Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nyhedsanalyse

Her er én ting Trump og Sanders er enige om

Donald Trump og Bernie Sanders er modsætninger, såvel som Daily Mail og Labour-lederen Jeremy Corbyn er det. Men de er enige om ét: Frihandel er noget bras – og det presser det gamle konsensus.

Donald Trump og Bernie Sanders er ikke enige om meget. Men én ting kan de enes om.
Donald Trump og Bernie Sanders er ikke enige om meget. Men én ting kan de enes om.

Det er den nye politiske bøhmand i USA og Europa, og det har ikke noget med indvandrere eller islam at gøre.

Det er frihandel.

Ingen af de store amerikanske partier har siden Anden Verdenskrig nomineret en protektionist – en frihandelsmodstander – som præsidentkandidat, men Republikanerne er nu ved at gøre det. Donald Trump tordner imod kinesere og mexicanere, som tager gode amerikanske job, og han har lovet på sin første embedsdag at indføre en 45 procent told på al kinesisk import.

I Frankrig er Front National imod frihandel, det samme med det britiske UKIP og tyske AfD, men tro ikke, at det kun er et højrefløjsfænomen. Demokraten Bernie Sanders vil også af med frihandelsaftalerne, det samme vil den tyske venstrefløj og Enhedslisten i Danmark, og ordlyden og definitionerne er forskellige, men meningen er ikke: Frihandel koster job og underminerer de nationale interesser, siger både højre og venstre.

Til stålet

Hvis man vil se et eksempel på den tværpolitiske dynamik i aktion, så se på Storbritannien lige nu. Det indiske Tata Steel ejer resterne af British Steel, som i 1970erne sad på 90 procent af den britiske stålproduktion og havde tæt på 300.000 medarbejdere. Tata Steel har i dag 15.000 medarbejdere i Storbritannien, og over 60 pct. af det britiske stål kommer fra udlandet.

Tata Steel vil sælge eller lukke butikken, og det kan i værste fald koste de 15.000 job og sende dele af Wales – hvor hovedvægten af produktionen er – i depression. Forklaringen er billig stål fra Kina. Den kinesiske stålindustri er statsejet og producerer over halvdelen af verdensforbruget, hjemmemarkedet er gået i stå, og derfor dumper kineserne deres stål på verdensmarkedet til under kostpris.

Det koster nu britiske job, og i øjeblikket oplever briterne en umage alliance mellem den stærkt konservative tabloidavis Daily Mail og den venstreorienterede Labour-leder Jeremy Corbyn. Daily Mail mener, at stålkrisen er EUs skyld, fordi EU ikke har lagt tilstrækkelig med straftold på kinesisk dumpingstål, og et Storbritannien uden for EU ville bedre kunne tackle den slags snyd. Som avisen skriver: Det tog USA få uger at lægge en straftold på 266 procent på kinesisk dumpingstål, mens det tog europæerne månedsvis at mønstre en straftold på blot 24 procent, og det batter ingen steder. Løsningen fra højre er klar: Ud af EU, op med tolden og beskyt britiske arbejdspladser, og venstrefløjen er et langt stykke ad vejen enig. Jeremy Corbyn kritiserer EU, kræver det britiske parlament hasteindkaldt, foreslår et helt eller delvist offentligt opkøb af industrien og en genforhandling af de internationale frihandelsaftaler.

»Tumper«

I land efter land kan man finde lokale udgaver af den samme debat og også i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor Donald Trump bryder med, hvad der i efterkrigstiden har været politisk konsensus. Præsident Clinton normaliserede i 2000 handelsvilkårene med Kina, og præsident Bush lukkede året efter Kina ind i verdenshandelsorganisationen WTO, og siden er den amerikanske import fra Kina firedoblet, og handelsunderskuddet til Kina femdoblet, skriver Washington Post...

Især i Trumps parti – Republikanerne – har frihandel været urørlig ortodoksi. Partiets sponsorer elsker frihandel, og handlen med Kina er »i USAs økonomiske interesser«, som daværende præsident Bush sagde. Det er det muligvis også – den økonomiske aktivitet i den vestlige verden er større, og ledigheden mindre end før frihandel – men for en bestemt gruppe er den slags statistik bare fandens statistik, nemlig for lavtuddannede produktionsarbejdere.

Siden 2001 har USA mistet fem millioner produktionsjob, knap halvdelen af dem skyldes direkte Kina, og de tilbageblivende produktionsarbejdere har i samme periode oplevet en reallønstilbagegang på 15 procent, skriver Washington Post. Det er de lavtuddannede mænd og deres koner, som i gamle industristater som Michigan og Massachusetts bærer Trump i mål.

Og de republikanske saloner måber. Det er slemt, at Trump vinder, men det er endnu værre, at han vinder ved at angribe en af de bærende søjler i partiet, frihandel. Trumps tilhængere er tumpede, »politiske analfabeter«, hvis de ikke forstår frihandlens lyksaligheder, smælder Kevin Williamson i det konservative hoforgan, National Review. »Vi lever virkelig i den post-kultiverede alder,« sukker han.

På den anden politiske fløj – i New York Times – forsøger den økonomiske analytiker Eduardo Porter mere pædagogisk at forklare, at frihandel er en hård, men nødvendig medicin. Ja, frihandelsaftalen med Mexico har siden 1994 kostet 350.000 job i bilindustrien – eller cirka en tredjedel af alle arbejdspladserne – men hvis udflagningen af job ikke var sket, ville hele den amerikanske bilindustri formentlig være røget, fordi den ikke kunne konkurrere med billigere biler fra andre dele af verden.

Men det er en makroøkonomisk sofistikation, som er svær at trænge igennem med i Detroit og andre rustende bilindustricentre, hvor ledigheden er op mod 30 procent, og et hus kan købes for 8.000 dollar. Her er det modsatte budskab nemmere at sælge: »At jobbene forsvandt, og de forsvandt ikke, fordi Kina tog dem fra os, men fordi vi gav dem til Kina. Nu vil vi have vores job tilbage.«

Det er den simple og letsælgelige logik, som i en uforenet tid forener højre og venstre over den vestlige verden og presser konsensuskandidater som Hillary Clinton til også at forsage nye frihandelsaftaler – og som for alvor truer Kina A/S. Hvis kineserne sover godt om natten, så er det, fordi de ikke er vågne nok.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.