Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ekspert gennemhuller kritik af Thyra Frank: »Det svarer til at sige, at der sidste år var kommet 100.000 muslimer til Danmark«

Plejehjemmet Lotte blev ikke overbetalt ifølge Radio24syv. Ældreminister Thyra Frank er ellers blevet kritiseret for at have brugt flere penge end andre plejehjem som leder af Lotte. »Det er der ingen dokumentation for,« siger professor i økonomistyring. S fastholder kritik.

»Debatten har gået på, at det pågældende plejehjem fik 20 procent mere end andre plejehjem, og der må man sige fuldstændig klokkeklart, at det er der ingen dokumentation for,« siger professor Per Nikolaj Bukh.
»Debatten har gået på, at det pågældende plejehjem fik 20 procent mere end andre plejehjem, og der må man sige fuldstændig klokkeklart, at det er der ingen dokumentation for,« siger professor Per Nikolaj Bukh.

Ældreminister Thyra Frank (LA) har i den seneste tid været under voldsom beskydning for i sin tid som populær leder af plejehjemmet Lotte at have modtaget flere penge end andre plejehjem.

Men ifølge beregninger blev Lotte, som Thyra Frank var leder af fra 1988 til 2011, ikke overbetalt, fortæller Radio24syv.

Kritikken af Thyra Frank er i første omgang gået på, at Lotte, der bl.a. blev kendt for god mad og vin til måltiderne, ikke var veldrevet og succesfuldt som følge af god ledelse, men fordi plejehjemmet havde et budget, der lå 20 pct. højere end andre plejehjem i kommunen.

Plejehjemmet Lotte på Frederiksberg i København modtog ifølge Radio24syv i 2011, da Thyra Frank stoppede som forstander, 1.559 kr. i døgnet for hver af stedets 23 ældre beboere.

Samtidig viser en undersøgelse fra Kommunernes Revision fra 2008 – baseret på 41 botilbud med 1003 beboere i 24 kommuner - at en plads på et kommunalt plejehjem med den samme type ældre, som boede på Lotte, i gennemsnit kostede 1.670 kr. i døgnet. Det drejer sig om ældre med brug for mere end 3,8 timers pleje og omsorg i døgnet.

En forskel på 111 kr. Med Lotte som en smule billigere.

»Klokkeklart, at det er der ingen dokumentation for«

Professor ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh med speciale i kommunal økonomistyring har gennemgået beregningerne i detaljer. Han peger på, at omkostningerne på Lotte har ligget i den høje ende, men ikke højere end for mange andre plejehjem. Selv om tallene ikke stammer fra samme år, er konklusionen klar, mener professoren.

»Debatten har gået på, at det pågældende plejehjem fik 20 procent mere end andre plejehjem, og der må man sige fuldstændig klokkeklart, at det er der ingen dokumentation for,« siger Per Nikolaj Bukh til Berlingske.

Ældreministeren er gennem den senere tid blandt andet blevet kaldt i en række samråd om sin fortid på Lotte. Køen af kritikere har været lang anført af Socialdemokratiets ældreordfører Astrid Krag og SFs ordfører på området, Kirsten Normann Svendsen.

Tilbage i 2009 blev det muligt at etablere de såkaldte fri-plejehjem, oplyser Per Nikolaj Bukh. I den forbindelse hyrede man Kommunernes Revisionsselskab til på baggrund af en analyse at beregne omkostninger for de ældre på plejehjemmene alt efter hvor meget pleje, de krævede.

Plejehjemmet Lottes omkostninger ligger ifølge Per Nikolaj Bukh under gennemsnittet for de 20 procent dyreste.

I forhold til fakta har anklagen om et budget på Lotte på 20 pct. mere end andre steder »intet på sig«, mener Per Nikolaj Bukh.

Så »graden af sandhed i postulatet står i modstrid med den energi, der er lagt i at fremføre det« anfører professoren.

»Jeg tænker, at man, når man fører politik, ville stå sig godt ved at kende fakta,« siger Per Nikolaj Bukh:

»Det svarer til at sige, at der sidste år var kommet 100.000 muslimer til Danmark, og så på et eller andet tidspunkt er der én, som tæller dem og siger: »Det passer ikke.« Så kan man jo ikke sige, at jeg mener stadigvæk, der kom 100.000. Men man kan godt sige, at jeg mener stadig, at dem der er kommet udgør et problem.«

S fastholder kritikken

 

Per Nikolaj Bukh peger på, at et populært plejehjem som Lotte kan have været begunstiget af mere selvhjulpne ældre, ligesom et lavt sygefravær kan have givet økonomisk mulighed for »et billigt glas rødvin og lidt ekstra godt kød«.

Udover kritikken af at have modtaget flere penge, er Thyra Frank også blevet kritiseret for, at Frederiksberg Kommune har givet Lotte anmærkninger for håndteringen af beboernes medicin. Ligeledes har Thyra Franks politiske modstandere kritiseret hende for at have skrevet arbejdspladsvurderinger.

Thyra Frank har beklaget det første forhold, men afvist det andet.

Hos Socialdemokratiet anerkender man imidlertid ikke de fremkomne beregninger. Partiet mener, at de bygger på en falsk præmis om, at taksterne til friplejehjem kan baseres på landsgennemsnittet for et kommunalt plejehjem.

»Radio24syvs historie bygger på en forkert tolkning af en ni år gammel undersøgelse af blot 41 plejehjem. Og det ændrer ikke på den kritik, vi har rejst,« siger partiets ældreordfører Astrid Krag i en pressemeddelelse:

»Faktum er, at plejehjemmet Lotte fik en markant højere betaling per beboer end det kommunale landsgennemsnit, hvilket også var årsagen til, at taksterne blev ændret i 2015.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.