Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fredag formiddag overraskede DF med en beslutning, der »næsten« fik de Radikale til at få ondt af Inger Støjberg

Politisk ugepost: Vi har samlet alle de vigtigste historier om dansk politik fra ugen, der er gået. Du får hele overblikket lige her.

Foto: Keld Navntoft, Liselotte Sabroe og Mathias Løvgreen Bojesen
Foto: Keld Navntoft, Liselotte Sabroe og Mathias Løvgreen Bojesen

Velkommen til denne uges politiske ugepost - dit ugentlige overblik over, hvad der er sket i dansk politik.

Som sædvanlig er der sket en hel bunke væsentlige ting i denne uge. Dem har du tjek på, når du har læst denne artikel.

Vi begynder med at skrue tiden knap 24 timer tilbage. Fredag formiddag overraskede Dansk Folkeparti nemlig i folketingssalen ved at meddele, at man ikke ville stemme for lovforslaget L189 om tildeling af dansk statsborgerskab til 2.710 personer.

Det overraskede Venstres ordfører og fik den radikale europaparlamentariker Jens Rohde til på Facebook at skrive:

»Det er skingrende vanvittigt, hvad der foregår i det parti. Front National, Lega Nord og AfD er jo at betragte som humanistiske bevægelser ved siden af DF i dag.«

Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe, forklarede sit partis beslutning således:

»Vi kommer ikke til at stemme for og deltage i den fortsatte opløsning af Danmark og fremme parallelsamfund. Vi nægter at deltage i det parlamentariske skuespil, hvor samtlige andre partier vil ønske velkommen og bedyre, hvor fantastisk det går.«

Og selvom flere af de øvrige partiers ordførere undrede sig over, hvordan DF kunne stemme nej til et lovforslag, der er en direkte følge af indfødsretsaftalen, som partiet er en del af.

»Vi føler os ikke forpligtet af den mere,« sagde Christian Langballe om partiets nye kurs, der fik den radikale indfødsretsordfører Lotte Rod til »næsten at få helt ondt af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, skrev hun på Facebook:

Dansk statsborgerskab bliver tildelt ved lov, der fremsættes to gange årligt. I 2015 fik 4064 personer tildelt dansk statsborgerskab. I 2014 var det 4500 og i 2013 var tallet 1527, viser tal fra Danmarks Statistik.

Du kan se Altingets video-bid fra debatten her:

En uge i udlændingedebattens tegn

I det hele taget har udlændinge- og integrationsdebatten fyldt en hel del i ugen, der er gået.

Tirsdag kunne Berlingske fortælle, at hver femte dansker – godt 20 procent af befolkningen – i 2060 vil være indvandrer eller efterkommer. Sådan lyder en befolkningsfremskrivning i et svar til Folketinget fra Udlændinge- og Integrationsministeriet baseret på tal fra Danmarks Statistik (DST), som Berlingske har bedt ministeriet uddybe. I dag gælder det for 13 procent af den danske befolkning.

Tal som Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen kaldte »rystende«, og som de radikales ditto, Sofie Carsten Nielsen, kaldte et »potentiale«, der med de rette investeringer ville ende som en »gevinst«.

Den udmelding fik Martin Henriksen til om de Radikale at udtale: »De kan ikke være sig selv bekendt«.

Og fredag foreslog han og Dansk Folkeparti, at de danske myndigheder de næste fem år giver ophold til 10.000 færre udlændinge hvert år. Sidste år fik 80.000 udlændinge opholdstilladelse i Danmark. Den historie kan du læse her.

I april skrev Finansministeriet i øvrigt, at ikke-vestlig indvandring årligt koster statskassen 33 milliarder kroner, mens vestlig indvandring bidrager positivt til selvsamme statskasse.

Vi forlader udlændingedebatten og kaster et blik på ugens øvrige historier.

Naser Khaders bog bliver trukket tilbage

Fredag udkom Weekendavisen. Og satte med det samme dagsordenen i #dkpol.

Avisen bragte nemlig historien om en »ren tilståelsessag«, »klokkeklart plagiat« og en bog, der nu bliver trukket tilbage.

Det handler om Naser Khaders bog 'Hjertet bløder', der er »fortalt til journalist Stig Matthiesen«. Den udkom i 2015, men i denne uges Weekendavisen siger kreativ direktør på forlaget People's Press, Jakob Kvist, der har udgivet bogen:

»Jeg bøjer mig i støvet for dokumentationen. Vi trækker bogen tilbage med det samme og brænder, hvad der er tilbage af den.«

Hvorfor? Fordi mindst 11 af bogens i alt 75 små kapitler, som, skriver Weekendavisen, indeholder længere passager, som efter alt at dømme er skrevet af efter bøger, artikler og opslagsværker, som på intet tidspunkt nævnes i bogen.

Nu kriges bogens to bagmænd - Naser Khader og Stig Matthiesen - om, hvem der er skyld i plagiatet:

»Jeg blev interviewet 15-20 gange til bogen, og så skulle Stig Matthiesen føre pennen. Hver gang vi havde talt om et emne, sendte jeg nogle litteraturhenvisninger til ham, og 2-3 måneder senere fik jeg manuskriptet, læste det og sagde god for det. Jeg kunne genkende meget af det, jeg havde sagt, men jeg gik jo ikke i detaljer. Stig havde ansvaret for skriveprocessen sammen med redaktøren, men jeg har selvfølgelig også et ansvar for ikke at have opdaget det. Det ærgrer mig rigtig meget,« siger Naser Khader til Weekendavisen.

Stig Matthiesen afviser den konservative politikers forklaring:

»Alt, hvad der er kommet i 'Hjertet Bløder', kommer fra Naser. Enten har jeg hørt ham holde foredrag, han har skypet fra Washington, eller han har sendt mig tekster på dansk. Jeg har skrevet det igennem, så sproget fungerede, og så der ikke var overlap. Der er ikke noget, jeg har plukket fra andre steder.«

Du kan læse Weekendavisens artikel her. Og avisens dokumentation her.

Ugens aftale

Vi kommer ikke uden om boligskatteaftalen, som endelig - efter 1.378 dages tilløb - faldt på plads tirsdag aften, hvor topfolk fra regeringspartierne, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de Radikale kæmpede indædt om at smile bredest og erklære sig selv som aftalens sejrende part.

I denne morgenpost fra i onsdags kan du læse et hav af analyser om netop det.

Her nøjes vi med at bringe nedenstående grafik, som forklarer indholdet af aftalen på en (relativ) pædagogisk måde:

Ugens interview

Socialdemokratiet præsenterede i sidste weekend partiets nye principprogram, som er det syvende i den 145-årige partihistorie.

Jyllands-Posten havde i den forgangne uge nærlæst både det foregående og det nye program og havde en længere gennemgang samt et interview med S-udlændingeordfører Dan Jørgensen, som har været pennefører på programmet.

Tidligere var formuleringen, at »vores udlændinge- og asylpolitik skal altid afspejle humanisme og solidaritet«. I det nye program står, at »Socialdemokratiet er et humanistisk og solidarisk parti«.

Det interview bør du læse. Og det kan du gøre her.

Ugens debat

»Skandalerne i Skat udgør det formentlig største tab af statens penge nogensinde. Det er slemt nok i sig selv. Men hvis et flertal på Christiansborg beslutter sig for ikke at komme til bunds i skandalerne, lære af dem og påtage sig ansvaret, vil det udvikle sig til en monumental demokratisk skandale.«

Berlingske havde i sidste uge en stor historie om, hvordan ingen af de ni ansvarlige skatteministre er blevet og nok ej heller bliver stillet til ansvar, selvom mange milliarder er forsvundet i Skats talrige og store skandaler siden 2005.

I denne uge skrev Alternativets René Gade så på finans.dk, at han og Alternativet vil have en kommission til at kulegrave, hvad der er sket.

Læs hele indlægget her.

Ugens debat II

Ok, indrømmet: Vi skrev, vi forlod udlændingedebatten tidligere i denne artikel. Det gjorde vi også, men vi vender lige retur en gang.

Torsdag gik Dansk Folkepartis top, personificeret ved udlændingeordfører Martin Henriksen, nemlig i Politikens debatspalter fuldtonet til angreb på Venstre – og især på partiets nummer to og Danmarks finansminister, Kristian Jensen (V).

Jensen og hans kurs kan nemlig koste de blå partier magten, mener Martin Henriksen:

»Jeg finder det selvsagt bekymrende, at Venstre mere eller mindre er gået i stå på udlændingeområdet, og det er ekstra bekymrende, at partiet med Kristian Jensen i spidsen ligefrem er begyndt at lyde som et ekko af Radikale Venstre,« skrev DFeren og fortsatte:

»Derfor bør det også understreges, at Kristian Jensens hede forårsflirt med de antinationale kræfter i Folketinget i langt højere grad åbner for et kommende magttab end det faktum, at DF fra tid til anden gennemfører politik med Socialdemokratiet.«

Det indlæg kan du læse her.

Ugens portræt

Mens Thomas Banke var V-borgmester i Fredericia, sank han dybere og dybere ned i morfinmisbrug. I en ny bog beskriver han forløbet for blandt andet at gøre op med narkoman-stereotypen i dagens Danmark.

Fredag udkom bogen 'Borgmester på stoffer', hvori Thomas Banke fortæller om sin »fire år i narkohelvede« til journalist Henrik Qvortrup.

Onsdag portrætterede Berlingske, på baggrund af bogen og et interview med Banke, den tidligere borgmester.

»Jeg forsøger bare at skabe en forståelse for, at det godt kan lade sig gøre at passe sit arbejde – også som borgmester – selv om man er narkoman. Og at mange andre er i den situation, som jeg var i,« siger Banke i artiklen, som du kan læse her.

Ugens citat

Vi skal en tur tilbage til Weekendavisen, der har talt med den tidligere SFer Özlem Cekic om tiden på Christiansborg.

På Twitter skrev hun fredag, at »trods mobningen, øgenavnene, isolationen og tævene, er demokratiet altid det værd«.

Dét »det« er blandt andet det, hun fortæller om herunder:

»Årene på Christiansborg var nogle af de hårdeste i mit liv. Jeg synes ellers, at jeg har oplevet en del. At komme fra bunden af Danmark, at have en bror, der er psykisk syg, at gå fra et dårligt ægteskab med et barn under armen, men Christiansborg var psykisk hårdt på en helt anden måde. De der gruppemøder, hvor døren var lukket, og medarbejderne ikke var inviteret, medmindre det skulle være ekstra ydmygende, for så inviterede de alle, også praktikanterne. Nogle gange gik et helt gruppemøde med at kritisere mig.«

Du kan læse historien i Weekendavisen.

Uges billede

Sådan ser det ud, når to ministre absolut skal være fælles om at klippe en snor over:

Forskningsminister Søren Pind (V) og transportminister Ole Birk Olesen (LA) åbnede i øvrigt et nyt internationalt dronecenter i Odense. Du kan læse mere om droneprojektet her.

Indrømmet, det her kunne også have været ugens billede:

Lars Løkke Rasmussen var i Kina fra 2.-4. maj. Det var det første officielle besøg siden 2008. Her mødtes han blandt andet med Kinas præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang.

Her kan du læse mere om det, der populært kaldes pandadiplomati - kinesernes særegne måde at udbrede deres indflydelse i verden ved hjælp af pandaer.

Og her kan du læse Politikens historie om, hvordan den danske regering i årevis har arbejdet på forholdet til Kina og på at kunne hente de to pandabjørne til Danmark.

Ugens nye job

Den tidligere justitsminister, økonomi- og erhvervsminister, udenrigsminister og partiformand for de Konservative, Lene Espersen, er blevet udpeget som ny formand for Beskæftigelsesrådet. Hun afløser den tidligere socialdemokratiske skatte- og sundhedsminister Carsten Koch, som efter næsten syv år har valgt at stoppe som formand.

Og hvad laver så Beskæftigelsesrådet, spørger du måske.

Det rådgiver beskæftigelsesministeren om beskæftigelsespolitikken og består af repræsentanter fra arbejdsmarkeds parter, KL, Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen kalder i øvrigt Lene Espersen en »meget stærk formand«.

Lene Espersen fortsætter i øvrigt som direktør for Danske Arkitektvirksomheder. Det var det job, der i 2014 fik hende til endegyldigt at forlade dansk politik.

Altinget.dk har nyheden, som du kan læse her.

Klik på kortet: Sådan bliver boligskatten ændret i din kommune

En historie, du ikke bør snyde dig selv for

Det var først, da Martin Thorborg sammen med sin kone vendte tilbage til børnefødselsdagen, at de fornemmede, at der var noget galt.

Nogle timer forinden havde det danske par sat deres ene datter af ved fejringen, og nu blev de mødt med undrende blikke fra de amerikanske forældre.

Der gik det op for dem.

De var det eneste forældrepar, der havde forladt fællesfødselsdagen og dermed deres datter. Hos alle de andre børn var mindst én af forældrene blevet tilbage for at overvære fødselsdagen og deres barn.

Thorborg og hans kone forstod den dag, at sådan gjorde man ikke i USA.

Sådan begynder Berlingskes interview med iværksætter og millionær Martin Thorborg, som udkom sidste lørdag, men som du ikke bør snyde dig selv for.

Her fortæller Thorborg, hvordan en rejse til USA blev vejen til en større forståelse for både det danske skattetryk og en dansk værdi, som amerikanerne mangler.

Læs den her.

Tak for denne uge

Det var det for denne uge. Tak fordi du læste med og hav en god weekend.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.