Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ekspert: Danmark bryder EUs miljøregler

Danmark bryder EUs nitratdirektiv, vurderer juraprofessor. Regeringen tillader nemlig fortsat danske kvægbønder at udlede mere gylle på markerne, end loven tilsiger, og det sker på trods af, at en dansk særregel på området er udløbet.

Arkivfoto
Arkivfoto

Fremtiden synes højst usikker for de i forvejen hårdt plagede danske kvægbønder.

Der er nemlig langt fra nogen garanti for, at de får lov til at beholde en økonomisk givtig særordning, der er 40-80 mio. kr. værd årligt for branchen.
Berlingske kunne mandag fortælle, at den såkaldte danske kvægundtagelse, der tillader de danske kvægbønder at udlede mere gylle på markerne end den lovbestemte grænse, er udløbet - og den er endnu ikke blevet forlænget af EU-kommissionen.

Det skyldes, at en bekymret kommission er i fuld gang med at granske regeringens landbrugspakke, der ifølge kommissionen risikerer at skade miljøet.

Når ordningen ved de tidligere lejligheder er udløbet, inden en forlængelse er forhandlet på plads, har Danmark på forhånd haft en tilkendegivelse fra kommissionen om, at den ville blive forlænget, hvilket kunne give landmændene ro i maven.

Men en sådan forhåndstilkendegivelse har den danske regering tilsyneladende ikke fået denne gang. Det fremgår af et svar fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Enhedslistens Maria Reumert Gjerding, der netop er oversendt til Folketinget:

»Danmark har anmodet om en fornyelse af den danske kvægundtagelse. Der foreligger ikke en indstilling fra Kommissionens side til Nitratkomitéen bestående af EU’s medlemsstater om, hvorvidt den danske kvægundtagelse bør fornys,« fremgår det af svaret.

Nitratkomitéen er kommissionens panel, der skal vurdere medlemslandenes skridt til at overholde reglerne om vandmiljøet i hele EU - det såkaldte nitratdirektiv. Ifølge Berlingskes oplysninger tøver kommissionen med at forlænge undtagelsen, fordi landbrugspakkens konsekvenser først skal undersøges til bunds.

Af svaret til Folketinget fremgår det videre, at der fortsat er drøftelser med kommissionen om en eventuel fornyelse af kvægundtagelsen. Indtil sagen er afklaret, »er de danske implementerende bestemmelser uændrede, og det er fortsat muligt for danske kvægbrug at gøre brug af undtagelsen.«
Med andre ord får landmændene indtil videre lov til at arbejde efter de gamle regler og fortsat udlede en større mængde gylle - og dermed kvælstof - på markerne.

Dermed bryder Danmark i princippet EUs regler på området, vurderer en ekspert:

»Når der ikke foreligger en ny undtagelse, er det principielt i strid med nitratdirektivet, at Danmark opretholder regler baseret på den udløbne kvægundtagelse,« siger professor i miljøret ved Københavns Universitet, Helle Tegner Anker.

»Det er dog svært at forestille sig, at det umiddelbart vil få konsekvenser for Danmark. Kommissionen kommer næppe farende med bål og brand, når parterne stadig er i gang med forhandlinger,« fortsætter hun.

Socialdemokraternes fødevareordfører Simon Kollerup har kaldt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i hastesamråd om sagen.

»Det er meget alvorligt, at regeringen formentlig administrerer på et meget tvivlsomt grundlag, og det er helt urimeligt, at kvægbønderne ikke kan få ren besked, når en sag, som kan vælte deres bedrifter og økonomi, kommer op,« siger han.

Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding ser frem til at få en forklaring fra ministeren.

»Det er højest besynderligt, at regeringen fortsætter en praksis, som er i strid med gældende lovgivning, og det understreger nødvendigheden af, at vi inden længe har miljøministeren i hastesamråd. Vi har brug for en forklaring på, hvad i alverden der foregår,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup, understreger, at hendes medlemmer har stor glæde af kvægundtagelsen, og at regeringen derfor skal arbejde på at finde en løsning.

»Det er uhørt, hvis kommissionen tager de danske mælkebønder som gidsler i denne sag, fordi den ikke handler om større belastning af miljøet, og derfor har jeg ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig, at Danmark ikke skulle få denne undtagelse, som nogle andre EU-lande også har,« udtaler hun i en skriftlig kommentar til Berlingske.

Landbrugspakken, der tillader landmænd at udlede mere kvælstof på markerne, kostede i foråret daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet, efter det kom frem, at regeringens regnestykke bag landbrugspakken indeholdt tal, der ifølge eksperter på området ikke var retvisende.

I forsommeren udtalte et markant flertal i Folketinget alvorlig kritik af regeringens top for at underinformere Folketinget om mulige konsekvenser ved landbrugspakken.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.