Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forsker om lovlig cannabis: Det er en svær balance

Legalisering af cannabis kan få flere til at prøve det, mens et forbud holder en stor, illegal økonomi i gang.

Der er både fordele og ulemper ved et forbud mod cannabis, ligesom der ikke er entydigt positive eller negative effekter af en legalisering, forklarer lektor Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning. Thomas Samson/arkiv/Ritzau Scanpix
Der er både fordele og ulemper ved et forbud mod cannabis, ligesom der ikke er entydigt positive eller negative effekter af en legalisering, forklarer lektor Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning. Thomas Samson/arkiv/Ritzau Scanpix

Fem af Folketingets partier - Alternativet, Enhedslisten, SF, De Radikale og Liberal Alliance - mener, at det skal være lovligt at købe cannabis i Danmark.

Det nuværende forbud mod cannabis skader mere end det gavner, mener partierne. De ser en legalisering af cannabis som et middel til blandt andet at få stoppet den omfattende, ulovlige handel.

Lektor Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning forsker i narkotikapolitik og brug af stoffer. Han medgiver, at et forbud mod cannabis holder gang i en stor illegal stoføkonomi.

»Et forbud mod cannabis leder til, at dem, der bliver ved med at bruge stoffet, vil blive ramt af for eksempel kriminalisering og risikerer på den måde en eller anden form for marginalisering.«

»Samtidig holder forbuddet gang i den store illegale stoføkonomi og den organiserede kriminalitet, der er forbundet med det,« siger Esben Houborg.

Han forklarer videre, at det især er personer fra marginaliserede grupper i befolkningen, der i dag bliver straffet for at være i besiddelse af cannabis.

En lovliggørelse er imidlertid ikke en problemfri vej at gå.

»Ved en legalisering vil man på den ene side få taget nogle af pengene ud af den organiserede kriminalitet. På den anden side er der en risiko for, at flere vil begynde at bruge cannabis, fordi det er lettere tilgængeligt.«

Forskeren bemærker dog, at der - på trods af forbuddet - allerede er en del borgere i Danmark, der har erfaringer med at bruge cannabis.

»Det er rimeligt let tilgængeligt, uanset om det er kriminaliseret eller ej.«

»Det er vigtig i denne diskussion at være opmærksom på, at der ikke er nogen lette løsninger. Der er forskellige hensyn at tage,« siger Esben Houborg.

Center for Rusmiddelforskning medvirker mandag i en konference om legalisering af cannabis på Christiansborg. Også de fem partier, der går ind for en lovliggørelse af stoffet, deltager i arrangementet.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.