Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Elisabet Svane: Venstre er efterhånden et delt parti

Venstre har hurtigt affejet kritik fra Hernings borgmester. Men partiet er splittet, siger kommentator.

København. Når Hernings borgmester, Lars Krarup, går ud med kritik af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) politiske kurs på Christiansborg, så er det tegn på, at der er dybereliggende problemer i partiet.

Sådan lyder det fra politisk kommentator Elisabet Svane. Hun skrev i vinterferiens sidste dage et interview, hvor Lars Krarup kritiserer V-toppens politik på fire konkrete punkter.

Venstre "fejler", og det kan koste ved kommunalvalget til efteråret, advarede Herning-borgmesteren. En rundspørge viser nu, at flere i Venstres bagland deler Lars Krarups synspunkt.

I alt 292 har svaret på rundspørgen fra Ritzau. Den er ikke repræsentativ for hele baglandet, men kan ses som et fingerpeg om stemningen.

Mere end halvdelen af dem, der har svaret, er enige i Krarups kritik af V-toppens kurs på tre ud af fire konkrete punkter. Særligt det såkaldte uddannelsesloft får kritik.

- Det er interessant, at så mange støtter det, Lars Krarup siger. Det er et tegn på, at Venstre efterhånden er ved at være et delt parti, siger Elisabet Svane.

Flere Venstre-borgmestre har udtalt, at Lars Krarups vredesudbrud nok mest var et udtryk for skuffelse over, at Herning i sidste øjeblik gik glip af politiskolen.

Men det er en lidt for hurtig måde at skubbe Krarup til side på, mener Elisabet Svane.

- Kritikken gør ondt. Og derfor skal man heller ikke bare affeje Lars Krarup, som man har forsøgt.

- Man forsøger at sige, at han bare er en bitter mand. Men han siger det fordi, at der er et problem i partiet. Han er ikke en person, som tidligere har kritiseret toppen i partiet, siger Elisabet Svane.

Hun peger på, at nogle af Krarups kritikpunkter også splitter Venstre på Christiansborg. Og de berører noget grundlæggende hos Venstre og det at være et liberalt parti.

Det gælder blandt andet opgøret om, hvad det vil sige at være "dansker".

- For en ægte liberal er det ikke staten, der skal definere, hvem der er dansk, siger Elisabet Svane og tilføjer:

- Man skal lægge mærke til, at Kristian Jensen (V) citerer Grundtvig, når han skal svare på Lars Krarups kritik. Han siger, at man er dansk, når man føler det i hjertet. Det er ikke en kritik af Krarup. Det er indirekte en støtte, siger Elisabet Svane.

Venstre har sammen med DF stemt for et forslag til vedtagelse om, at "danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark".

- De eneste, der er stolte af den formulering, er vel dybest set dem, der mente, at man skulle skyde efter flygtninge i både, lød kritikken fra Lars Krarup.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.