Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fædres krav om kendskab til graviditet skydes ned

Trods sympati for idéen er ingen politikere klar til at garantere fædre ret til at blive informeret om graviditet. Det Etiske Råd peger på, at der er mange hensyn at tage, særligt til barnet.

En mand skal ikke have en lovgaranteret ret til at få at vide, hvis en kvinde er gravid med hans barn. Sådan lyder reaktionen fra politikere på tværs af partierne, efter Foreningen Far mandag lancerede forslaget i Berlingske.

For selv om flere partier kalder forslaget sympatisk og godt forstår frustrationerne hos mænd, som ikke får at vide, at de skal være far, vil politikerne ikke indføre oplysningspligt, når en kvinde bliver gravid.

Socialdemokraterne hilser fædrenes forslag velkommen som et indspark i debatten, for en debat om fædrenes rolle er vigtig, mener partiets ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff (S).

»Jeg synes, det er sympatisk at komme med forslag, så vi kan få fædrene mere på banen, men jeg er ikke sikker på, at det lige er sådan, det skal gøres,« siger S-ordføreren, der peger på, at der kan være nogle problemer forbundet med, at mænd, som ikke ønsker barnet, kan presse den gravide kvinde til en abort.

De Konservatives familieordfører, Mai Henriksen (K), mener også, at det kan være problematisk, hvis mænd har krav på at få oplyst, at de skal være far.

»Jeg er skeptisk over for forslaget, da der kan være gode grunde til, at kvinden ikke vil oplyse manden om, at han skal være far. Hun kan for eksempel være på vej ud af et voldeligt forhold, hvor man bagefter finder ud af, at hun er gravid,« siger Mai Henriksen.

I Det Etiske Råd har man ikke arbejdet med problemstillingen, og derfor kan formand Jacob Birkler heller ikke sige, hvad rådet mener om sagen. Han peger dog på, at særligt barnets tarv vejer tungt i sager om faderskab.

»Vi har ikke arbejdet direkte med spørgsmålet. Generelt arbejder vi for at sikre de mange hensyn, og dermed især barnet, som jo ikke bliver spurgt,« siger han.

Jacob Birkler peger på, at spørgsmålet om fædres ret til at vide, at en kvinde venter deres barn, ligger på grænsen mellem det etiske område og socialområdet.

»Hvis det er et etisk spørgsmål - som jeg godt kan se, at det kan bevæge sig i retning af - er det jo netop fordi, der er mange hensyn. Der kan være grunde til, at kvinden ikke vælger at give informationen til faderen,« siger formanden.

»Det er vigtigt at sige, at Det Etiske Råd har blik for de mange hensyn. Ikke bare faderens, men også hvad der kunne være begrundelsen fra kvinden, og især barnets tarv er centralt,« siger han.

Venstre kan heller ikke støtte forslaget, fortæller partiets familieordfører Louise Schack Elholm (V), der kalder kravet for en tom rettighed.

»Man vil jo aldrig kunne bevise, om kvinden godt ved, hvem der er faderen til barnet, og derfor bliver det en rettighed. Og jeg er generelt imod at give rettigheder, som i virkeligheden ikke har nogen betydning,« siger hun.

SFs familieordfører, Anne Baastrup (SF), mener ikke, at man kan tvinge kvinder til at komme med oplysninger, som de ikke vil give. Samtidig er hun bekymret for, om flere mænd vil forsøge at presse kvinden til en abort.

»Hvis en mand ikke ønsker at blive far med den kvinde, som han har samleje med, så må man beskytte sig selv. Sværere er det ikke,« siger Anne Baastrup.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.