Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

EL: Det er »himmelråbende naivt« at tro, vi kan suspendere konventionen

Partierne i rød blok tager skarpt afstand fra Liberal Alliances forslag om at suspendere FNs flygtningekonvention i to år. Forslaget er »helt galt afmarcheret« og »useriøst«, lyder det.

Søren Søndergaard, Jacob Mark og Rasmus Nordqvist tager alle afstand fra Liberal Alliances forslag om en asyl-timeout.
Søren Søndergaard, Jacob Mark og Rasmus Nordqvist tager alle afstand fra Liberal Alliances forslag om en asyl-timeout.

Enhedslisten, Alternativet og SF giver ikke meget for Liberal Alliances forslag om suspendere Danmarks deltagelse i FNs flygtningekonvention.

»Ideen om, at vi kan sætte os ned og træffe en beslutning, mens at alle andre bare skal fortsætte som nu, er så dybt og himmelråbende naivt, at det trodser enhver beskrivelse,« siger Enhedslistens EU- og menneskerettighedsordfører, Søren Søndergaard.

Liberal Alliance mener, at en fortsættelse af den nuværende flygtningestrøm til Danmark risikerer at ændre værdier i landet på afgørende vis, og derfor taler partiet nu for at suspendere flygtningekonventionen samt de regler der knytter sig til den i EU i to år.

Men det er ikke den rette løsning på flygtningeproblematikken, lyder det blandt andet fra Enhedslisten.

»Hvis alle lande i verden suspenderer flygtningekonventionen, så kunne man måske, hvis man er tilstrækkelig dum, drømme om, at alle 60 millioner flygtninge ville forsvinde, Men det gør de jo ikke. Det ville udelukkende have den konsekvens, at ingen ville have noget ansvar for at behandle dem, og at alle så ville have en interesse i at sende dem videre,« siger Søren Søndergaard.

Han er »sørgmodig« over, at Liberal Alliance overhovedet kommer med forslaget.

Hos Alternativet lyder samme toner. Hvem skal tage sig af flygtningene, hvis vi suspenderer flygtningekonventionen, spørger udenrigsordfører Rasmus Nordqvist.

»Det er helt galt afmarcheret, at vi igen bruger tiden herhjemme på at forsøge at skræmme folk væk og skubbe problemer videre til andre. Konventionerne er ikke til for landene, men til for de mennesker, der flygter. Det glemmer vi nogle gange i Danmark. Konventionerne er til for at give beskyttelse til mennesker på flugt,« siger han.

Rasmus Nordqvist mener, der bliver brugt for meget tid på »hovsa-løsninger og hastebehandlinger«, der kun handler om at skræmme folk væk.

»Der er mange flygtninge i hele verden. I Libanon er hver femte lige nu flygtning, i EU er færre end en ud af hundrede flygtninge. Vi er nødt til at bruge vores tid og kræfter på at løse problemer og ikke skubbe det videre,« siger Rasmus Nordqvist.

Ifølge Liberal Alliance skal Danmark i de to år konventionen suspenderes i stedet modtage 4.000 FN-kvoteflygtninge om året mod de 500, der modtages i dag. Pengene, der spares, skal gå ubeskåret til humanitør bistand i Syrien og nærområderne, lyder forslaget.

SFs Integrationsordfører, Jacob Mark, er enig i, at der skal sendes flere penge til nærområderne. Men resten af forslaget er useriøst, lyder det.

»Vi står i en meget alvorlig situation, hvor der er brug for at vi tænker kreativt, men det skal være inden for de rammer, der er juridisk mulige. Og det er jo ikke muligt bare at lave et asylstop, så det her handler om signalværdi,« siger han.

SF ønsker i stedet, at Danmark skubber mere på for forhandlinger, så der i internationalt regi findes en løsning.

»Jeg tror, det her er udtryk for en form for desperation fra Liberal Alliances side. Vi går alle sammen rundt og tænker på, hvad der er de rigtige løsninger, men hvis vi skal have en seriøs debat, så handler det nok om at bruge de værktøjer, der er mulige.«

»Vi skal arbejde aktivt for en fordeling i EU, og så er vi på vej med et forslag om, at der skal gives en Marshall-hjælp til nærområderne, netop for at hindre strømmen af flygtninge,« siger Jacob Mark.

Socialdemokraterne afviser ligesom de øvrige partier i rød blok forslaget fra Liberal Alliance.

Flygtningekonventionen blev til i 1951 på baggrund af erfaringerne med flygtninge under Anden Verdenskrig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.