Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ekspert: Meget få sager om tvangsflytning for golfbaner

Der er intet behov for at ændre på kommunernes muligheder for at ekspropriere til private formål, som tre byrådsmedlemmer fra Venstre har forslået. Det mener en ekspert, som påpeger, at der er forsvindende få sager om emnet.

Det er ikke nogen god idé at sætte en stopper for ekspropriationer til private formål i kommunerne, sådan som tre byrådsmedlemmer fra Venstre har foreslået.

Det mener Søren Højgaard Mørup, der er professor ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet med blandt andet ekspropriationsret som forskningsområde.

De tre byrådsmedlemmer, Morten Dahlin (V) fra Greve, Mads Duedahl (V) fra Aalborg og Mads Ravndrup Thomsen (V) fra Roskilde, kræver en ekspropriationsreform, så det ikke er muligt for landets kommuner at tvinge borgere fra hus og hjem til fordel for at kunne bygge golfbaner, virksomheder og festivalpladser på grunden. Men ifølge Søren Højgaard Mørup er der intet behov for nye regler på området.

»Det vil give problemer med at definere, hvad der er offentlige, og hvad der er private formål. Der er meget langt mellem eksproprieringssager, der handler om golfbaner og festivalpladser, og man kan mene om ekspropriering, hvad man vil, men at lave et generelt indgreb i reglerne på baggrund af nogle ganske få sager vil være en dårlig idé, fordi man skaber flere problemer, end man løser,« siger Søren Højgaard Mørup.

Regeringen og støttepartiet Enhedslisten giver heller ikke meget for forslaget.

Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup (S), siger til Danske Kommuner, at omfanget af ekspropriationer til private formål på ingen måde er så stort, at der er behov for at begrænse muligheden for at gennemføre dem.

»Hvis vi skal kunne planlægge velfungerende byer og samfund, der kommer hele befolkningen til gode, så kan ekspropriation være et nødvendigt værktøj. Tager man det fra kommunerne og indskrænker ekspropriation til alene at gælde offentlige formål, så vil det hæmme vækst og udviklingen i kommunerne,« siger Simon Kollerup, som bakkes op af både de Radikale og Enhedslisten.

Politikerne i den blå side af folketingssalen på Christiansborg tager til gengæld godt imod forslaget. De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener alle, at de kommunale ekspropriationer er løbet løbsk, og at det aldrig har været formålet med loven at frigøre jord til en golfbane eller et nyt supermarked.

I Venstre håber man, at de fire borgerlige partier kan samles om et fælles beslutningsforslag i et regeringsgrundlag efter næste valg, og der arbejdes allerede på et beslutningsforslag om kommunale ekspropriationer. Men der bliver ikke tale om et totalt stop, som de tre V-byrådsmedlemmer ønsker.

»Selv om jeg udmærket kan se de gode intentioner i det, mine tre partifæller foreslår, så bliver der ikke tale om at forhindre kommunerne i at ekspropriere til private formål. Det er for firkantet,« siger ekspropriationsordfører Jan E. Jørgensen (V) til Danske Kommuner.

Søren Højgaard Mørup vil ikke tage ordet valgflæsk i sin mund, men han slår fast, at lovgivningen i dag er, som den bør være i hans øjne.

»Når man eksproprierer til fordel for private, så skal det være i samfundets interesse. Ofte er det kommunalpolitikerne, der beslutter, hvornår det kan gavne udviklingen i kommunen. Hvis man er uenig i beslutningen, kan man klage til Natur- og Miljøklagenævnet, hvor der blandt andre sidder to højesteretsdommere og flere folketingspolitikere. Endelig kan man få prøvet sin sag i to instanser ved domstolene,« siger Søren Højgaard Mørup.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.