Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eksperter: Det er ikke strafbart at kalde Løkke »en svindler«

Der kan optræde injurier i en Facebook-tråd på Mogens Lykketofts Facebook-side, vurderer to eksperter i medieret. De mener dog ikke, at de gennemgående kommentarer i tråden om Lars Løkke Rasmussen som »en svindler« er strafbare.

Det er ikke injurierende at skrive på Facebook, at statsministeren er en svindler.
Det er ikke injurierende at skrive på Facebook, at statsministeren er en svindler.

»Alle ved da, at Lars Løkke er en svindler...«

»Løkkes GGGI-sager havde givet menig mand flere svindelsager på halsen...«

»Lars Løkke Rasmussen er en kedeligere og mere farveløs (typisk dansk) udgave af Berlusconi...«

Sådan lyder nogle af kommentarerne i en Facebook-tråd på Mogens Lykketofts profil under et opslag, hvor den nuværende formand for FN's Generalforsamling giver sit sidste ord i sagen om sin omstridte fødselsdagstale.

Kommentarerne fik tirsdag aften statsministeren til tasterne. I et Facebook-opslag karakteriserer han en række af udsagnene som injurierende.

»Netop den attitude legitimerer nu, at der på hans Facebook-side skrives den ene injurierende kommentar efter den anden, som kunne holde den halve advokatstand i beskæftigelse, hvis ellers jeg tog det hele alvorligt. Det er - undskyld mig - for sølle.« skriver Lars Løkke Rasmussen (V).

Forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Vibeke Borberg, afviser efter at være blevet bekendt med en række eksempler ikke, at enkelte Facebook-brugere kan have skrevet injurierende om statsministeren i det omtalte kommentarspor.

»Det kan ikke udelukkes, at der er enkelte af sådanne kommentarer, der kan være injurierende. Hvis de indeholder grove beskyldninger om strafbare forhold eller amoralske forhold, og de er udbredt til en videre kreds, hvilket de formentlig vil være på Facebook, så kan de falde ind under kategorien injurier,« siger hun.

Hun får medhold af professor i medieret ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller.

»Der er nogle af kommentarerne, der befinder sig i gråzonen,« siger han.

»Ikke grebet ud af den blå luft«

Det springende punkt i sagen er ifølge de to eksperter, om man vurderer kommentarerne som meningstilkendegivelser eller reelle beskyldninger. I det lys vurderer de ikke, at den gennemgående kommentar i tråden om Løkke som »en svindler« er injurierende. Vurderingen bygger de blandt andet på Lars Løkke Rasmussens historik og uheldige sager.

»Man må tage med i betragtningen, om det overhovedet har noget på sig. Og man må sige, at det jo ikke er ikke grebet ud af den blå luft. Lars Løkke Rasmussen har jo haft problemer med bilagsrod og rejsesager. Det gør ham ikke til en svindler i straffelovens forstand, men jeg vil mene, at man godt må sige det om ham i en sammenhæng som den her,« siger Sten Schaumburg-Müller.

Vibeke Borberg er af samme opfattelse.

»Det er en utrolig konkret vurdering for domstolene i de enkelte kommentarers tilfælde. Men i forhold til det gennemgående udsagn om, at »Lars Løkke Rasmussen er en svindler«, hælder jeg mest til at tro, at man vil se det som en meningstilkendegivelse og en karakteristik under inddragelse af den historik, statsministeren har, mere end man vil se det som konkrete beskyldninger. Og det er ligesom der, grænsen skal drages,« siger hun.

Politikere må tåle mere

Eksperterne hæfter sig desuden ved, at en offentlig person som Lars Løkke Rasmussen skal kunne stå model til mere end almindelige mennesker, men understreger, at det selvfølgelig ikke retfærdiggør ubegrundede anklager.

»Der er så at sige et større frisprog, når det gælder omtale af politikere. De må kunne tåle temmelig meget og mere end menig mand,« siger Sten Schaumburg-Müller, og Vibeke Borberg supplerer:

»Man stiller sig jo lidt på øretævernes holdeplads, når man påtager sig et offentligt politisk embede. De må tåle kritik og meningstilkendegivelser, men de skal selvfølgelig ikke finde sig i at blive beskyldt for strafbare eller stærkt amoralske forhold, hvis der ikke er belæg for det,« siger hun.

Statsministeriet oplyser til Berlingske, at man ikke vil gå videre med sagen.

Artiklen er opdateret kl. 15.39.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.