Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eva Kjer Hansen trækker sig som minister

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen går af som minister efter flere ugers politisk stormvejr om den omstridte landbrugspakke.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen trækker sig som minister. Det oplyser hendes ministerium på sin hjemmeside.

Med udsigt til at et flertal i Folketinget ville udtrykke sin mistillid til ministeren, har hun nu valgt selv at fratræde sin post.

Hendes beslutning kommer efter nogle turbulente uger for ministeren, hvor hun er blevet heftigt kritiseret for at vildlede Folketinget med sine regnestykker om de miljømæssige konsekvenser for den omstridte landbrugspakke.

»Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg trækker mig fra posten som miljø- og fødevareminister. Jeg har været glad for hver eneste dag, som jeg har stået i spidsen for det nye Miljø- og Fødevareministerium. Men jeg vil ikke stå i vejen for regeringen. Danmark har brug for et borgerligt-liberalt sammenhold,« siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Det borgerlige-liberale sammenhold har ellers været sat på prøve i de seneste dage, efter Konservative for alvor fik den såkaldte kvælstofssag til at rulle på Christiansborg.

Her udtrykte partiet deres mistillid til ministeren, fordi de mente, at Eva Kjer Hansens regnestykke fik landbrugspakken til at fremstå som bedre for miljøet, end den i virkeligheden kommer til at være.

Sagen førte til krisesnak i hele blå blok. De seneste to dage har de borgerlige partier været til møde hos Løkke på Marienborg.

Intet slap ud fra møderne, hvor der officielt blev arbejdet på at lave en grøn tillægsaftale til landbrugspakken, hvilket skulle mildne De Konservatives frustrationer.

Krisen i blå blok skyldtes i høj grad, at statsminister Lars Løkke Rasmussen forsvarede Eva Kjer Hansen og kraftigt antydede, at udskrivelsen af et folketingsvalg var mere sandsynligt end en fyreseddel til Eva Kjer Hansen.

Hvad der umiddelbart kunne ligne en oplagt ministerfyring, gjorde Lars Løkke således til et projekt om at genskabe tilliden i det, han har kaldt »den blå familie«.

»Det handler dybest set om, hvorvidt det borgerlige projekt er levedygtigt. Om der er tillid mellem partierne. En tillid der gør, at vi sammen kan lede landet. Det har vi brug for at finde ud af,« sagde statsministeren, før partierne indledte de intense forhandlinger om regeringens fremtid.

Forhandlingerne har kørt løbende siden tirsdag og afsluttes nu altså foreløbigt med Eva Kjer Hansens exit fra den borgerlige regering.

Hos Konservative skriver Søren Pape Poulsen på Facebook, at man nu vil tage ministerens beslutning »til efterretning«.

»I dag kan vi konstatere, at hun har valgt at trække sig. Den beslutning tager vi til efterretning. Som vi hele tiden har sagt, så støtter vi fuldt ud op om statsministeren og Venstre-regeringen, og nu vil vi se fremad,« lyder det.

Fra den tidligere socialdemokratiske minister og nuværende direktør for Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup, lyder på Twitter et stort tak til Eva Kjer Hansen for samarbejdet.

Reaktionerne på ministerens afgang vælter i det hele taget ind på de sociale medier, hvor både politiske modstandere og tilhængere forholder sig til Eva Kjer Hansens foreløbige farvel til toppen af dansk politik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.