Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Enhedslisten truer med at stemme imod regeringens integrationslov

Regeringen kan få svært ved at finde et flertal for sit integrationsudspil, der fremsættes som lovforslag i folketingssalen. Enhedslisten bebuder, at partiet højst sandsynligt vil stemme imod.

»Det er regeringens problem, at den har valgt at fremsætte et lovforslag, som den ikke har sikret sig et flertal for,« siger Enhedslistens Finn Sørensen, der her ses sammen med Johanne Schmidt-Nielsen (midten) og Pernille Skipper (tv) på partiets sommergruppemøde sidste år.
»Det er regeringens problem, at den har valgt at fremsætte et lovforslag, som den ikke har sikret sig et flertal for,« siger Enhedslistens Finn Sørensen, der her ses sammen med Johanne Schmidt-Nielsen (midten) og Pernille Skipper (tv) på partiets sommergruppemøde sidste år.

Enhedslisten truer nu regeringen med at stemme imod det integrationsudspil, der onsdag bliver fremsat som lovforslag i Folketinget.

Uden at have sikret sig et reelt flertal har beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) valgt at sende integrationsudspillet direkte i folketingssalen. Men hvis Enhedslisten beslutter sig for at stemme imod, ser det ikke ud til, at regeringen kan samle et flertal for lovforslaget.

»Med det, vi ved om det indtil nu, så er det ikke noget, vi kan stemme for. Det er det ikke,« fastslår Enhedslistens kommunalordfører, Finn Sørensen (Ø), over for Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge DR Nyheder vil ingen af de borgerlige partier stemme for forslaget. SF har til gengæld - trods en del skepsis - erklæret sig parate til at støtte regeringen, men uden Enhedslisten kommer regeringen i mindretal.

Finn Sørensen, vil I være det parti, der sender regeringen i mindretal?

»Vi har sagt til regeringen fra start af, hvad vores holdning er til det her. Regeringen kan ikke være i tvivl om, at Enhedslisten har de holdninger, som jeg giver udtryk for her. Det er regeringens problem, at den har valgt at fremsætte et lovforslag, som den ikke har sikret sig et flertal for, fordi den ikke har ønsket at indgå i en reel forhandling med os,« siger EL-ordføreren.

Integrationsudspillet blev præsenteret i marts og har til formål at sende flygtninge og indvandrere hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Essentielt er, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bebudede i sin nytårstale, at ledige flygtninge skal arbejde mere for ydelsen.

Lovforslaget er stort set identisk med regeringens oprindelige udspil, men nyt er, at der indsættes et minimumskrav om, at flygtninge og familiesammenførte allerede i begyndelsen af det treårige integrationsprogram skal arbejde mindst ti timer om ugen. Det vil typisk være i løntilskud, praktik eller nyttejob.

Det vækker bekymring hos Enhedslisten, at flygtninge ikke skal ud i ordinære job, når de kommer til Danmark.

»Det er da en god idé, at flygtninge kommer ud på arbejdsmarkedet. Men de skal altså tilbydes ordinære job på overenskomstmæssige vilkår. Det skal ikke være sådan, at de fungerer som gratis arbejdskraft og dermed som løntrykkere, hvor de jo så ender med at fortrænge ordinære job. Men det har regeringen åbenbart ikke lyttet til, og så må den jo se i øjnene, at vi ikke bare lige kan levere et flertal for det forslag,« siger Finn Sørensen.

Men er det ikke okay at kræve, at flygtningene arbejder for deres ydelse?

»Det, regeringen foreslår, er minimum ti timer om ugen. De skal da tilbydes et job - det er da klart, det skal de da - men de skal ikke ud og arbejde gratis for arbejdsgiverne. Det er rigtig dårlig integration at gøre det på den måde,« siger Finn Sørensen.

Lovforslaget skal hastebehandles, så loven - hvis den bliver stemt igennem - kan træde i kraft 1. juli.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.