Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Flertal om landbrugspakken: Vi fik ikke alle oplysninger

Det er naturligvis alvorligt, at regeringen har tilbageholdt oplysninger for Folketinget, lyder det fra de Konservatives Rasmus Jarlov. Partiet vil kende den fulde sammenhæng, før de Konservative endeligt beslutter, om de nye oplysninger får konsekvenser.

ARKIVFOTO: Krisemøde på Marienborg mellem de fire blå partier, efter at et flertal i Folketinget havde udtrykt mistillid til daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Fortrolige samtaler mellem de Konservatives Rasmus Jarlov (tv.), og statsminister Lars Løkke Rasmussen var ikke nok til at redde Eva Kjer Hansen. Til gengæld undlod statsministeren at udskrive folketingsvalg, som han havde truet med. Foto: Nikolai Linares
ARKIVFOTO: Krisemøde på Marienborg mellem de fire blå partier, efter at et flertal i Folketinget havde udtrykt mistillid til daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Fortrolige samtaler mellem de Konservatives Rasmus Jarlov (tv.), og statsminister Lars Løkke Rasmussen var ikke nok til at redde Eva Kjer Hansen. Til gengæld undlod statsministeren at udskrive folketingsvalg, som han havde truet med. Foto: Nikolai Linares

En lang række partier uden om Venstre-regeringen mener, at der er blevet tilbageholdt væsentlige oplysninger for Folketinget i sagen om landbrugspakken.

Samtidig understreger de, at det er afgørende for demokratiet, at Folketinget bliver fyldestgørende oplyst, når de folkevalgte skal lovgive. Reaktionen kommer, efter at Berlingske kan fortælle, at regeringstoppen selv har haft et fyldigt notat, hvor der detaljeret advares om, at man med stor sandsynlighed kan forvente EU-kritik for at udregne konsekvenserne af landbrugspakken, som regeringen har gjort.

René Christensen (DF) var under forhandlingerne om landbrugspakken formand for Folketingets miljø- og fødevareudvalg og hovedforhandler for Dansk Folkeparti. Han mener, at de nye oplysninger i kvælstofsagen udgør et problem.

»Vi sad ikke uvidende om, at der var en risiko, men jeg kan altså godt høre forskel i ordlyden. Der er ingen tvivl om, at den retorik, regeringen brugte i det interne notat, er kraftigere, end den retorik man brugte i det offentlige notat til Folketinget. Jeg mener, man bør bruge den samme retorik, så man er oplyst på samme niveau,« siger han.

René Christensen hæfter sig især ved, at de to notater til henholdsvis Folketinget og regeringstoppen blev behandlet på møder samme dag.

»Derfor mener jeg selvfølgelig, at man skal oplyse Folketinget, på samme måde som man oplyser internt i regeringen. I et demokrati må det være sådan, at alle, der har magten, deler sine oplysninger med Folketinget,« siger René Christensen.

Sagen har allerede kostet Eva Kjer Hansen (V) posten som miljø- og fødevareminister, og René Christensen afviser derfor, at de nye oplysninger bør få yderligere konsekvenser.

De Konservatives Rasmus Jarlov førte forhandlinger om landbrugspakken for sit parti. Forelagt de nye oplysninger fra regeringens interne notat siger han:

»De oplysninger skulle vi selvfølgelig have haft, og det fik vi ikke. I så fald havde vi gravet dybere i tallene. Det viser, at regeringen godt vidste, at den var gal, men ikke ønskede, at Folketinget skulle vide det – og håbede, at vi ikke ville opdage det. Det er naturligvis alvorligt, men det kommer desværre ikke bag på mig,« siger Rasmus Jarlov.

Adspurgt om, hvorfor det ikke kommer bag på ham, svarer Rasmus Jarlov:

»Når jeg ser på, hvor ressourcekrævende det har været at grave de reelle tal frem, bliver jeg nervøs for, at det også sker i andre tilfælde. Min mavefornemmelse siger mig desværre, at det sikkert sker ofte, men at undtagelsen i dette tilfælde bare er, at det blev opdaget. Det er Folketinget, der laver lovene, og det er afgørende, at det sker på et rigtigt grundlag.«

Rasmus Jarlov henviser også til, at sagen allerede har ført til en ministerafgang.

»Jeg vil gerne se den fulde sammenhæng, før jeg udtaler mig endeligt, men udgangspunktet er, at denne sag allerede har haft vidtgående politiske konsekvenser.«

Mere og mere uskøn

Socialdemokraternes Simon Kollerup mener, at det er »fuldstændig utvetydigt«, at regeringen har kendt til meget større problemer med landbrugspakken, end Folketinget har fået at vide. Han mener, at sagen bliver mere og mere uskøn, jo større kendskab de øvrige partier får til »regeringens dobbeltspil og gambling med Danmarks interesser.«

»Regeringen har tydeligvis vidst, at Danmark ville brage direkte ind i en EU-sag,« siger Simon Kollerup.

Tidligere miljøminister Ida Auken (R) oplyser, at hun under forhandlingerne om landbrugspakken direkte spurgte, om der var flere papirer om EU-risikoen, men fik at vide, at der ikke var. Alternativets Christian Poll kalder det betænkeligt, at man udlægger samme information på to forskellige måder, mens SFs Lisbeth Bech Poulsen mener, at regeringen gør grin med Folketinget.

Enhedslistens Maria Reumert Gjerding mener, at sagen nu vokser langt ud over Eva Kjer Hansen.

»Man har siddet og luget de værste advarsler ud for Folketinget. Det er nu åbenlyst dokumenteret. Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen kan have tillid til at forhandle med denne regering i fremtiden,« siger hun.

Mette Bock forhandlede landbrugspakken for Liberal Alliance. Hun vil ikke kommentere forskellen mellem oplysningerne i regerings­toppen og oplysningerne til Folketinget.

»Min eneste kommentar er: Vi var med til at træffe den politiske beslutning, vel­vidende at der usikkerhed forbundet. Vi valgte at støtte den, og det kan man så kritisere os for. Hvis vi hver gang ville have en sag fuldt belyst og kende alle risici, blev der aldrig truffet nogen beslutninger,« siger Mette Bock.

Se hele forløbet (klik på pilene eller træk i billedet):

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.