Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EU's budgetkommissær lytter til danske bekymringer

Danmark vil ikke betale en krone mere til EU's budget fra 2021-2027, selv om briternes exit efterlader et hul.

EU's budgetkommissær, Günther Oettinger, er fredag i Danmark for at tale om EU's næste langtidsbudget. Danmark ønsker ikke at betale mere end i dag, selv om briterne forlader EU i 2019 og dermed efterlader et stort hul i pengekassen. Scanpix/Emmanuel Dunand/arkiv
EU's budgetkommissær, Günther Oettinger, er fredag i Danmark for at tale om EU's næste langtidsbudget. Danmark ønsker ikke at betale mere end i dag, selv om briterne forlader EU i 2019 og dermed efterlader et stort hul i pengekassen. Scanpix/Emmanuel Dunand/arkiv

Der er brug for kompromisser, hvis de 27 lande, som bliver i EU efter brexit, skal blive enige om EU's næste langtidsbudget, der gælder fra 2021 til 2027.

Det mener EU's budgetkommissær, Günther Oettinger, som fredag er i Danmark.

Her har han blandt andet haft et møde med finansminister Kristian Jensen (V) og Folketingets Europaudvalg.

Efter planen forlader Storbritannien EU i marts 2019. Brexit efterlader et hul i EU's pengepung på mellem 75 og 90 milliarder kroner årligt.

Det er det hul, som EU forsøger at udfylde ved at bede medlemslandene om at betale mere til fælleskassen.

Men det bliver ikke Danmark eller andre EU-lande, som skal dække det hul, har det tidligere lydt fra den danske regering.

Og samme melding blev gentaget af finansminister Kristian Jensen under fredagens møde med Oettinger.

EU's budgetkommissær medgiver, at det er svært at få 27 lande til at blive enige.

»For at blive enige betyder det, at man skal være tæt på vores forslag.«

»Jeg accepterer de danske bekymringer. Og jeg skal argumentere for, at der er rigeligt med merværdi for Danmark i vores forslag,« siger Oettinger.

Den danske vurdering er, at Danmark og andre medlemslande skal blive ved med at indbetale omkring én procent af bruttonationalindkomsten (bni) til EU-budgettet ligesom i dag.

»Vi foreslår at hæve det fra 1,0 procent af bni til 1,11. Jeg mener, at det er et acceptabelt skridt, og mange andre medlemslande er villige til at tage det skridt,« siger Oettinger.

Kristian Jensen præsenterede fredag Oettinger for en række spareforslag, som ifølge finansministeren fra dansk side udgør "en fuldt finansieret plan for, hvordan EU's budget kan reduceres, uden at det går ud over fælles grænsekontrol, forskning og sikkerhedssamarbejdet".

Danmark påpeger blandt andet, at EU's udgifter til landbrugsstøtte er faldet. Det bør den blive ved med, hvis det står til Danmark.

Men så let er det ikke, lyder det fra Oettinger, som siger, at eksempelvis Frankrig og Irland ikke ønsker, at der pilles ved landbrugsstøtten.

»Jeg hører kritiske røster fra alle sider. Så jeg er sikker på, at skal vi blive enige, så skal vi være i nærheden af det, vi foreslår,« siger Oettinger.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.