Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Efter drama: Slagelse deler borgmesterposten i to

En usædvanlig aftale om borgmesterposten er faldet på plads i Slagelse. Den deles efter planen mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance, der tager to år hver.

Villum Christensen (LA) og John Dyrby Paulsen (S) skal dele borgmesterposten i Slagelse og tager efter planen to år hver.
Villum Christensen (LA) og John Dyrby Paulsen (S) skal dele borgmesterposten i Slagelse og tager efter planen to år hver.

Borgmesterposten i Slagelse Kommune vil blive delt mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance i den kommende valgperiode.

Det er resultatet af en opsigtsvækkende aftale, der torsdag er kommet i stand i den vestsjællandske kommune.

Det bliver således først socialdemokraten John Dyrby Paulsen, der sætter sig på borgmesterposten i to år, og efterfølgende vil Liberal Alliances Villum Christensen overtage kæden i de sidste to år af valgperioden, skriver TV ØST.

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten.

Siden kommunalvalget i sidste uge har der udspillet sig et sandt drama om borgmesterposten i Slagelse. På valgnatten kunne Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, de Radikale og Liberal Alliance præsentere en aftale, der gjorde John Dyrby Paulsen til borgmester.

De fem partier mønstrer tilsammen 17 ud af byrådets 31 mandater. Den siddende borgmester, Stén Knuth (V), stod med Venstres ti og Dansk Folkepartis fire tilbage med blot 14 mandater bag sig.

Men allerede formiddagen efter begyndte John Dyrby Paulsens flertal at smuldre.

De Radikale udbød sig pludselig en tænkepause og talte om ønsket om et bredere samarbejde. Og så begyndte Liberal Alliances Villum Christensen også at røre på sig.

De Radikales retræte betød, at den socialdemokratiske borgmesterkandidat nu kun lige akkurat havde et flertal i byrådet bag sig. Og LA skal ikke være det parti, der leverer det afgørende mandat, der gør en socialdemokrat til borgmester, lød det fra Villum Christensen, som også sidder i Folketinget.

Med den nye aftale kommer Liberal Alliance nu altså alligevel til at være et af de afgørende mandater, der sikrer Dyrby Paulsen posten.

Voldsomme stridigheder i byrådet

TV ØST har bragt et billede af den aftale, de fem partier har indgået.

Her står det klart, at Villum Christensen kan overtage borgmesterposten, hvis det er »ønsket« af Liberal Alliance:

»Det er mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance aftalt, at der efter to år, dvs. pr. 1. januar 2020, er mulighed for, om ønsket af Liberal Alliance, et skifte mellem John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensen (LA) for så vidt angår poster i Slagelse Byråd.«

Aftalen er blevet præsenteret torsdag eftermiddag på rådhuset i Slagelse, og her spurgte de fremmødte journalister, om Villum Christensen er sikker på, at han nu også bliver borgmester om to år, hvis han ønsker det.

Det føler han sig overbevist om, sagde han ifølge Ritzau:

»Ellers hører alting jo op,« lød det fra Villum Christensen.

Det står samtidig skrevet i aftalen, at det er en betingelse for SF, at Dansk Folkepartis Ann Sibbern tilbydes posten som viceborgmester i kommunen.

Den seneste valgperiode i den vestsjællandske kommune har været præget af voldsomme stridigheder og interne personopgør. Særligt har relationen mellem Villum Christensen og borgmester Stén Knuth været elendig.

Liberal Alliance var ellers med til at bringe Venstre-manden til magten ved kommunalvalget i 2013, men i august gjorde Villum Christensen det klart, at LA ikke længere står bag borgmesteren.

Kommunens dårlige økonomi og et ophedet slagsmål om brintbusser var forklaringen, som blandt andre netavisen Altinget har beskrevet grundigt.

3.869 vs. 390 personlige stemmer

Fredag holder byrådet et konstituerende møde, hvor den nye borgmester skal vælges. Uenighederne har været så udtalte, at det de seneste dage har været på tale, at det skulle ende med en lodtrækning.

Men nu vil et flertal altså – som situationen ser ud nu – stemme på John Dyrby Paulsen som ny borgmester pr. 1. januar 2018.

Den kommende S-borgmester gjorde det under præsentationen af aftalen klart, at det stadig er ambitionen at lave en bred konstituering. Da han blev spurgt til den usædvanlige deling af borgmesterposten sagde Dyrby Paulsen:

»Vi deler posten. Det har været det, der kunne opnås. Politik er det muliges kunst.«

»Vi havde selvfølgelig alle sammen gerne set det anderledes – og en bredere konstituering. Det kunne bare ikke opnås,« lød det fra John Dyrby Paulsen.

John Dyrby Paulsen har fået næsten ti gange så mange personlige stemmer som Villum Christensen ved kommunalvalget.

Dyrby Paulsen fik 3.869 personlige stemmer – det er næstflest af alle i kommunen kun overgået af borgmesteren – mens blot 390 satte kryds ved Villum Christensen. Liberal Alliance fik et dårligt valg i Slagelse og gik tilbage fra to til ét mandat.

TV 2 spurgte under præsentationen John Dyrby Paulsen til, om han frygter at blive marginaliseret, hvis alle ved, at han alligevel skal forlade posten om to år.

»Nej, det er et spørgsmål om indsats i to år. Det er et spørgsmål om samarbejde. Og lad os nu se, hvad der sker om to år,« sagde han.

Dyrby Paulsen trak desuden lidt på det, da han blev spurgt til, hvor sikkert det er, at Villum Christensen rent faktisk får borgmesterposten efter de første to år.

»Det, der er formuleret i aftalen, er, at der er en mulighed for det, hvis der er et ønske om det,« sagde han.

Villum Christensen blev spurgt til, hvordan den nye aftale hænger sammen med, at han hele tiden har gjort det klart, at han ikke ville være det afgørende mandat, der bringer en socialdemokrat til magten.

Til det svarede han:

»Jeg har også hele tiden sagt, at jeg gerne vil være borgmester. Jeg har været partiets borgmesterkandidat. Kan man så få opfyldt halvdelen af det, så tror jeg, de fleste kan forstå, at det er bedre end at skulle ud i en lodtrækning.«

En halv borgmester er »bedre end ingen borgmester«, lod Villum Christensen forstå.

LAeren blev også endnu engang spurgt til, om han med aftalen er sikker nok på, at han får posten overdraget halvvejs i valgperioden.

»Nu har jeg stor tillid til John Dyrby Paulsen, så hvorfor skulle jeg ikke få det?« sagde Villum Christensen til de fremmødte journalister.

»Politik er jo at lave pragmatiske løsninger. Og det her var den mest pragmatiske løsning, vi kunne finde i den her meget højspændte situation, hvor vi kunne risikere at komme ud i en lodtrækning. Så synes jeg, det er godt politisk arbejde, at man kan lande sådan i ren fordragelighed,« lød det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.