Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EL før sættemøde om finanslov: Vi satser på velfærd

Enhedslisten møder fredag op til sættemøde i Finansministeriet med et »fuldt finansieret« bud på investeringer i velfærden.

Det bliver næppe regeringen og Enhedslisten, der indgår en aftale om finansloven for 2016, men ikke desto mindre møder venstrefløjspartiet velforberedt op til det indledende møde i Finansministeriet fredag eftermiddag, fortæller partiets finansordfører, Pelle Dragsted (Ø).

»Vi fremlægger vores finanslovforslag, som trækker i en markant anden retning end det, regeringen har fremlagt. Vi synes, man skal satse på at udvikle vores velfærd i stedet for at afvikle den. Vi synes, man skal holde fast i den grønne førerposition i Danmark, og så vil vi meget gerne være med til at finansiere et tryggere dagpengesystem. Det er nogle af de vigtige punkter for os,« siger Pelle Dragsted forud for mødet.

Han er helt klar over, at Enhedslisten næppe får lavet et aftryk på finansloven, men det betyder ikke, at mødet er overflødigt.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er særlig sandsynligt, at Enhedslisten indgår en finanslovaftale i år, så når vi kommer med et omfattende finanslovudspil, så er det for at vise, at der er en anden vej at gå,« siger han.

»Man kan godt vælge at udvikle vores velfærd og sikre bedre vilkår for de ældre og i daginstitutionerne i stedet for at skære i kommunernes velfærd for at give skattelettelser til nogle af Danmarks mest velhavende familier. Det prøver vi at vise gennem et fuldt finansieret finanslovforslag,« siger Pelle Dragsted.

For at finansiere sine forslag vil Enhedslisten blandt andet annullere indkøbet af nye kampfly, lave en ny millionærskat, indføre skat på transaktioner og annullere planlagte sænkninger af topskatten og selskabsskatten.

Fredag er alle Folketingets partier inviteret til sættemøder forud for finanslovforhandlingerne, og klokken 13.15 er det Enhedslistens tur til at komme en tur forbi ministeriet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.