Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Gade om statslån: Jeg skal ikke belæres om Venstres politik

Det er ikke Venstres politik at yde statslån til almene boliger, i hvert fald ikke endnu, siger gruppeformand.

Arkivfoto. Søren Gade står fast på, at han ikke mener, regeringen fører Venstre-politik.
Arkivfoto. Søren Gade står fast på, at han ikke mener, regeringen fører Venstre-politik.

Det har vakt stor diskussion i Venstre, at transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) har foreslået at lade staten overtage långivning til almene boliger.

Derfor kom det som lidt af en overraskelse, da finansminister Kristian Jensen (V) onsdag kunne fortælle, at forslaget faktisk er født, dengang Venstre var alene i regering, og Inger Støjberg (V) var minister for området.

Men det kan godt være, at det er regeringens politik. Venstres politik er det ikke. Ikke endnu, fastslår gruppeformand Søren Gade (V), der er en af de skarpeste kritikere af forslaget.

»Jeg er noget overrasket over, at jeg skal belæres om, hvad der er Venstres politik,« siger Gade.

»Jeg tror sådan set, at jeg er udmærket i sync med rigtig mange Venstre-vælgere, som er overraskede over, at der skal laves en statsbank.«

»Det kan godt ske, at det er regeringens politik. Men det er ikke Venstres politik, før det er vedtaget.«

Kristian Jensen mener, at forslaget er god borgerlig politik, fordi det vil spare skattekroner. Regeringen har beregnet, at der kan spares to milliarder kroner på støtte til almene boliger, fordi renten er lavere ved statslån end realkredit.

Men det argument giver Søren Gade ikke meget for.

»Hvorfor laver vi så ikke nogen flere statsbanker, hvis vi kan låne billigere penge i staten? Hvorfor skal borgerne så betale dyrere renter for billån? Det har Karl Marx jo skrevet en bog om,« siger han.

Venstremedlemmerne er blevet enige om at undersøge spørgsmålet nærmere, blandt andet hvad det vil betyde for realkreditten og statsfinanserne. Det kompromis er Gade tilfreds med.

»Men jeg må bare lige slå fast, at Venstres politik bliver fastlagt i Venstres folketingsgruppe. Og der er ikke taget stilling til det her endnu,« siger han.

Processen har været trist, mener Søren Gade.

»Det er klart, at det kunne være gjort smartere. Men det er fordi, det er hjerteblod for nogle,« forklarer han.

»Nogle har en ideologi om, at pengene har det bedst i borgernes lommer. Og vi skal ikke lave en opgaveglidning fra det private til det offentlige.«

Den heftige debat har givet næring til spekulationer om, at Kristian Jensens position som uofficiel V-kronprins skulle være truet. Til det siger Gade:

»Det har intet - aldeles intet - på sig. Det her handler om, at rigtig mange venstrefolk hører om et forslag, som ikke er normal Venstre-politik, nemlig statsbanker.«

Er du vred på Kristian Jensen?

»Nej. Jeg er bare lidt overrasket over, at jeg skal belæres om, hvad der er Venstres politik. Jeg er stadigvæk imod statsbanker. Det var jeg i går, og det er jeg også i morgen.«

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.