Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eks-skatteminister fra S erkender ansvar for kriseramte Skat

Benny Engelbrecht ser frem til kommission, der skal undersøge de problemer, der har plaget Skat i årevis.

Arkivfoto: Ingen kan løbe fra et ansvar for Skats mange møgsager. Det mener Benny Engelbrecht (S), der var skatteminister fra 2014-2015.
Arkivfoto: Ingen kan løbe fra et ansvar for Skats mange møgsager. Det mener Benny Engelbrecht (S), der var skatteminister fra 2014-2015.

Ingen kan løbe fra et ansvar for Skats mange møgsager.

Det mener Benny Engelbrecht (S), der var skatteminister fra 2014-2015.

Engelbrecht erkender, at han også har et medansvar for Skats mange problemer.

Meldingen kommer, efter at der mandag opstod et politisk flertal for at nedsætte en kommission, der skal kigge på skandalerne i Skat.

»Jeg stiller mig ubetinget til rådighed for en granskning af min tid og ser frem til at svare på kommissionens spørgsmål, når den tid kommer,« skriver han i en kommentar til Ritzau.

Engelbrecht ønsker ikke at stille op til interview, men tilføjer:

»Alle har et medansvar, både vi der har været ministre, og de politiske partier, der har været med i aftaler gennem tiden, for at vi står, hvor vi står i dag.«

»Men jeg havde da allerhelst set, at de to kæmpe udfordringer med ejendomsvurderingssystem og EFI (udskældt inddrivelsessystem, red.) ikke havde været der, da jeg kom til, for så havde mange ting været lettere.«

Finansminister Kristian Jensen (V), som var skatteminister fra 2004-2010, vil onsdag over for Ritzau ikke svare på spørgsmål om kommissionen.

Tirsdag sagde han dog, at han skulle have lyttet til advarslerne fra de ansatte.

»Hvis jeg kunne gøre ting om, ville jeg for eksempel have udskudt sammenlægningen af inddrivelsen, så den kunne være bedre forberedt,« sagde Kristian Jensen.

Han forklarede, at det som led i kommunalreformen blev besluttet, at skattevæsnet skulle stå for at inddrive borgernes gæld til det offentlige. Tidligere var det kommunernes ansvar.

»Men set i bakspejlet var der ikke nok medarbejdere, der kom med over. I stedet for at få erfarne pantefogeder skulle vi til at uddanne nye folk,« sagde Kristian Jensen tirsdag.

Skats problemer betyder, at borgerne skylder over 100 milliarder kroner til det offentlige.

Ritzau forsøger at få fat i yderligere eks-skatteministre.

Jonas Dahl nåede at sidde som skatteminister i seks uger for SF, inden partiet trådte ud af regeringen, og han tager imod en kommissionsundersøgelse med sindsro.

»Jeg vil ikke tage del i en placering af skyld, jeg tror, at rigtig mange mennesker har en del af ansvaret for det her.«

»Jeg imødekommer med glæde den kommissionsundersøgelse, og dermed understreger jeg også, at jeg ikke føler mig specielt nærgået af, at der nu er nedsat en kommission,« siger han.

Ritzau forsøger at få fat i flere eks-skatteministre.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.