Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fem skarpe til 3F-formand der vil nedlægge privatskoler

3F's formand vil stoppe støtte til privatskoler. Men gælder det også friskoler i tyndt befolkede områder?

København. Lørdag indleder 3F en fire dage lang kongres i Aalborg. Og det sker med en kontant melding fra 3F's formand Per Christensen. Han mener, at tiden er kommet til et frontalt opgør med privatskolerne.

Drop statsstøtten til privatskolerne - og brug pengene på folkeskolen i stedet lyder budskabet fra Per Christensen. Hvis forældre alligevel vil have børnene i privatskole, så må de betale det fulde beløb.

Spørgsmål: Hvorfor mener du, at man bør gå så markant til værks?

- Det vil være en kæmpe fordel for det danske samfund, hvis folkeskolen bliver en smeltedigel, hvor alle børn fra både ressourcestærke og knap så ressourcestærke hjem mødes.

- Og så er der en tendens til, at nogle af privatskolerne bliver meget ideologiske eller meget religiøse. Og det kan jeg simpelthen ikke lide, siger Per Christensen.

Spørgsmål: Du taler om, at privatskoler modvirker integrationen. Hvordan?

- Hvis man kommer hertil og skal bo her, så synes jeg godt, at man kan stille krav om, at man i hvert fald i folkeskolen er samme med andre børn, uanset om de er muslimer eller kristne. Drenge eller piger.

- Folkeskolen skal være det sted, hvor man møder hinanden og får lagt grunden til, at man tænker mere rummeligt og mangfoldigt senere i livet. Vi må godt stille krav til hinanden, og der kunne folkeskolen spille en ganske betydelig rolle.

Spørgsmål: Er der nogle privatskoler, som i særlig grad modvirker integrationen?

- Nej, sådan har jeg overhovedet ikke tænkt det. Min første tanke har været at gøre folkeskolen til det omdrejningspunkt i forhold til lige muligheder, og at børn lærer alle mulige andre børn at kende.

Spørgsmål: Vi har også friskoler i Danmark, som er blevet oprettet af forældre i tyndt befolkede områder, hvor den lokale folkeskole er lukket. Er det også den type skoler, du mener, der skal lukkes?

- Ja, det er det sådan set. Jeg kan sagtens se, at det kan være en udfordring i de tyndt befolkede områder. Og den diskussion vil jeg rigtig gerne have. Når jeg har rejst denne debat, så er det også for at sikre mig, at folkeskolen bliver omdrejningspunktet.

- Det skal være kernen i måden, vi håndterer børn og unge på, inden de begiver sig ud i en erhvervsuddannelse eller ud på gymnasierne. Jeg tror også, at hvis vi får endnu mere kvalitet ind i folkeskolen, så vil der også være flere unge, der får sig en uddannelse.

Spørgsmål: Hvornår skal dit forslag gælde fra. Forestiller du dig, at man skal tage børn ud af privatskolerne og sætte dem ind i en folkeskole i stedet?

- Jeg forstiller mig, at man skal fase det ud over tid, så man ikke ødelægger ret meget for dem, der har valgt at sætte deres børn i en privatskole.

- Men nogen er nødt til at starte denne debat op. Det vil jeg gerne gøre, fordi jeg er uden for systemet. Jeg kan bare konstatere, at hver niende afgangselev fra 2008 har simpelthen ikke gennemført en ungdomsuddannelse.

- Jeg vil have, at vi får børn, der er glade, og som på den anden side af folkeskolen angler efter at få mere uddannelse, siger Per Christensen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.