Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fra ministerbiler til eksklusion: Sådan er det gået de faldne SF-profiler fra partiets glansperiode

SFs tidligere formand, Annette Vilhelmsen, er blevet ekskluderet fra partiets landsledelse. Eksklusionen markerer endnu et lavpunkt, efter partiets gyldne tider i slutningen af 00erne. Politiko.dk tegner her et portræt af profilerne, der er væk og den ene, der er blevet tilbage.

De er faldet fra partiets top, en efter en. Først forsvandt Villy Søvndal, og siden er en stribe af SFs frontfigurer fra partiets glansperiode med magt og minsterbiler forduftet.

Senest er partiets tidligere formand og folketingsmedlem, Annette Vilhelmsen, der røg ud af Folketinget sidste år, nu blevet ekskluderet fra partiets landsledelse, efter at være udeblevet fra tre møder.

Politiko.dk giver dig her overblikket over, hvordan det er gået for de mest prominente SFere, der er gledet i baggrunden, efter partiets op- og nedtur de seneste år.

Annette Vilhelmsen

Det tidligere byrådsmedlem fra Kerteminde Kommune blev en overraskende partiformand for SF, da hun 13. oktober 2012 - efter kun lidt mere end et år i Folketinget – klart slog partiets ukronede kronprinsesse, sundhedsminister Astrid Krag, ved et kampvalg.

Annette Vilhelmsen udpegede derefter sig selv som erhvervs- og vækstminister og siden blev hun socialminister.

Efter et tumultarisk forløb omkring salget af dele af Dong til bla. Goldman Sachs trak Annette Vilhelmsen SF ud af regeringen 30. januar 2014. Samtidig gik hun som formand for partiet som den suverænt kortest siddende formand i partiets historie.

Ved det efterfølgende Folketingsvalg 18. juni 2015 røg Annette Vilhelmsen helt ud af Folketinget, da hun med 127 stemmer blev slået af partikollegaen Karsten Hønge – kendt som ’vikaren fra helvede’, der var en af de hårdeste interne kritikere af SFs og Vilhelmsens ageren i regeringen - efter en hård personlig kamp mellem de to på Fyn.

Vilhelmsen fortsatte i SFs magtfulde landsledelse – indtil hun altså nu er blevet ekskluderet for at udeblive fra tre møder.

Villy Søvndal

Efter Villy Søvndal i 2005 blev ny SF-formand begyndte ’Villy-effekten’ at løfte SF markant i meningsmålingerne.  I 2007 fik partiet en rekord stor tilslutning med 13 procent af stemmerne.

I 2009 mente 34 procent af danskerne ifølge en meningsmåling lavet for DR Nyheder, at Villy Søvndal var den partileder, der klarede sig bedst, og SF nåede samme år i en meningsmåling fra Greens op på hele 22 procent af stemmerne, blot en procent mindre end Venstre og Socialdemokraterne.

Siden dalede Søvndal og SFs popularitet gradvist, og ved folketingsvalget i 2011 gik partiet tilbage fra 13 procent til 9,2 procent af stemmerne.

Det var dog nok til at danne regering med Socialdemokraterne og De Radikale, hvor Søvndal blev udenrigsminister, inden han efter knap syv år først trak sig som partiets formand 7. september 2012, og siden helt fra dansk politik, da han 3 måneder senere trak sig som udenrigsminister på grund af helbredet efter en operation for en blodprop i hjertet.

Siden har Villy Søvndal trukket sig helt ud af offentlighedens søgelys.

Thor Möger Pedersen

Han blev kaldt ’Den lille prins’, ’vidunderdreng’ og Villy Søvndal kaldte ham »det største organisationstalent, jeg har mødt«. Thor Möger var i sandhed en ung komet, da han bragede igennem lydmuren i SF – først som kampagnekoordinator og siden fra 2007 som strategisk rådgiver.

Det var dengang SFs fremmarch kulminerede i 2007-valgkampen, hvor partiet, ifølge mange i høj grad på grund af Thor Möger, fordoblede stemmetallet. Men allerede inden havde han slået sit navn godt og grundigt fast på det politiske danmarkskort. Blandt andet som hovedmanden bag en af de største demonstrationer mod Fogh-regeringen, der samlede over 100.000 danskere på Slotspladsen foran Christiansborg. Dengang var Thor Möger 21 år gammel.

Den unge organisators succes gjorde, at Euroman i 2008 viede en stor artikel til et portræt af venstrefløjens reformator. »Jeg har altid været meget fascineret af ’The Godfather’. Det er en meget bedre indføring i organisationsteori og strategi end så meget teoretisk halløj,« sagde Thor Möger Pedersen og slog fast, at man skulle »gå til madrasserne« og være villig til at kaste sig ud i brutale og langvarige konflikter, hvis man var under angreb.

Det var dengang, Politiken beskrev Søvndal/Möger-makkerparret således: »Dengang var SF dansk politiks svar på F.C. Barcelona, Villy var Messi, og Thor var Iniesta med de dybe giftige afleveringer«

I 2010, efter at have ageret Villy Søvndals strategiske rådgiver i cirka tre år, blev Thor Möger Pedersen næstformand i SF - Ifølge kritikere for at opnå en strammere styring af partiets bagland og minimere de kritiske røster. Det var han, indtil han i 2011 blev skatteminister efter at have været Villy Søvndals højre hånd i tårnet på Amager, hvor SRSF-regeringen forhandlede sit regeringsgrundlag på plads. Thor Möger Pedersen var dengang 26 år gammel og dermed Danmarks yngste minister nogensinde.

Knap et år senere var det dog slut for Thor Möger. Efter at Annette Vilhelmsen vandt formandsvalgkampen over en anden af den unge SF-garde, Astrid Krag, røg skatteministeren ud. Hans venner var ikke længere ved magten i partiet, og flere og flere havde i årenes løb sagt fra over for Thor Mögers knaldhårde og kontante ledelsesstil. Og selvom han dengang sagde, han ville »bakke fuldstændig op om den nye ledelse«, sagde han i juni 2013 helt farvel til SF. I stedet meldte han sig ind i S – partiet han havde været en af hovedarkitekterne bag SFs ultratætte parløb med op til folketingsvalget i 2011. I dag er han afdelingschef og en af de strategiske bagmænd i samme parti.

Ida Auken

Aldersmæssigt var Ida Auken sådan set en del af SFs berømte unge kuld. Den gruppe, der foruden Astrid Krag og Thor Möger Pedersen også talte navne som Nanna Westerby, Emilie Turunen og Jesper Petersen og stormede frem i partiet under den gyldne periode i slut-00’erne.

Men hun er ikke rundet af helt den samme politiske skole, og hun har også haft en anderledes politisk karriere end føromtalte navne.

For nok blev også Ida Auken hurtigt en politisk sværvægter som flere af de øvrige – hun blev i 2010 formand for Folketingets Miljøudvalg og senere også udnævnt til miljøminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Men hun gik, som den eneste af den gruppe, ikke til Socialdemokraterne, da det gamle SF krakelerede. I stedet blev hun radikal, og formåede i øvrigt ved valget i 2015 at slå socialminister Manu Sareen og opnå det eneste radikale mandat i København.

Den teologi-uddannede Ida Auken, der er datter af SFs Margrethe Auken, er dermed stadig i Folketinget, hvor hun i dag blandt andet er Erhvervsordfører, Forbrugerordfører, Uddannelses- & forskningsordfører samt miljø- og landbrugsordfører. Ida Auken brød i februar 2014 med SF ovenpå krisen, der kostede Annette Vilhelmsen posten som formand  og partiet pladsen i regeringen.

Astrid Krag

Dent tidligere formand for SFU blev for første valgt ind i Folketinget 13. november 2007, bare 24 år gammel.

Hun var ordfører indenfor integrations-, asyl, og ældreområdet og var også næstformand for folketingsgruppen, inden hun blev sundhedsminister, da SF for første gang i partiets historie gik i regering i 2011.

Hendes kometagtige karriere gjorde, at Astrid Krag af mange var regnet som en kommende formand for SF, og da Villy Søvndal gik af som partiets leder i 2012, pegede en række af hendes kolleger på den på det tidspunkt 29-årige vejlenser som det bedste bud blandt SFs unge kuld.

Krag skrev da også hurtigt sig selv på kandidatlisten og var i lang tid eneste formandsaspirant, indtil Annette Vilhelmsen meldte sig på banen.

Det endte som bekendt med et sviende nederlag for sundhedsministeren, der blot fik 2.493 af partimedlemmernes stemmer, mens den i offentligheden mere ukendte Vilhelmsen fik 4.793 stemmer.

Trods det ydmygende nederlag sværgede Astrid Krag troskab til Vilhelmsen og fortsatte som sundhedsminister, indtil SF forlod regeringen. Samme dag meddelte Astrid Krag, at hun skiftede sit medlemskab af SF ud med et socialdemokratisk af slagsen.

»Jeg har i dag søgt om optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe. De seneste begivenheder har gjort det klart, at Socialdemokraterne nu er det parti, der bedst favner mine politiske holdninger«, skrev Astrid Krag på Facebook.

Krag blev ved valget i 2015 valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne med 14.898 personlige stemmer i Sjællands Storkreds og blev partiets ældre- og indfødsretsordfører. Hun er i øjeblikket på barsel.

Ole Sohn

Den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti var en af Villy Søvndal nærmeste støtter efter Søvndal var blevet formand. Han var i den periode en af hovedarkitekterne bag SFs politik og var udset som et sikkert ministerkort, hvis SF kom i regering.

Det lykkedes for Ole Sohn, da han blev udnævnt som erhvervs- og vækstminister, men han var på det tidspunkt allerede blevet overhalet i det interne hierarki af Thor Møger Pedersen, der som skatteminister i stedet for Ole Sohn fik plads i regeringens magtfulde økonomiudvalg.

Da Annette Vilhelmsen blev formand for SF oktober 2012, blev Ole Sohn ofret som minister til fordel for den nye leder af partiet.

Få dage efter, SF havde forladt regeringen i slutningen af januar 2014, og Vilhelmsen var gået som partiformand, meldte Ole Sohn sig ud af SF og ind i Socialdemokraterne.

Ole Sohn stillede ikke op til folketingsvalget i 2015 og er siden blevet lobbyist for virksomheden ’Public Affairs Group’.

Jesper Petersen

Jesper Petersen kom sammen med flere andre fra partiets unge kuld for første gang i Folketinget ved det succesfulde valg i 2007.

Den tidligere landsformand for SFU var regnet som en vigtig del af partiets top i fremtiden og blev politisk ordfører i 2011, da SF blev en del af regeringen.

Da Villy Søvndals afløser skulle findes, bakkede Jesper Petersen entydigt op om Astrid Krag.

Et halvt år efter Vilhelmsen var blevet formand, forlod Jesper Petersen som politisk ordfører SF og meldte sig ind i Socialdemokraterne.

»Jeg kan mærke helt nede i maven, at det er rigtigt og kan mærke, at jeg vil føle mig bedre tilpas i de bagerste rækker i Socialdemokraterne end i frontlinjen hos SF,« sagde Jesper Petersen til TV 2 Nyhederne. http://www.politiko.dk/nyheder/jesper-petersen-forlader-sf

Han blev hurtigt Socialdemokraternes finansordfører, en post den 34-årige Jesper Petersen også bestrider i dag, efter han blev valgt ind i Folketinget for sit nye parti ved valget sidste år.

Özlem Cekic

Sygeplejersken med kurdiske rødder blev for første gang valgt ind i Folketinget i 2007, efter hun havde forsøgt sig i 2005 uden held.

Hun var frem til 29. juni 2012 partiets social- og psykiatriordfører, men mistede under stor mediebevågenhed sine ordførerskaber og retten til at udtale sig på partiets vegne, da hun nægtede at stemme for regeringens – med SF – skatteaftale, som hun mente gavnede de rige og gik udover folk på overførselsindkomster, efterløn og arbejdsløse.

Fire måneder efter tog partiets ny formand, Annette Vilhelmsen, Cekic ind i varmen igen, da hun ophævede suspensionen af Cekic’ ordførerskaber og gjorde hende til kulturordfører.

Cekic var en markant stemme i den offentlige debat, men kom i en del i modvind, da hun  i 2011 for at modbevise Joachim B. Olsens påstand om, at der ikke fandtes fattigdom i Danmark, trak den anonyme bistandsklient ’Carina’ frem som et eksempel.

Da der blev dykket ned i ’Carinas’ økonomi, viste det sig imidlertid, at hun havde knap 16.000 kroner efter skat, inklusive boligsikring og andre ydelser til sig selv og sin søn.

Özlem Cekic var en af de markante SF’ere, der ikke fik genvalg, da partiet sidste år blot opnåede 4,2 procent af stemmerne.

Jonas Dahl

Jonas Dahl blev valgt til Folketinget første gang i 2007 og var en del af den talentfulde SF-årgang, der var med til at tegne en særdeles lys fremtid for partiet, dengang meningsmålingerne stadig var i himmelflugt og Villy-effekten var markant.

Med sig i bagagen havde Jonas Dahl et valg til regionsrådet i Region Midtjylland og han tiltrak sig allerede i 2008 stor opmærksomhed, da han og partifællerne Pernille Frahm, Eigil Andersen og Kristen Touborg stemte nej, mens resten af partiet stemte ja til Lissabon-traktaten.

I marts 2013 blev han, efter nogle år som forskningsordfører, sundhedsordfører og trafikordfører, katapulteret helt frem i forreste SF-geled, da Jesper Petersen brød med SF og meldte sig ind i Socialdemokraterne.

På det tidspunkt havde Jonas Dahl, trods mange opfordringer, allerede afvist at blive formand – det var i efteråret 2012, dengang alle stadig forventede, at Astrid Krag ville vinde. Ifølge flere af de portrætter, der er skrevet om Jonas Dahl, var hans evner udi politisk strategi en af de tungtvejende grunde til, at han ikke ville være formand. Han var angiveligt sikker på, at Astrid Krag ville være medlemmernes foretrukne kandidat.

Jonas Dahl nåede at være politisk ordfører for SF i under et år, inden han i december 2013 blev skatteminister, dengang Holger K. Nielsen forlod Skatteministeriet og afløste Villy Søvndal i Udenrigsministeriet. Men også den post nåede Jonas Dahl kun at bestride kort. Seks uger senere – 49 dage for at være præcis – måtte han overlade Skatteministeriet, efter at SF forlod regeringen.

Som en af de eneste i den gamle, unge garde i SF er Jonas Dahl blevet i partiet og er nu gruppeformand og nummer to i hierarkiet efter Pia Olsen Dyhr.

Holger K. Nielsen

Den tidligere partiformand fik et opsigtsvækkende comeback, da Annette Vilhelmsen som ny formand trak Holger K. Nielsen helt ind som sin nærmeste rådgiver og gjorde ham til først skatteminister og siden udenrigsminister, inden SF trådte ud af regeringen.

Han klarede akkurat at få genvalg til Folketinget ved sidste års valg, da han slog partikollegaen Serdal Benli med 20 stemmer og dermed tog SFs ene mandat i Københavns Omegns Storkreds – den mindste margin mellem to kandidater om et sæde i Folketinget ved hele valget.

Onsdag meddelte 65-årige Holger Kirkholm Nielsen, at han stopper i Folketinget ved næste valg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.