Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fagforbund truer med at sløjfe økonomistøtte til S

Fem mindre fagforbund og lokalafdelinger fra 3F truer med at sløjfe den økonomiske støtte til Socialdemokraterne, hvis partiet ikke ændrer på de nuværende dagpengeregler.

Der vil blive lukket for strømmen af støttekroner til Socialdemokraterne fra en række mindre fagforbund, hvis partiet med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen ikke ændrer på reglerne for dagpenge.

DR Nyheder har talt med flere fagforbund og lokalafdelinger under 3F, og her svarer fem lokalformænd, at de overvejer at trække støtten til regeringspartiet, hvis man ikke gør mere for de udfaldstruede dagpengemodtagere.

»De har fuldstændig glemt, at en del af den danske model er det sociale sikkerhedsnet. Hvad angår dagpengereformen, så har de ikke formået at rette op på den,« siger Hans. A. Sørensen, afdelingsformand i 3F Horsens, til DR Nyheder.

Han kalder det »grotesk«, at regeringen ikke har ændret reglerne endnu. Og sker der ikke en ændring, tror Hans. A. Sørensen ikke på, at lokalafdelingen vil støtte Socialdemokraterne i den kommende valgkamp.

Dansk El-Forbunds hovedbestyrelse har ifølge DR Nyheder allerede forud for forbundets kongres i oktober lagt op til, at den direkte partistøtte skal droppes. Ifølge formand Jørgen Juul Rasmussen skyldes det blandt andet dagpengereformen, og han siger, at han ikke tror, »at man skal sætte næsen op efter ret mange femører«.

I alt har næsten 44.000 ledige mistet dagpengene siden 1. januar 2013 som følge af den reform, som Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti vedtog i 2010 med stemmer fra de Radikale, og som den nuværende regering har videreført.

Tallene har vakt en ny debat om dagpengereglerne, hvor flere fagforeninger sammen med Enhedslisten og SF har kritiseret regeringen for at gøre for lidt for at hjælpe de udsatte dagpengemodtagere.

Regeringen har tidligere gennemført flere akutpakker, og sidste forår lavede regeringen en aftale om en langsommere indfasning af reformen og nedsættelsen af en dagpengekommission, der skal gennemgå systemet og komme med anbefalinger senest ved udgangen af 2015.

Helle Thorning-Schmidt afviste tirsdag, at der på nuværende tidspunkt skal sættes yderligere ind på dagpengeområdet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.