Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

For 55 dage siden var grænsekontrol uklogt: I dag indførte Løkke den

Med indførelsen af midlertidig grænsekontrol har regeringen taget et skridt i en retning, som den tidligere har afvist flere gange.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder pressemøde sammen med justitsminister Søren Pind (V), integrationsminister Inger Støjberg (V) og transportminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med, at Sverige indfører id-kontrol af alle personer, der rejser ind i Sverige.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder pressemøde sammen med justitsminister Søren Pind (V), integrationsminister Inger Støjberg (V) og transportminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med, at Sverige indfører id-kontrol af alle personer, der rejser ind i Sverige.

Den danske regering har mandag indført midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Den øgede kontrol kommer til trods for, at flere Venstre-folk samt statsminister Lars Løkke Rasmussen selv tidligere har afvist øget kontrol.

Politiko.dk giver dig herunder flere eksempler på modstanden mod grænsekontrol.

En modstand, som har varet ved helt til det sidste.

I et debatindlæg hos Jyllands-Posten, offentliggjort små tre timer inden Løkkes pressemøde mandag, advarede Ulla Tørnæs, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, således mod, at lande går enegang.

»Når Sverige indfører grænsekontrol skubber de problemet sydpå – til Danmark. Det kan tvinde os til at indføre grænsekontrol og skubbe problemet videre sydpå – til Tyskland, som igen kan være tvunget til at skubbe problemet sydpå. Sådan kan vi fortsætte indtil vi de facto har ophævet den fri bevægelighed i EU til skade for EU’s borgere og virksomheder,« skriver Tørnæs, inden hun slår fast:

»Er det den vej, vi vil gå? Det er ikke den vej, jeg ønsker at se EU bevæge sig i.« Hele indlægget her.

Beslutningen om at indføre grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse kommer, efter svenskernes øgede grænsekontrol og ID-kontrol er trådt i kraft og i lyset af den aktuelle asyl- og migrationssituation i Europa.

Både kulturminister Bertel Haarder (V) og justitsminister Søren Pind (V) har i kølvandet på beslutningen kaldt det »en sorgens dag«, og flere fra Venstres top har forud for pressemødet afvist tanken om øget kontrol ved grænsen.

»Jeg ser ingen grund til at indføre grænsekontrol«

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) til Berlingske 14. september, efter at Tyskland midlertidigt indførte kontrol ved grænsen til Østrig.

»Jeg ser ingen grund til at indføre grænsekontrol i Danmark. Den mængde af migranter og flygtninge, der kommer til Danmark i øjeblikket, er af en størrelse, hvor vi kan håndtere det.«

Den 9. november afviste udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at regeringen var på vej med grænsekontrol. Det skete i forbindelse med et EU-ministermøde om flygtningekrisen.

»Vi er ikke der, at vi diskuterer grænsekontrol. Der skal helt særlige ting til, før man kan indføre grænsekontrol. Der er vi ikke,« sagde ministeren ifølge Ritzau.

Risikerer flere asylansøgere

Den 11. november sidste år talte Løkke imod øget grænsekontrol i forbindelse med Sveriges indførelse af den midlertidige grænsekontrol:

»Det står klart, at Sverige ikke bliver lukket af. Alle kan søge asyl i Sverige fortsat. For så vidt angår Danmark, så har vi igennem lang tid forberedt os på at spille ud med en stribe initiativer på fredag, som har det sigte at sørge for, at vi holder antallet af asylansøgere under kontrol i Danmark. I den forbindelse har vi selvfølgelig også tænkt grænse. Vi har et beredskab, men det er ikke min vurdering, at det vil være klogt at lave mere grænsekontrol lige nu, end det vi allerede gør,« sagde Løkke til Berlingske.

Her hed det ligeledes:

»Sandheden er den, at hvis man laver meget massiv grænsekontrol, så risikerer man at få flere og ikke færre asylansøgere.«

Dagen efter, den 12. november, afviste Løkke flere blå partiers ønske om grænsekontrol:

»Jeg håber også, at det gør indtryk på dem, at jeg vurderer situationen, som jeg gør. Jeg har et ansvar og har måske også haft lejlighed til at tænke lidt grundigere over det her - også i samtale med de danske myndigheder,« sagde han til Berlingske.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) tvivlede senere over for DR Nyheder på, at Sverige har været kloge ved at indføre midlertidig grænsekontrol. Det gjorde han 13. november, godt 50 dage inden mandagens pressemøde.

»Det er fuldt inden for Schegen-reglerne, hvad Sverige har gjort. Spørgsmålet er, om det er klogt. Det tvivler jeg på,« sagde Kristian Jensen

Men langsomt ændrer regeringen retning.

Grænsekontrol kan ikke udelukkes

Det sker for alvor for første gang, da udlændingeminister Inger Støjberg i fremlæggelsesteksten til et lovforslag 4. december skriver:

»I lyset af indførelsen af midlertidig grænsekontrol i Sverige, Norge og Tyskland kan det ikke udelukkes, at det også kan blive nødvendigt for Danmark midlertidigt at indføre grænsekontrol ved grænser til andre Schengenlande.«

I sin nytårstale 1. januar sagde Lars Løkke Rasmussen desuden om indførelsen af den svenske grænsekontrol:

»Det kan skabe en situation, hvor vi må indføre grænsekontrol til Tyskland, hvis vi vurderer, at det er bedst for Danmark. For vi vil ikke igen se migranter og asylsøgere på vores motorveje. Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.«

På sit pressemøde klokken 12 i dag gjorde Lars Løkke Rasmussen det så klart, at midlertig grænsekontrol nu er indført i Danmark:

»Regeringen har besluttet, at fra i dag klokken 12 indføres midlertidig grænsekontrol til Tyskland.«

Den midlertidige grænsekontrol varer i første omgang i 10 dage og kan forlænges med yderligere 20 dage.

Til gengæld indfører regeringen ikke det såkaldte transportøransvar, som Sverige indførte ved midnat, natten til mandag, understreger statsministeren.

Færre asylansøgere

Siden starten af september er mere end 91.000 migranter og flygtninge kommet over den dansk-tyske grænse, og af dem har ca. 13.000 søgt asyl, mens resten formentlig er søgt videre til Sverige, Norge og Finland, sagde statsministeren på pressemødet mandag.

På det seneste er antallet, der søger asyl i Danmark faldet.

I november ankom omkring 5.100 asylansøgere. I december var det faldet til omtrent 2.700 - det svarer til lidt under 90 om dagen. Og henover jul og nytår er tallet faldet yderligere til omkring 55 om dagen, oplyste Løkke.

»Men vi har stadig en betydelig tilstrømning af migranter og flygtninge, som kommer til Danmark fra Tyskland, og vi har også et større antal end dem, der indtil nu har søgt asyl i Danmark, og derfor vil de nye svenske krav indebære betydelig risiko for, at et antal illegale flygtninge ophober sig i København til fare for god orden og sikkerhed. Det ønsker vi ikke, og det er i det lys, at vi ønsker at indføre midlertidig kontrol,« sagde Løkke.

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.