Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun er Venstres hardliner, der med få linjer, en enkelt udtalelse eller en kronik kan sætte Danmark på den anden ende

Hun, der af dem, som ikke kan lide hende, er døbt ‘Sorte Inger’, er klædt i stramme jeans og blå skjorte. Fødderne er pakket ind i kameluldstøfler, mens det røde hår sidder i en knold i nakken. Hun tager imod i døren.

Inger Støjberg fortæller, at det har taget hende mange år at fjerne de bånd, hun har lagt på sig selv. »Jeg kommer fra et jordbundent miljø,« forklarer hun.
Inger Støjberg fortæller, at det har taget hende mange år at fjerne de bånd, hun har lagt på sig selv. »Jeg kommer fra et jordbundent miljø,« forklarer hun.

 

Mariager Fjord ligger få hundrede meter herfra, og fra stuen er der udsigt til det skvulpende vand. Ofte er skvulpende vand alt, hvad der sker her i Hadsund, som har ca. 5.000 indbyggere, og som ligger godt 50 km syd for Aalborg. Bedre kan det ikke blive: Fjordudsigt, Jylland og ro, påpeger Venstres politiske ordfører, 42-årige Inger Støjberg.

Når det bliver weekend, forlader hun Christiansborg, og når storbyen bliver lille i bakspejlet, sætter hun ofte ’De Nattergale’ på. Alene i sin hvide Opel Mokka kan hun bag rattet knække sammen af grin, mens politik - og det ofte barske spil, som følger med - glider ud af hendes hoved for en stund.

I husets godt 300 kvadratmeter står moderne, enkle møbler, der kan sidde op til 12 gæster om spisebordet. Potteplanter og familiefotos er her ikke. Huset er stort til én person, men hun har heller ikke altid boet her alene. I dag, efter noget tid på egen hånd, er der kommet mere liv i stuen, på 1. sal og i underetagen.

På et bord ligger bogen ’Global Jihad’. Slippe sit job, hvor hun de seneste år har skærpet tonen over for indvandrere især, gør hun ikke. Og nu siger nogle, at de ikke kan genkende hende. ’Søde Inger’ er nu også blandt V-folk blevet til ’Sorte Inger’.

Kollegaen Jens Rohde (V), der i begyndelsen af 90erne havde et forhold til Inger Støjberg, siger efter årets mest omtalte Facebook-opdatering om indvandrerdrengene i biografen fra Støjbergs hånd, at ’hun har gennemgået en vild transformation.’

Han har ret: Engang var hun den stille, der ’lagde bånd’ på sig selv.

I dag er hun forandret: Hun er Venstres hardliner, der med få linjer, en enkelt udtalelse eller en kronik kan sætte Danmark på den anden ende. Hun scorer tusindevis af ’likes’, men i mail-indbakken ligger også dødstrusler. Faktisk har hun modtaget et billede af sin egen gravsten.

Men det, der vil gøre voldsomt ondt på de fleste, preller tilsyneladende af på Inger Støjberg. Hun, der er opdraget til ’ikke at stikke næsen frem’, trækker nu på skuldrene over truslerne og Jens Rohdes udtalelser. Og hun siger, at hun tager de kedelige øgenavne som ’Sorte Inger’ og ’Støjsenderen’ for, hvad de er. Øgenavne.

Det er nok heller ikke helt løgn, for i Inger Støjbergs private bagland lader man sig ikke ryste. Man smøger ærmerne op, passer sit arbejde. Til gengæld er man ikke højrøstet, man er beskeden.

Her i Hadsund betegner hun heller ikke sig selv som ’krigerisk’. V-kvinden siger, at hun ’ikke nødvendigvis er konfliktsky.’

Det er en meget jysk måde at sige det på...?

»Jo... I politik får man en rolle. Det er ikke for at klynke, for jeg siger også tingene lidt firkantet, og det kommer der så nogle gange en konfrontation ud af. Men jeg har også den anden side. Det holder jeg bare mest for mig selv,« siger Inger Støjberg.

Hvorfor?

»Jeg kan blive genert på tomandshånd eller i mindre forsamlinger. Jeg bryder mig ikke om at være i fokus som person. Hvis det handler om politik, er det sjovt. Men at være i centrum, når det bare handler om mig, har jeg det svært med.«

Frihed og faste spisetider

Inger Støjberg bliver født 16. marts 1973. Hun er efternøleren i børneflokken, der udover hende selv tæller en storesøster og en storebror. Hun vokser op på slægtsgården i Hjerk, en landsby nord for Skive og få kilometer syd for Sallingsundbroen, der fører bilisterne til Nykøbing Mors i det midtvest-jyske.
Barndomshjemmet er ’åbent’, og gæster, gårdens karle eller ’egnens skæve eksistenser’ indfinder sig ofte i stuen i hjemmet, der er ‘ret holdningsmættet.’
Der er faste spisetider, og alle er hjemme, når maden står på bordet. Men så længe man kan komme op næste morgen, kan man til gengæld næsten gøre, hvad man vil. De frie rammer - ’frihed under ansvar’ som det hedder på Venstre-sprog - tager hun til sig.

»Jeg var en habil deltager i enhver fest. Og absolut ikke den, der gik først hjem. Måske nærmere den der gik sidst,« siger hun.

I Støjberg-familien ’skulker’ man ikke fra noget, og man tjener - så snart man kan - sine egne penge, sparer op, bruger ikke mere, end man har. Unge Støjberg passer børn, serverer og vasker op i forsamlingshuset, pakker fisk og æg på fabrikker.

Nogle fædre tager deres børn med til fodboldkampe - gårdejer Mathias Støjberg tager sin datter med til V-møder, fra hun er barn. År efter år. Hun tænker ofte tilbage på de mange gange, hun og faderen har vendt og drejet et møde på vej hjem i bilen. Eller senere, da hun er blevet voksen, de mange gange, hvor de i mørket har stået på parkeringspladser og talt politik. De to. Alene.

I dag er hun med til at styre partiet. Men der er langt fra det Venstre, som Inger Støjberg er født ind i, formet og rundet af, hvor ’enhver svarer sit’, hvor ’beskedenhed’ er gennemgående, og hvor ’frivillige som mine forældre bruger ufatteligt mange timer på arbejdet’, og til det Venstre, hun sidder i toppen af på Christiansborg.

Forskellen blev tydelig under partiets krise sidste år. Og den gør ondt helt ind i knoglerne. For hvordan forklarer man, at formand Lars Løkke Rasmussen af partiet har fået tøj for 150.000 kr., når ens egen mor stadig bager kagen til Venstre-arrangementerne i gågaden i Skive, og ens far i årtier har vendt hver en femøre i den lokale forening? At man i manges øjne har sat beskedenheden over styr? At man har glemt, hvor man kommer fra?

I de dage i 2014 er Inger Støjberg også splittet. Hun står bag Lars Løkke Rasmussen, men også bag sin far og mor. Hun lander et sted midt imellem formanden og familien.

I dag siger hun, at ’professionel politik kan sammenlignes med professionel fodbold, hvor der er kæmpe forskel på, om det er en topklub eller en frivillig forening’ og ’sådan er det også i Venstre’.

»Men jeg står også på ryggen af min far, der stod på ryggen af sin far. Jeg er simpelthen så flov over, at det var min generation, der var ved at spolere partiet,« siger Inger Støjberg.

Krisen er en kæberasler og er en af de gange, hvor tilværelsen har givet Inger Støjberg tæsk.

Tæsk er med til at forme os som mennesker. Også Inger Støjberg. Hun siger, at hun ikke har et eneste dårligt minde fra sin barndom, at der ikke er noget, ’vi skal have snakket om, inden min far og mor ikke er her længere’, men ’man løber sig nogle stavere i livet’.

Drømmen der brast

Nu kigger hun til siden og svarer kortfattet. Det kommer ingen ved, hvordan det er at blive skilt. Det, der skal holde til ’vore dages ende’, holder i seks år, og i 2012 er det slut.

Hun siger det ikke direkte, men ja, en skilsmisse er et personligt nederlag, en drøm der braser sammen. Det er sådan noget, der sætter sig i én, noget, der vender op og ned på tilværelsen.

Man går fra tosomhed til ensomhed, og noget af én forsvinder, når eks-mandens flyttelæs er kørt væk. Så sidder man dér, alene i sit hus med fjordudsigt, langt fra ens arbejdsplads i København og ens familie på den anden side af Jylland. Dér samler man sig selv op, man går på arbejde, løser sine opgaver efter bedste evne, går lange ture med sin hund, kigger indad og fremad.

»Jeg har også slået mig på livet. Alting betyder noget. Jeg vil sige, at min skilsmisse var meget udramatisk. Men det er sådan noget, der er privat,« siger Inger Støjberg, der forklarer, at når privatlivet slår knuder, så er der ’medfølelse og forståelse’ fra både røde og blå på Christiansborg.

Hun reflekterer over, hvad der er sket med hende, især i de seneste år, hvor hun har forandret sig, og hun er begyndt at dele vandene i sit parti og i befolkningen.

Hun bruger flere dage på at sætte ord på, hvad der er sket med kvinden, der selv fremhæver, at hun ikke har oplevet noget stort tab, sygdom, fødsel, Lotto-gevinsten eller en ulykke.

Hun har aldrig været i ’opposition til sine forældre’, men nu er der alligevel et lille oprør, som folder sig ud. Et oprør mod dét, at man ikke skal stikke næsen frem. Hendes opdragelse og hendes karrieres konflikter, men det har taget slag på livets vej, mere end 10 år i Folketinget og en ministerpost, før hun - måske - ubevidst begynder at gennemgå den forvandling, som bliver kaldt en ’transformation’. Hun siger, at der ’ikke er en bestemt begivenhed i mit liv, som har udløst det.’

»Det er måske snarere en erkendelse af, at jeg det meste af mit liv har lagt bånd på mig selv. Især min mor har altid været meget beskeden, og jeg er opdraget til ikke at stikke næsen for langt frem, men det at være politiker er jo netop at stikke næsen frem. Så som alle andre mennesker, så har jeg skullet finde mit eget ståsted. Det er der jo overhovedet ikke noget usædvanligt i. Det usædvanlige er nok nærmere, at når man - som jeg - er politiker, så er der nogle gange tilskuere på,« siger Inger Støjberg.

Det er sent, at du kommer frem til den erkendelse?

»Det hænger nok sammen med, at jeg jo er ud af et ret jordbundent miljø, hvor man gør sig umage med det, man har, og passer sit eget. Det er bestemt nogle gode solide værdier - og en god ballast - at have med hjemmefra, men det kan selvsagt være svært at kombinere med det job, som jeg nu engang har. Så jeg har - uden at det skal lyde som den store ’psykoanalyse’, for det er jo bare en naturlig udvikling - brugt noget tid på at kombinere det bedste af begge verdener. Om det er lykkedes, må andre vurdere, men jeg har det i hvert fald godt,« siger Inger Støjberg.

Hun er videre efter skilsmissen i 2012. Nu hedder kærligheden Claus. En livvagt, der er ansat i Politiets Efterretningstjeneste, og som hun har mødt på Christiansborgs gange.

Kæresten hedder Claus og er livvagt i politiets efterretningstjeneste PET. Hun har mødt ham på Christiansborg.
Kæresten hedder Claus og er livvagt i politiets efterretningstjeneste PET. Hun har mødt ham på Christiansborg.

Hun lyser op, glæder sig til at se ham i aften. De kender hinanden fra Hjerk, hvor han gik en klasse over hende i skolen. Han er far til to børn. Selv har hun ingen børn, da det ’ikke er faldet sådan ud. Desværre.’

»Det er nu gået op for mig, hvor berigende børn er. Det har jeg været længe om at indse. Claus’ børn på otte og 12 år har en alder, hvor det er sjovt, og man kan lave rigtig mange ting. Det er jeg meget taknemmelig over,« siger 42-årige Inger Støjberg, der uden at blinke svarer ’ja’ på spørgsmålet, om hun gerne selv vil have børn.

Hvordan livet snor sig, om hun bliver mor en dag, er ikke til at sige, og det er en udfordring, at hun bor i Hadsund, mens han bor nord for København. I nogle weekender er de alle fire i Jylland, og det er ’skønt’ at bage, lege og være som en familie.

Inger Støjberg vil gerne selv have børn og nyder at være sammen med kærestens to. Her har hun sin niece og nevø med til ’X Factor’-finalen i 2012.
Inger Støjberg vil gerne selv have børn og nyder at være sammen med kærestens to. Her har hun sin niece og nevø med til ’X Factor’-finalen i 2012.

Men at de alle fire slår sig permanent ned i Jylland ligger ikke lige for. Hun forklarer, at ’man kan ikke få alt’ og tilføjer, at ’sådan er livet’. Det ér en udfordring, at hun ikke vil flytte fra Jylland, hvor hun er blevet valgt til Folketinget siden 2001.

Spillet om politik og privatlivet

Hun er 28 år, da hun for første gang får plads på Borgen. Entreen i magtens højborg er dog ikke lykkelig.

Det er svært at slå igennem, svært at gennemskue magtspillet, hvad der bliver sagt mellem linjerne på gruppemøderne og i udvalgene. De erfarne partifæller Svend Heiselberg og Hanne Severinsen tager hende ’ind under deres vinger’.

»Jeg var tilbageholdende,« siger Inger Støjberg.

Hun nævner sin mor og den der beskedenhed. Nok er hun blevet folketings-politiker, men derfor er hun ikke verdensmester, tænker hun selv, da hun som nyvalgt sidder bag skrivebordet på Christiansborg.

Ifølge Støjberg selv begynder hun først rigtig at gøre væsen af sig efter fire år, da hun i 2005 bliver næstformand i folketingsgruppen. Da får hun ’en platform’ at arbejde ud fra.

Siden er hun blevet en del af toppen i Venstre på Christiansborg: slottet midt i København, der er politikeres drøm og mulige mareridt. Her hvor skjorterne er strøget, hvor nederdelene sidder perfekt. Her hvor selv ens nærmeste allierede og venner kan blive ens fjender. Herfra sætter hun i dag angreb ind, også gerne et personligt et, hvis ’der er politiske grunde til det’. Hendes modstandere gør det samme. Sådan er spillet.

Hvornår har du været brutal?

»Politik er også, at man skal være villig til at stå på mål for det, man gerne vil. Det er der noget brutalt over. Og det kræver også alliancer at få de gode poster. Jeg kan vel sammenlignes med en fodboldspiller, som kan være hård på banen, men blød i privaten,« siger hun.

En tung alliance er med formand Lars Løkke Rasmussen, der peger på hende som politisk ordfører i 2014 og er ham, der udråber hende til beskæftigelsesminister i 2009. Inger Støjberg siger, at der ’altid er mange, der gerne vil have posten som politisk ordfører’, men ’nu faldt loddet’ i hendes skål i denne omgang. Hun smiler lunefuldt.

»Det meste af mit liv har jeg lagt bånd på mig selv. Især min mor har altid været meget beskeden, og jeg er opdraget til ikke at stikke næsen for langt frem, men det at være politiker er jo netop at stikke næsen frem,« siger 42-årige Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører. Som 24-årig stillede hun op for Venstre til kommunalvalg. 
»Det meste af mit liv har jeg lagt bånd på mig selv. Især min mor har altid været meget beskeden, og jeg er opdraget til ikke at stikke næsen for langt frem, men det at være politiker er jo netop at stikke næsen frem,« siger 42-årige Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører. Som 24-årig stillede hun op for Venstre til kommunalvalg. 

På den ene side er hun åben og har så meget tillid, at hun giver bilnøglen fra sig i den lille time, hvor vi ikke deler hinandens selskab. Og når hun ikke er hjemme, kommer og går naboerne, som de vil. De tømmer hendes køleskab, inden maden rammer udløbsdatoen, og børnene på vejen kalder toppolitikerens hjem for ’SFO’en’. Hun kalder det et moderne kollektiv.

Da hun i 2013 fylder 40 år, vil naboerne have fest, men Støjberg inviterer ikke. Så naboerne inviterer sig selv, indtager hendes ejendom og sender fødselaren, der ikke selv er til stede, billeder af festlighederne.

»De hyggede sig rigtig meget - og det så festligt ud,« siger hun.

Vi kredser om den private Inger Støjberg. Nu er hun anderledes lukket, ordknap som midtvest-jyder kan være det. Det er som et spil, hvor begge parter ved, hvor den anden vil hen.

Kampen om dagsordenen

Politik er også personer, erkender hun. Alligevel er der en kamp om dagens dagsorden, som hun er vant til at sætte.

Hun er bevidst om sin hardliner-linje, men afviser, at der er andet end raseri bag Facebook-svadaen om drengene i biografen. Hun siger, at hun tager den seneste tids kritik fra Venstres bagland alvorligt, men køber ikke præmissen om, at den er voldsom. Hun tager debatterne, men af og til er ingen rigtig blevet klogere, efter Inger Støjberg har talt. For hun er, trods de store bogstaver, ekspert i at sige det samme igen og igen. Sådan er dansk politik anno 2015 også.

Den omdiskuterede Facebook-opdatering er set af 1,5 mio. mennesker, den har ca. 38.000 likes og ca. 8.700 kommentarer. Men den slags udmeldinger afføder også kritik. Venstre-manden Jens Rohde kalder opdateringen ’forpestende’ og ’marginaliserende’. Få uger efter opdateringen bringer Søndagsavisen en kronik, som Venstres næstformand, Kristian Jensen har skrevet. Hans budskab er klart: Vi skal tale ordentligt til indvandrerne, for vi har brug for dem. I dagene efter opdateringen blæser det om Støjberg, men hun står fast:

»Når man læser aviserne, så er det parnasset, der står frem og kritiserer mig. Det er ikke alle dem, der deltager i net-afstemningerne. Man skal ikke lade sig slå ud af parnasset. Og jeg vil gøre det igen.«

Når du kommunikerer, som du gør, så ryger nuancerne også?

»Selv når man skriver lange kronikker fyldt med nuancer, så er det ikke nuancerne, der bliver centrum for debatten. Det er altid det, man er uenige om, det der ikke virker, der er til debat. Ikke alt det andet. Tit er det også sådan, at folk ikke læser kronikkerne, men de læser omtalen af dem.«

Du er blevet mere kontant?

»Jeg har fået mere mod på det, mere erfaring,« siger Inger Støjberg.

I hjemmet byder hun på tykmælk, hjemmelavede boller og marmelade. På jobbet sliber hun knivene. Det virker som om, hun skifter kasket efter, hvor i landet hun er - eller hvem hun taler med. I Hadsund er der måske heller ikke så meget at komme i det røde felt over. Hun griner.
»Havde du regnet med, at jeg går og råber herhjemme?«

»Jeg kan blive genert på tomandshånd eller i mindre forsamlinger. Jeg bryder mig ikke om at være i fokus som person. Hvis det handler om politik, er det sjovt. Men at være i centrum, når det bare handler om mig, har jeg det svært ved,« siger Inger Støjberg. Øverst som minister i 2011, hvor hun blandt andet besøgte Højmark Laboratoriet. 
»Jeg kan blive genert på tomandshånd eller i mindre forsamlinger. Jeg bryder mig ikke om at være i fokus som person. Hvis det handler om politik, er det sjovt. Men at være i centrum, når det bare handler om mig, har jeg det svært ved,« siger Inger Støjberg. Øverst som minister i 2011, hvor hun blandt andet besøgte Højmark Laboratoriet. 

Politik er et skuespil?

»Nej, men man tager holdtrøjen på og har en rolle. Man kan godt være både blød og hård,« siger Inger Støjberg.

Hun kigger på sin mobil. Den ringer mellem 30 og 50 gange i døgnet, gætter hun på. Mange opkald er fra journalister, der også i dag ringer flittigt. Inger Støjberg taler om ’principper og retning’ og ’regeringens løftebrud’.

DR har talt med tillidsfolk fra baglandet, der kræver svar på, hvad ’det moderne kontantshjælpsloft’ går ud på. Altså hvor meget må en kontanthjælpsmodtager maksimalt få i offentlige ydelser.

»De har snakket med tre mennesker, som så udgør baglandet. Baglandet er simpelthen tre personer,« konstaterer hun, da hun har afsluttet samtalen med sin rådgiver.

Synes du, at det er irriterende?

»Det er et slagsmål, som ikke er værd at tage. Man skal vælge, hvad man bliver irriteret over. Det her er bare et eksempel... Men der er tre, der helt mirakuløst mener det, som historien gerne skal handle om.«

Men når du siger sådan, så tænker jeg, at det er fordi, du ikke vil se indad?

»Så du tror, at den danske befolkning skriger på at få konkretiseret det moderne kontanthjælpsloft? At når man kommer til badminton, så er det første, man siger til hinanden: ’Hvad tror du, der ligger i det moderne kontanthjælpsloft?’«

Det er en hovski snovski holdning...

»Det synes jeg ikke. Jeg synes helt ærligt, at det vigtige må være retningen og principperne, som vi har lagt frem.«

’Retning’ og ’principper’. Det er som om, vi begge er ved at være lidt trætte af de ord, som er blevet gentaget igen og igen af Støjberg og andre V-folk de seneste dage. Hun vil selvfølgelig ikke indrømme det, men når hun ikke kan sige ordene uden at smile, så må der være noget om snakken.

Vejen til magten er brolagt med undvigende svar på visse spørgsmål. Magten, som hun længes efter, selv om livet så igen slår en kolbøtte.

»Da vi tabte valget, og jeg ikke længere skulle være minister, så var det også en frihed for mig. Det er en erkendelse af, at når du er minister, så er der nogle meget faste rammer. Og der er mennesker omkring dig hele tiden. Derfor er det også en følelse af frihed ikke at være minister. Bagsiden er, at jeg ikke bestemmer noget længere. Det er ikke så sjovt,« siger hun.

Inger Støjberg fik Venstre ind med modermælken. Hun blev opdraget i partiet af sin far, mens hendes mor lærte hende om beskedenhed, tilbageholdenhed og bagte kagen til møderne.

Nu er hun toppolitiker, måske kommende minister for det parti, som hendes familie har været en del af, så længe de alle kan huske.

På besøg hos danske styrker i Afghanistan i 2009 som medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.
På besøg hos danske styrker i Afghanistan i 2009 som medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Er dine forældre stolte af dig?

»Man er ikke sådan stolt i min familie. Det gør man ikke så meget i. De er altid gået op i, at jeg skulle lave det, jeg gerne ville. Men jeg tror ikke, at de ser det at være politiker og det at stå i første linje og være den, der tager kuglerne, som noget særligt. Da jeg ringede for at fortælle, at jeg skulle være beskæftigelsesminister, så spurgte min mor, om jeg havde sagt ja, hvorefter hun spurgte, om jeg var sikker på, at jeg gerne ville. Så sagde jeg, at hun også kunne sige tillykke. Til det sagde hun: ’Jeg skal lige snakke med far. Jeg ringer tilbage.’ Der gik fem minutter, og så ringede de og sagde tillykke,« siger Inger Støjberg.

Hun ryster lidt på hovedet ad historien om sin mor, smiler og griner. Beskedenheden ligger ikke til hende. Ikke længere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.