Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Enhedslisten ekskluderer en af partiets grundlæggere for sexisme

Efter en langvarig strid har Enhedslistens hovedbestyrelse ekskluderet et medlem. Han afviste et ultimatum, og så var den 72-årige medstifter af partiet ikke længere velkommen i Enhedslisten. Ledelsen har glemt sine idealer om lighed, siger han.

Se mere
Per Clausen i forgrunden har sammen med Enhedslistens hovedbestyrelsen ekskluderet et medlem for sexisme.
Per Clausen i forgrunden har sammen med Enhedslistens hovedbestyrelsen ekskluderet et medlem for sexisme.

Enhedslistens har ekskluderet en af partiets grundlæggere fra partiet.

Det drejer sig om det 72-årige nu tidligere partimedlem og byrådskandidat i Fredericia, Jørn Henner Pedersen, som var med til at danne Enhedslisten i 1991 på vegne af hans daværende parti VS.

Årsagen er, at Jørn Henner Pedersen offentligt har kritiseret sin kollega i Enhedslistens afdeling i Fredericia, byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz, da hun i maj fortalte til flere medier, at hun havde været udsat for sexchikane af en mandlig byrådskandidat.

Jørn Henner Pedersen fik af hovedbestyrelsen valget mellem at forlade afdelingen i Fredericia og samtidig trække sine udtalelser tilbage eller at blive ekskluderet af partiet.

Da han ikke ville gå med på den præmis, valgte hovedbestyrelsen søndag enstemmigt at ekskludere Jørn Henner Pedersen.

»Det udslagsgivende har været, at han skrev et debatindlæg om, at man ikke som kvinde skal bruge sit køn til at fremme sin karriere, og at han også i et interview sagde, at Cecilie Roed Schultz var gået ud med den her historie for at promovere sig selv,« siger hovedbestyrelsesmedlem Per Clausen, der udtaler sig som ansvarlig for Enhedslistens forretningsudvalg.

Han fortæller også, at der i lang tid har været intern uro i Fredericia-afdelingen, og det også har spillet ind.

»Paragrafferne er formuleret sådan, at man kan blive ekskluderet, hvis man udøver partiskadelig virksomhed. Og det mener jeg ikke, der er nogen som helst tvivl om, at han har gjort,« siger Per Clausen.

Mener hun bruger det som selvpromovering

I foråret gik flere kvindelige byrådsmedlemmer ud og fortalte om oplevelser, hvor de var blevet udsat for sexisme i kommunalpolitik.

I en rundspørge fra mediet Kommunen, fortalte Cecilie Roed Schultz for første gang om sin oplevelse, som siden blev gengivet i flere andre medier, blandt andet i Berlingske.

Efter at hun havde holdt tale 1. maj i 2013 i Det Bruunske Pakhus i Fredericia blev hun konfronteret af en mandlig byrådskandidat, der siden blev valgt til byrådet sammen med hende. Ifølge Cecilie Roed Schultz sagde manden, at »du trænger til at blive kneppet« til den dengang 26-årige kvinde.

Hun fortalte også om flere andre episoder, hvor hun havde oplevet sexisme.

Efterfølgende har Jørn Henner Pedersen i en artikel i Fredericia Dagblad og i to debatindlæg samme sted kommenteret sagen (læs dem her og her).

Her har han fremført, at han syntes, at timingen var forkert, fordi episoden var sket fire år tidligere, at hun satte de mandlige byrådsmedlemmer under unødig mistanke, at det virkede »som selvpromovering«, og at han – mener kritikere - insinuerede, at hun spillede på sit køn.

»Sexisme og andre angreb skal bekæmpes ved, at vi alle griber ind i den konkrete situation og ikke ved at spare små historier op til store. Ligeledes er det vigtigt, at mænd ikke ligesom rockerne bruger deres muskelkraft som argument, og at kvinder ikke anvender deres køn til at få lydhørhed,« skrev han.

I begge debatindlæg er han begyndt med at understrege, at han er imod sexisme.

Jørn Henner Pedersen er fortørnet over eksklusionen, som også Fredericia Dagblad har beskrevet. Han mener, det bunder i uretfærdig topstyring i partiet, og han afviser blankt, at han gentagne gange er gået i pressen mod Cecilie Roed Schultz og henviser til, at han kun har skrevet to læserbreve og medvirket i én artikel.

»Det er dybt uretfærdigt, og det ærgrer mig. Jeg er meget enig i partiets politik, men organisationen har åbenbart glemt sine idealer om, at alle er lige, og at politikken vokser nedefra og ikke oppefra. Det har den gjort i det her tilfælde, hvor man bare vil beskytte et byrådsmedlem uanset hvad,« siger Jørn Henner Pedersen.

Langvarig magtkamp bag

Der har gennem de seneste år været en lang magtkamp mellem Jørn Henner Pedersen og Cecilie Roed Schultz, hvor de begge har beskyldt hinanden for at modarbejde den anden part.

Fredericia-afdelingen har været splittet op i en ’ung’ og en ’gammel’ fløj, og det kulminerede i første omgang, da de begge i 2013 ville være den lokale spidskandidat for partiet.

Det endte med at blive Cecilie Roed Schultz, og efterfølgende forlod den ’gamle’ fløj, som støttede Jørn Henner Pedersen, bestyrelsen og Fredericia-afdelingen.

Undervejs har Enhedslistens hovedorganisation sendt et kriseteam til Fredericia for at forsøge at afhjælpe problemerne, men Jørn Henner Pedersens udtalelser i forbindelse med sagen om sexchikane gjorde, at hovedbestyrelsen ikke længere ville acceptere situationen i Fredericia, fortæller Per Clausen.

»Der har siden sidste kommunalvalg været ret omfattende interne stridigheder, som har antaget en form, som vi ikke synes, var holdbar længere. Vi mente, at det ville kræve hele Fredericia-afdelingens indsats frem til kommunalvalget og dermed være skadeligt for partiet.«

Jørn Henner Pedersen har jo indledt sine læserbreve med at understrege, at han er modstander af sexisme. Hvorfor skal han så ekskluderes?

»Nu hjælper det jo ikke at sige, at man er imod sexisme. Man kan jo komme med nok så mange proklamationer om, at man er feminist, men det ændrer bare ikke noget på det, han har sagt i den konkrete sag. Hvis han har den holdning, og samtidig går så voldsomt til angreb på sin partifælle, så virker det ikke formildende.«

Hvad er det, han har sagt, som er direkte sexisme?

»Hvis man siger, at kvinder, der går ud og kritiserer sexisme i kommunalpolitik, gør det for at promovere sig selv, så er det jo et utryk for et forsøg på at fornægte det og gøre det endnu sværere for kvinder at rejse den her diskussion.«

Det er vel din tolkning, at det er sexisme?

»Han siger, hun gør det for at promovere sig selv, og hvis det er sådan, at man anklager kvinder, som rejser diskussioner om sexisme i den offentlige debat, som er rigtig godt og vigtigt, og som vi skal understøtte, så er det at undergrave det og efter min mening udtryk for en sexistisk holdning. Men du har ret i, at det er min og vores tolkning. Andre må tolke det anderledes, vi tolker det på den måde.«

Hvorfor må man ikke ytre sig mod partiets holdninger, som du siger han har gjort her, uden at risikere at blive ekskluderet?

»Det må man også godt, men her har han rettet et konkret personangreb på et af vores byrådsmedlemmer i en situation, hvor hun har rejst en debat om sexisme. Han kunne for min sags skyld godt have rejst en generel kritik af Enhedslistens feministiske politik på et andet tidspunkt, men her retter han et personangreb på et byrådsmedlem af Enhedslisten, og det synes vi ikke er i orden. Oven i det skal så lægges de interne forhold i Fredericia-afdelingen, som er stærkt kritisable, og hvor han sådan set ikke er den eneste, der er ude i kritisabel adfærd, men det har han også været.«

Han siger jo netop også, at de interne problemer skyldes Cecilie Roed Schultz ageren. Udefra set kunne det godt ligne en magtkamp mellem to personer, hvor I har taget part i sagen for den politiker, der er mest populær, er blevet valgt til byrådet, og som skal repræsentere partiet til efterårets valg. Hvad siger du til det?

»Det er jo sådan, at partiets ledelse støtter de valg, som medlemmerne i Fredericia har foretaget. De har valgt Cecilie Roed Schultz som spidskandidat og ikke Jørn Henner Pedersen. Vi har forholdt os til de konkrete udtalelser, han er kommet med. Eksklusioner er i Enhedslisten ganske sjældne, og de kræver 5/6 flertal i hovedbestyrelsen. I det her tilfælde var der enstemmighed, og det er mig bekendt aldrig sket før i Enhedslistens historie,« siger Per Clausen.

»Når jeg har bevæget mig rundt i byen, så er det det, jeg har hørt«

Jørn Henner Pedersen står ved alt, han har sagt og skrevet i Fredericia Dagblad og afviser, at hans synspunkter er utryk for sexisme.

Jørn Henner Pedersen, hvorfor er det ikke ligegyldigt, hvornår man har været udsat for sexisme, og hvornår man fortæller om det?

»Det er det på sin vis også, men det må ikke komme til at virke, som om det bare er valgpropaganda. Det er sagen for vigtig til.«

Hvad er det, der gør, at du synes det er valgpropaganda at fortælle om en sexistisk oplevelse?

»Altså, når jeg har bevæget mig rundt i byen, så er det det, jeg har hørt. At folk siger, ja, det der er jo bare valgpropaganda, og at det bare er derfor, hun tager det frem nu.«

En ting er vel, hvad folk siger i byen, noget andet er at fortælle om en sag om sexisme?

»Vi er ikke uenige om, at det selvfølgelig skal frem.«

Men hvad gør det så til valgpropaganda, at hun fortæller om det?

»Det gør det jo fordi, at der er kommunalvalg nu. Det er fire år siden, at det skete.«

Det kunne jo være, hun f.eks. ikke turde fortælle om det dengang, men hun tør nu, når hun ser andre byrådsmedlemmer fortælle om sexisme offentligt?

»Men altså, hun har blandt andet fortalt mig om det i mellemtiden, hvor jeg sagde, hvorfor i alverden kom du ikke hen og hentede mig, så skulle jeg have hjulpet dig.«

Er der ikke forskel på at fortælle det til dig fortroligt og så fortælle det i offentligheden?

»Jaaa. Jeg kender Cecilie, så det vil jeg ikke udtale mig yderligere om.«

Burde du ikke bare bakke op om en kollega, der fortæller om sådan en oplevelse uanset hvad?

»Jeg bakker også op om, at det er en vigtig ting. Det starter jeg mit debatindlæg med. Men jeg bakker ikke op om, at man skyder med spredehagl, og at man bruger det på forkerte tidspunkter. Jeg har hørt mange gæt på, hvem i byrådet der har sagt det til hende. Og ikke ét af de gæt har været rigtigt. Og den mistænkeliggørelse synes jeg er ubehagelig.«

Skyldes dine udtalelser i virkeligheden, at du er bitter over, at det er Cecilie Roed Schultz og ikke dig, der er spidskandidat?

»Nej, det gør det ikke. Jeg er ligeglad med, om jeg er spidskandidat. Jeg er i en alder og har en erfaring i livet, der gør, at det ikke er vigtigt for mig at få en sådan position. Det er bare vigtigt for mig, at dem, der repræsenterer os, gør det på et reelt grundlag,« siger Jørn Henner Pedersen.

Splid mellem partiet og ekskluderet

Cecilie Roed Schultz fortæller, at forholdet mellem hende og Jørn Henner Pedersen har været dårligt i mange år, men at sagen om eksklusion er et anliggende mellem ham og hovedbestyrelsen.

»Jeg har ikke haft noget med sagen at gøre overhovedet. Det er forretningsudvalget, der har indstillet til eksklusion,« siger hun.

Hvorfor fortalte du ikke om det dengang, det skete?

»Det blev faktisk håndteret både i vores parti og det parti, han kommer fra. Der var Jørn Henner Pedersen bare ikke en del af partiet.«

Han siger, at du har fortalt din historie som selvpromovering i forhold til den kommende valgkamp. Har du det?

»Nej, jeg har svaret på en undersøgelse, og så er jeg blevet ringet op af journalister. Det er ikke min skyld, at historien er gået viralt«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.