Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Få overblikket:

Her er de fem helt centrale spørgsmål i sagen om Støjbergs ulovlige instruks

Et nyt kapitel blev fredag skrevet i den politiske strid om Inger Støjberg. Udlændinge- og integrationsministeren erkendte i et samråd, at det var ulovligt ikke at høre de unge asylpar, før de sidste år blev adskilt. Berlingske giver dig overblikket med fem centrale spørgsmål om sagen.

Fredag var Inger Støjberg i et godt to timer langt samråd, som i sidste ende førte til, at hun blev indkaldt til et nyt. Få overblikket i sagen med fem centrale spørgsmål.
Fredag var Inger Støjberg i et godt to timer langt samråd, som i sidste ende førte til, at hun blev indkaldt til et nyt. Få overblikket i sagen med fem centrale spørgsmål.

Fire gange blev Inger Støjberg ved et samråd fredag stillet det samme spørgsmål:

Om hun under sandhedspligt som minister kunne bekræfte, at der var blevet administreret lovligt, da Udlændingestyrelsen sidste år skilte 23 asylpar ad på de danske flygtningecentre.

De første tre gange svarede Inger Støjberg afvigende, inden hun fjerde gang kom med en mere grundig forklaring.

Godt nok var der blevet lavet en individuel og konkret vurdering af alle sager, sådan som der skulle, men det var også sådan, at ikke alle par var blevet hørt, før de blev adskilt, fortalte Inger Støjberg, som samtidig erkendte, at det var i strid med loven.

Dermed er der nu lagt op til endnu et samråd i sagen, som Berlingske her gennem fem centrale spørgsmål her vil gøre dig klogere på.

Hvorfor er det med partshøring så vigtigt?

En partshøring handler om, at de borgere, der får en sag afgjort hos det offentlige, også bliver hørt i forbindelse med afgørelsen. Og det er altså ikke sket i alle de 23 sager, hvor et ungt par sidste år blev flyttet fra hinanden af Udlændingestyrelsen.

Adskillelsen af parrene skete, fordi den ene eller de begge var under 18 år, og Inger Støjberg som minister havde gjort det klart, at man som mindreårig ikke skulle bo sammen med en partner eller ægtemand på et dansk asylcenter.

Flere juridiske eksperter har dog vurderet, at det var ulovligt og i strid med internationale konventioner at skille parrene ad, uden at høre dem først med en partshøring. Og da Ombudsmanden i april sidste år går ind i sagen, finder Udlændingestyrelsen tilsyneladende også frem til, at de burde have hørt alle parrene, før de blev adskilt.

Derfor måtte Inger Støjberg ved fredagens samråd erkende, at der i en periode fra, at de første asylpar blev adskilt 16. februar sidste år, og frem til det blevet lavet om den 28. april, var blevet administreret ulovligt i sagerne.

Det giver hende et forklaringsproblem, fordi hun ellers på et samråd om sagen første juni gentagne gange fastholdt, at der ikke var blevet administreret ulovligt i sagerne.

»Der er hele tiden blevet administreret lovligt, og det er jo det, der sådan set er sagens kerne,« lød det dengang fra Inger Støjberg.

Har Inger Støjberg brudt loven med vilje?

Ikke ifølge hende selv. Hele sagen startede med, at Ombudsmanden i marts kendte den pressemeddelelse, som Inger Støjberg havde udsendt om at adskille unge asylpar, for ulovlig. Den var ulovlig, fordi den var blevet opfattet som en instruks til Udlændingestyrelsen, og derfor manglede et vigtigt forbehold om, at alle sager skulle behandles individuelt.

Et forbehold, som Inger Støjberg selv havde fjernet fra instruksen. Men selvom Inger Støjberg altså udsendte en ulovlig instruks, så har Udlændingestyrelsen ikke valgt at følge den til punkt og prikke. De har faktisk valgt at behandle alle sagerne, sådan som de skulle, dog uden at foretage de partshøringer, som de burde have lavet.

Derfor har Inger Støjbergs instruks ikke direkte i sig selv ført til ulovlig sagsbehandling. Men der er alligevel sket en ulovlig sagsbehandling, fordi alle parrene ikke er blevet hørt.

Ifølge Inger Støjberg selv skyldtes det en juridisk vurdering, som hun ikke har haft noget med at gøre, og som hun heller ikke blev orienteret om eller advaret imod.

Ved samrådet undrede det dog oppositionen, at Inger Støjberg slet ikke havde kendt til de manglende partshøringer i sagen.

Erkender Inger Støjberg at have begået fejl?

Inger Støjberg erkender, at den pressemeddelelse, hun sidste år sendte ud om at adskille alle unge asylpar, var ulovlig, fordi den blev opfattet som en instruks udadtil. Hun anerkender også, at hun efterfølgende sendte upræcise svar til folketinget, fordi hun fastholdt, at
Udlændingestyrelsen ville adskille alle unge asylpar uden forbehold, hvilket de altså ikke gjorde i praksis.

Derudover anerkender Inger Støjberg, at hendes ministerium burde have kommunikeret »mere stringent« til Udlændingestyrelsen om, hvordan hendes pressemeddelelse skulle forstås.

Men hun anerkender ikke, at hendes instruks rent faktisk i virkelighedens verden skulle have ført til ulovlig sagsbehandling. De manglende partshøringer er ifølge ministeren noget, der også er foregået under tidligere ministre på området.

Inger Støjberg anerkender heller ikke, at hun skulle have forbrudt sig mod ministeransvarsloven ved at skrive som hun gjorde i pressemeddelelsen og svare upræcist til folketinget.

Hvorfor holder DF hånden over Støjberg?

Flere partier i rød blok ønsker at få kulegravet sagen i en hurtigtarbejdende undersøgelseskommission. Men Dansk Folkeparti ønsker ikke sagen nærmere undersøgt, fordi de med udlændingeordfører Martin Henriksens ord mener, at der er »vigtigere ting at tage sig til«.

For DF er det nemlig ikke afgørende, om der er blevet administreret på den ene eller anden måde efter de internationale konventioner.

De er selv klar til at blæse på konventionerne, hvis det vel at mærke betyder, at alle par bliver adskilt, og man dermed undgår barnebrude, har Martin Henriksen fortalt.

Hvad sker der nu?

Oppositionen har indkaldt Inger Støjberg i et nyt samråd om sagen, som formentlig først vil komme efter sommerferien.

Her vil de igen forsøge at få svar på, om det virkelig kan passe, at hendes instruks ikke førte til en ulovlig sagsbehandling, og om hun virkelig ikke vidste, at en del af de 23 unge asylpar blev adskilt uden først at blive hørt - i strid med loven.

Samtidig vil de gå nidkært igennem alle de svar, som Inger Støjberg har givet om sagen, inden den begyndte at rulle, for de har en klar opfattelse af, at ministeren har vildledt folketinget. I så fald er det i strid med ministeransvarlighedsloven.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.