Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EL: Vi reparerer efter VKO

Samfundets svageste skal kunne mærke, at der er kommet et nyt politisk flertal, lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, der kalder socialpakken vigtig for finansloven.

Med den socialpakke, som regeringen og Enhedslisten er blevet enige om, og som over de kommende fire år afsætter 1,1 milliard kroner til landets svageste, tager man for alvor hul på at reparere skaderne efter den tidligere regering.

Sådan lyder det fra politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen, der glæder sig over udsigten til, at de svageste med næste års finanslov får bedre vilkår.

- For Enhedslisten er det helt afgørende, når der skal laves politik, at man får skabt nogle bedre vilkår for nogle af de mennesker i vores samfund, der har mindst. Det er ikke mindst relevant og vigtigt efter ti år med en borgerlig regering, hvor man desværre igen og igen har forbigået de mennesker i vores land, der har mindst, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun kalder socialpakken vigtig i forhold til den samlede finanslov.

- Det er selvfølgelig vigtigt for os. Den røde tråd i finanslovsforhandlingerne og i al den politik, vi laver, er i den grad at sikre, at der kommer bedre vilkår for nogle af dem, der har mindst, siger hun.

Den største post i den økonomiske håndsrækning går til tilskud til tandlægeregninger for økonomisk svage. Men også flygtninge og indvandrere bliver tilgodeset i pakken.

- Nu har man i 10 år oplevet finanslove, der blev lavet med Pia Kjærsgaard, hvor mennesker med anden etnisk baggrund måtte dukke sig, når hun kom gående ud af glasdøren (i Finansministeriet, red.). Nu er det lykkes at sørge for, at der også på det område bliver skabt forbedringer, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der samtidig beskylder den nuværende regeringen for ikke at tage nok hånd om samfundets svageste.

- Desværre synes jeg også, vi har oplevet en politik fra regeringens side, hvor man ikke lige frem har taget mest hånd om de her mennesker, så for os i Enhedslisten har det været vigtigt at sikre, at den her finanslov gør noget for de mennesker i vores samfund, der har allermindst, så de også kan mærke, at der er kommet et nyt politisk flertal, siger hun.

Socialminister Karen Hækkerup (S) er glad for pakken.

- Jeg synes, vi har lavet en samlet pakke, som i den grad er fantastisk i forhold til at hjælpe udsatte borgere, som har behov for særlig støtte, siger hun.

Pengene kommer fra den samlede finanslov, der ventes at blive præsenteret søndag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.