Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eritreere får igen dansk asyl

Nye tal fra Udlændingestyrelsen viser, at der igen gives asyl til asylansøgere fra Eritrea. 1.015 personer var omfattet af asylstoppet i efteråret.

Indtil videre har Udlændingestyrelsen siden asylstoppet for eritreere i efteråret truffet afgørelse i 122 sager, hvoraf 119 personer har fået asyl, og tre har fået afslag.
Indtil videre har Udlændingestyrelsen siden asylstoppet for eritreere i efteråret truffet afgørelse i 122 sager, hvoraf 119 personer har fået asyl, og tre har fået afslag.

Efter et omstridt asylstop får asylansøgere fra Eritrea igen asyl i Danmark. Det viser nye tal fra Udlændingestyrelsen.

På baggrund af en omdiskuteret rapport om Eritrea lagde Udlændingestyrelsen i november op til at afskære en stor del af asylansøgerne fra Eritrea fra at opnå asyl herhjemme. Men efter voldsom kritik trak Udlændingestyrelsen konsekvenserne af rapporten tilbage. De nye tal viser, at stort set alle ansøgere fra Eritrea får asyl efter styrelsens kovending i december.

»Indtil videre har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse i 122 sager, hvoraf 119 personer har fået asyl, og tre har fået afslag,« oplyser Udlændingestyrelsen om afgørelserne truffet efter ophævelsen af asylstoppet.

Hidtil har Danmark og alle vestlige lande givet beskyttelse til asylansøgere fra Eritrea, hvis de angiver desertering fra landets frygtede nationaltjeneste eller illegal udrejse som årsag. Størstedelen af de eritreiske asylansøgere har disse årsager som motiv for at få ophold i Danmark.

Men da Udlændingestyrelsen 25. november udgav den senere så udskældte rapport om Eritrea, blev der samtidig lagt op til, at netop værnepligt og illegal udrejse ikke længere skulle være asylgrundlag. Det var netop den konklusion, som styrelsen i december trak tilbage efter kritik af rapporten.

»Det viser jo, at man er tilbage ved en sagsbehandling, der svarer til situationen før asylstoppet, før rapporten om Eritrea og før oplægget til den nye praksis. Det er glædeligt,« siger Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.

Balladen om Eritrea-rapporten begyndte, da Eritrea-ekspert, professor Gaim Kibreab, ønskede at trække sig fra rapporten. Hans biddrag er blevet overstreget i rapporten, som Udlændingestyrelsen dog ikke har trukket tilbage.

»Det er problematisk, idet rapporten, som jo er på engelsk, stadig kan bruges af andre lande, der måske ikke har fulgt debatten om og kritikken af rapporten så tæt. UNHCR har taget afstand fra rapporten, men det fremgår ikke i den. Vi mener, at man bør trække rapporten tilbage,« siger Eva Singer.

Kan vente mange nye ansøgere i år

I august annoncerede Udlændingestyrelsen et midlertidigt asylstop og en såkaldt fact finding-mission til Eritrea. Det betød, at styrelsen fra august til november, hvor Eritrea-rapporten blev udgivet, ikke traf afgørelser i asylsager fra Eritrea. Udlændingestyrelsen har givet skiftende forklaringer på grundlaget for asylstoppet, og en stribe eksperter har i Berlingske sået tvivl om lovligheden af stoppet. Af pressemeddelelsen fra Udlændingestyrelsen fremgår det, at 1.015 asylansøgere fra Eritrea var omfattet af asylstoppet.

På Christiansborg vakte det mandag kritik, at stort set alle eritreere får asyl. Tilstrømningen af eritreere til Danmark er dog allerede faldet markant efter debatten om rapporten.

»Hvis formålet med manøvren har været at sende signaler, der skulle skræmme eritreere til at vælge et andet land end Danmark, er det lykkedes. Danmarks hårde linje er blevet velkendt i det eritreiske miljø. Det vil smitte af på tilstrømningen, når den kommer i gang igen i foråret,« siger Kjetil Tronvoll, norsk professor og førende ekspert i Eritrea.

»I de seneste måneder er antallet af flygtninge ud af Eritrea eksploderet. Danmark vil ikke gå fri, når eritreerne igen kan passere Middelhavet i stort antal. Selv om mange eritreere nok vil fravælge Danmark på grund af Eritrea-sagen, er det ikke usandsynligt, at Danmark på grund af de mange flere flygtninge ud af Eritrea vil modtage rekordstore antal senere på året. Det er et problem, der vil vende tilbage,« advarer Kjetil Tronvoll.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.