag, SFerne selv brugte under landsmødet). 56 procent svarede ja til, at SF har den rigtige formand. 44 procent mente ikke, Pia Olsen Dyhr er den rette til at få SF tilbage på sporet.

Søndag spurgte vi så på Twitter, om folk mener, at Pia Olsen Dyhrs melding om, at SF skal være venstrefløjens Liberal Alliance og dermed det røde parti, der kæmper for friheden.

Den afstemning havde noget færre deltagere. 121 for at være præcis.

Her var folk tidlig mandag morge næsten delt på midten. 53 procent mener, at det er det rette fokus. Folk vil have frihed, som erklærer de sig enig i. 47 procent siger, at Pia Olsen Dyhrs drøm om at skabe et rødt Liberal Alliance er forkert.

Kristian Jensen advarer om flygtninge

I et interview med Politiken advarer udenrigsminister Kristian Jensen om, at Europa risikerer at blive ramt af ny bølge af flygtninge som den, vi så sidste år.

»Min vurdering er, at hvis ikke vi får sat en prop i hullet i Libyen, vil der komme en ny bølge af flygtninge til Europa, som den vi så sidste år, inden for de næste par måneder«, siger Kristian Jensen.

Dagens tweet

Dagens tweet finder vi også i weekenden, og det er 'vikaren fra helvede' alias SFs Karsten Hønge, der står for det:

Dagens citat

»Håbet er, at den fladtrampede kliché er blevet sagt så mange gange, at de unge holder op med at høre den. For så kan der opstå den unikke stilhed, der er nødvendig for at øret kan opfange en ny lyd. Eller en gammel lyd fra 1963.«

Sebastian Dorset om klichéer som 'nødvendighed' og 'konkurrenceevne' i dagens Information.

Godt nyt for børn

Vi slutter, som vi begyndte, med en god nyhed, der da må kunne få selv den mest mandagsgnave i godt humør.

I BT kan man nemlig læse, at Danmark er verdens bedste land at være barn i. I hvert fald når man måler på uligheden mellem rige og fattige børn, hvor Danmark kommer ind på en fin 1. plads foran Finland og Norge.

Historien er endnu ikke online.

Det sker i dag

09.00 Miljø- og fødevareministeren på jyske besøg

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er i dag på rundtur i Jylland, hvor han blandt andet skal besøge et mejeri, Danmarks største vandværk, Aarhus Universitets forskningscenter i Foulum og Gudenåen.

13:00 USA's transportminister besøger København

Og mens Esben Lunder Larsen er i Jylland, så er USA's transportminister, Anthony Foxx, i dag i Danmark. Han skal blandt andet på cykeltur med transportminister Hans Christian Schmidt klokken 13.00. Ruten kommer blandt andet til at gå via Cykelslangen til Islands Brygge.
13.00 Møde i Forsvarsudvalget
Forsvarsudvalget skal på dagens møde blandt andet afgive betænkning over B 108 (militært bidrag til indsatsen mod ISIL).

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.