Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eliten, der ikke vil være elite

ESSAY: Oprøret mod eliten er en revolution i slowmotion. For at undgå guillotinen afsværger den politiske elite sig sin identitet og bliver til »helt almindelige mennesker«.

Da Folketinget for et par uger sluttede året med den traditionsrige maratondebat, gik der pludselig selvsving i at flashe almindelige mennesker og deres personlige historier.

Statsministeren fortalte om Jamil – en »knægt«, som han havde overrakt en pris. Pelle Dragsted fra Enhedslisten fortalte om Susanne, Simon Emil Ammitzbøll (LA) om sin far, Niels, der var arbejdsløs i 80erne. Søren Pape Poulsen (K) kunne fortælle om Jannie, en enlig mor i Bjerringbro, og Merethe Riisager (LA) kom til at tænke på Valborg.

Det var ikke uden en vis selvironi, men meningen var god nok. Og budskabet klart: Jo, nok sidder vi i Folketinget og besidder betydningsfulde poster i den højeste lov­givende forsamling, men vi er ikke elitære – for Guds skyld, nej, aldrig elitære. I grunden er vi bare sådan nogle helt almindelige mennesker, der går rundt i vores parcelhuskvarterer og snakker med andre helt almindelige mennesker, som vi møder på vores vej.

Så bliver vi inspirerede og pusler lidt med at vedtage nogle love engang imellem. Der er ikke noget snobberi her. Er der nogle, der snobber, er det i hvert fald nedad. Så snart vi folkevalgte kan slippe af sted med det, så forsvinder vi væk fra Borgens bonede gulve og ud i virkeligheden, ud på plejehjem, AMU-centre, forsamlingshuse, små og mellemstore virksomheder, til sportskampe, ud på skoler og hospitalsafdelinger langt fra Slotsholmen. Og vi elsker Folkemødet på Bornholm.

Hvem sagde elite? Nu igen. Det er i hvert fald ikke os. Og de der jakkesæt og underbukser fra Zornig på Frederiksberg var også alt for dyre. Hvem køber i det hele taget sko til 2.000 kroner? Ikke os. Mere i løn, nej tak, heller ikke. Vi ministre og MFere er jo bare helt almindelige mennesker. Vi skal bare have, så vi kan klare os.

Det oprør mod eliten, magthaverne, det etablerede, som i disse år finder sted, ligner en revolution. Et vestligt oprør i slowmotion mod en ideologi, en global styreform og ikke mindst dem, der bestyrer den – uanset om de sidder i København, Bruxelles, Washington eller på fondsbørsen. Intet under, at politikerne i Folketinget og på ministertaburetterne gør alt, hvad de kan for at ryste etiketten »elite« af sig. Ser man på Berlingskes magtkåring, så indtager ministre og partiledere og en enkelt EU-kommissær dog de tre øverste pladser og hele seks ud af de øverste ti.

Hvis oprøret fra Europas højrepopulistiske partier er en revolution, så er eliten den nye adel, den er herremænd, storbønder og kapitalister. Sidst verden oplevede folkets revolutioner, blev hoveder skilt fra kroppe og magthavere sendt i arbejdslejre i Rusland, Kina og Frankrig. Det er ikke uden grund, at flugten fra de bonede gulve har et skær af frygt over sig.

Eliten, uanset hvilken form den har haft, er altid blevet set på med en blanding af beundring og foragt. Oftest mest med foragt. Forestillingen om en magtfuld elite, som er løsrevet fra folket, som udnytter sine privilegier og forbindelser og bruger al sin tid på at tilgodese sig selv og vennerne, er ikke ny. Til gengæld er der masser af sympati i at være en del af os alle sammen.

Anker Jørgensen blev populær som statsminister på at være en mand af folket og bo i Sydhavnen, og jyske Lars Larsen solgte masser af dyner ved at gå lige ind i folks stuer med træsko på og et godt tilbud under armen. I Danmark bryder ingen sig om at have magt – i hvert fald ikke at sige det højt. Det er nok noget med Janteloven. Så hellere bruge det lidt mindre stødende udtryk »indflydelse«. Når nogen har mødt indflydelsesrige og kendte mennesker i en eller anden sammenhæng, er det største kompliment, de kan give, at »han var bare helt almindelig, som alle os andre«, eller »hun var helt nede på jorden«. Wauw.

Det nye er, at folkets røst, pøblens foragt, anti-eliten har udviklet sig til en politisk bevægelse, der med en kolossal styrke fejer hen over den vestlige verden. Godt hjulpet på vej af de sociale medier, her er alle lige. Præsidentkandidat Donald Trump taler i den amerikanske valgkamp dunder mod Washington og Wall Street, og jo mere han fornærmer the establishment, desto mere populær bliver han. Det samme gælder de højrepopulistiske partier i Europa, som ud over den nationale elite har en helt særlig boksebold, som har svært ved at svare igen, nemlig eurokraterne i Bruxelles.

Hvis man trods forskellighederne – fra de Sande Finner i nord til Frihedspartiet i Østrig og fra Storbritanniens Nigel Farage i vest til Ungarns Viktor Orban i øst – overhovedet kan tale om en samlet bevægelse, er det den fælles aggressive front mod de gamle magthavere. De skal sættes på porten og jages ud af byen, som den franske adel blev det i 1789 og den russiske zar og hans støtter blev det i 1917. Folkets revolution mod elitens undertrykkelse i et falsk demokrati.

Dengang var det adelen, kongen, herremanden, zaren, kapitalisterne, som folkets omstyrtende vrede blev rettet mod. I dag er eliten global og ikke nær så veldefineret. Godt man ikke tilhører den og bare er en almindelig parcelhusdansker, tænker de inde i Folketinget og aftaler med deres topprofessionelle rådgivere udi profilering, hvornår de igen kan komme ud i den virkelige virkelighed og møde Valborg, Jamil, Susanne og Jannie. Når revolutionen kommer, er det i hvert fald ikke dem, der må tage opstilling ved guillotinen.

Hvad de trods alt kan lune sig ved, mens høtyvene slibes, er, at opgøret med eliten ikke nødvendigvis er et opgør med den magt, den besidder. Målet med oprøret er ikke anarki. Nok er kravet fra masserne en større national selvbestemmelse, men ønsket om en stærk mand er bestemt ikke fremmed i flere af de nye fremstormende partier ligesom lov og orden, hårdere straffe og mere politi. Ham Putin kan altså et eller andet.

Folkets egentlige modstander – skurken – er globaliseringen, den grænseløse verden, som udvisker forskelle og national egenart. Journalist og forfatter Erik Meier Carlsen var den første, der herhjemme satte ord på strømningen i bogen »De Overflødiges Oprør«. Det var i 2000, samme år som danskerne stemte nej til euroen og året før to fly fløj ind i World Trade Center. Dansk Folkepartis succes skyldes ifølge Carlsen ikke 50er-kolonihavenostalgi, ej heller er den resultatet af en særligt ondartet ikke stueren leflen for den indre svinehund.

Dansk Folkepartis tilhængere har en helt objektiv grund til at være imod elitens globale projekt. Taberne – de overflødige – havde mistet eller risikerede at miste deres job, når virksomheder flyttede til Kina. De måtte leve med de problemer og kultursammenstød, som indvandringen førte med sig i socialt belastede kvarterer. Og hvis de ikke havde ja-hatten på og omfavnede den nye verden, var de enten racister eller slet ikke omstillingsparate.

Det er nøjagtigt den samme diagnose af højrepopulismens oprindelse og følgesygdomme, der i dag stilles i Frankrig, Storbritannien og USA. De, der til gengæld nyder godt af globaliseringen, sidder i gode job, rejser kloden rundt til konferencer, bor i storbyerne og mødes med ligesindede i rigmandsghettoen, når de da ikke lige sidder og tjekker den kontante effekt af deres seneste aktiebonusordning. Som enhver revolution udspringer den igangværende af nye sociale strukturer, som vender op og ned på de kendte klasser. Før har industrialiseringen og rejsen fra land til by været drivkraft. I dag er det globaliseringen.

Anti-elitens egentlige modstandere er altså den ideologi, som har stået øverst på den internationale politiske dagsorden siden engang i 1980erne. Globalismen kunne man kalde den: troen på åbne grænser, frihandel, multikulturalisme, mangfoldighed, fri bevægelighed og politisk korrekthed som en nødvendighed for ikke at støde nogen og skabe konflikter i den globale landsby. I årtier har globaliseringen været den gud, som alle fra venstre til højre omend i forskellige varmegrader kunne enes om at tilbede.

Den generation af politikere, som i dag sidder på magten, har oplevet og været fascineret af Murens fald og de muligheder for en helt ny global verdensorden, som det åbnede. Og det er alt det, som de nye »revolutionære« bevægelser i større eller mindre omfang kæmper imod.

Når den moderne globaliserede elite alligevel nok ikke ender som den franske adel, kapitalisterne i Rusland og Østeuropa eller storbønderne i Kina, er det fordi, den er i stand til at omstille sig, før det går helt galt. Det er en af den moderne demokratiske kapitalismes styrker.

For at kunne bibeholde den øverste del af legemet og undgå den faldende skarpe kniv mod huggeblokken er de i gang med at afsværge sig de gamle idealer. EU, frihandel, åbne grænser. Hvad skal vi i grunden med det? Godt man ikke er en del af eliten. Alle her er jo helt nede på jorden og danske helt ind i sjælen. Vi køber ind i Netto, har engang arbejdet i Bilka, er ude og mingle med Susanne og Valborg og Niels hele tiden og så igen. Og vi kan både sige neger, drikke fadbamser, hejse dannebrog og selv reparere carporten, hvis det skulle være.

Og jo, selvfølgelig er grænsekontrol, begrænsninger af den fri bevægelighed, et EU på vågeblus en vigtig og naturlig del af vores danske, svenske, britiske, franske og østrig-ungarske arv. Det manglede da bare. Og gå så hjem igen med de der modbydelige høtyve. Alt skal nok blive godt igen.