Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Efter maratonsamråd kaldes Støjberg i nyt samråd: »Det er noget af det mest syrede, jeg har været med til i Folketinget nogensinde«

Oppositionen var langt fra tilfreds med Støjbergs svar om ulovlig instruks, så hun skal i nyt samråd.

Se mere
Fra samrådet med Inger Støjberg: Johanne Schmidt-Nielsen (t.v.) kalder sagen »noget af det mest syrede, jeg har været med til i Folketinget nogensinde«. Josephine Fock (i midten) erklærer sig »dybt chokeret« og kræver Støjbergs afgang.
Fra samrådet med Inger Støjberg: Johanne Schmidt-Nielsen (t.v.) kalder sagen »noget af det mest syrede, jeg har været med til i Folketinget nogensinde«. Josephine Fock (i midten) erklærer sig »dybt chokeret« og kræver Støjbergs afgang.

Var udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) advaret om, at hun handlede i strid med loven ved at beordre alle mindreårige asylansøgere adskilt fra deres ældre ægtefæller på landets asylcentre?

Det spørgsmål er oppositionen ikke blevet klogere på efter et fem timer langt samråd med ministeren torsdag. Derfor indkalder de Støjberg til nyt samråd.

»Det er noget af det mest syrede, jeg har været med til i Folketinget nogensinde,« siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen efter samrådet.

»Vi står simpelthen med en minister, som er magtfuldkommen, og som konsekvent undlader at svare på vores spørgsmål, som taler sort, og som ændrer forklaringer.«

Også Alternativets Josephine Fock er »dybt chokeret«. Hun krævede allerede før samrådet ministerens afgang:

»Jeg er ikke blevet mildere stemt. Nu må vi sende alle de her spørgsmål på skrift og tage et nyt samråd.«

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye konstaterer, at alt det, Støjberg siger, ikke kan være sandt:

»Der er garanteret noget af det, der er sandt, men det hele kan ikke være sandt, for hun siger ting, der er helt modstridende.«

Ministeren ændrede på samrådet forklaring »180 grader«, siger også De Radikales Sofie Carsten Nielsen:

»Pludselig var hendes ulovlige instruks ikke en instruks, men bare en pressemeddelelse, der aldrig er blevet vurderet af embedsværket.«

»Men før sagde hun, at instruksen var blevet vurderet lovlig af embedsværket. Begge dele kan ikke sandt samtidig.«

Instruks eller pressemeddelelse er det ikke bare ordkløveri?

»Jo, jeg er også helt ligeglad med, hvad ministeren kalder det. Det vigtige er, at det var det, asylcentrene agerede efter og dermed brød loven om, at man ikke må undlade at foretage en konkret vurdering.«

I Johanne Schmidt-Nielsens optik har Støjberg »efter al sandsynlighed« med instruksen »brudt loven med vilje«:

»Ombudsmanden har slået fast, at det, hun gjorde, var ulovligt. Støjberg har selv indrømmet det. Spørgsmålet er, om hun gjorde det med åbne øjne.«

»Det er fuldstændig afgørende i et demokrati, at vi kan stole på, at vores ministre overholder loven.«

Trods kritikken ser ministertaburetten ikke ud til at vakle under Støjberg, da Dansk Folkeparti stadig har fuld tillid til hende.

Inger Støjberg meddelte på samrådet, at hun gladeligt møder op til et nyt samråd.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.