Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Drama om finansloven: Nu tales der (igen) om valg

DF vil lande en hurtig finanslov og tage sig god tid til armlægningen om skat og udlændinge. For Liberal Alliance er det derimod altafgørende, at alle aftaler landes samtidig. »Regeringens liv er altid i fare,« siger LA-leder og udenrigsminister, Anders Samuelsen.

»Regeringens liv er altid på spil,« sagde LA-leder Anders Samuelsen på vej til mødet med regeringstoppen i Statsministeriet sammen med Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
»Regeringens liv er altid på spil,« sagde LA-leder Anders Samuelsen på vej til mødet med regeringstoppen i Statsministeriet sammen med Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Det er efterhånden blevet en sædvane, siden Lars Løkke Rasmussen (V) for knap to et halvt år siden genindtog Statsministeriet:

Med jævne mellemrum går forholdet mellem de blå partier i hårdknude, stålsatheden hos de stridende parter synes enorm, og der spekuleres i mulighederne for et valg i utide.

Sent torsdag aften spidsede det politiske drama om den forsinkede finanslov så til i forbindelse med et møde i regeringstoppen, efter at de endnu uafklarede forhandlinger om skattereform og udlændingestramninger fik valgspekulationerne til at brede sig på Borgen.

I de sidste timer torsdag mødtes den absolutte regeringstop i Statsministeriet for at diskutere status på de fastlåste forhandlinger med Dansk Folkeparti, der igen og igen og igen har opfordret regeringen til at lande en hurtig finanslov for så efterfølgende at genoptage forhandlingerne om skatte- og asylpolitik.

Men ifølge Berlingskes oplysninger kan tilliden mellem regeringspartiet Liberal Alliance, for hvem skattelettelser er et absolut kardinalpunkt, der efter et år i regering ikke lader sig udskyde, og Dansk Folkeparti, for hvem skattelettelser ikke er synderligt nødvendige, ligge på et meget lille sted.

Da Liberal Alliances top ankom til mødet i Statsministeriet, gjorde Liberal Alliances leder det igen klart, at det for partiet er afgørende, at man lander aftaler på skatteområdet og udlændingeområdet samtidig med en finanslovsaftale.

»Der er en samtidighed i de her ting set fra Liberal Alliances side, og det tror jeg sådan set, der er en bred erkendelse af. Så derfor tror jeg på, at hvis der er en vilje hos alle, så finder vi hinanden,« sagde Anders Samuelsen.

Direkte adspurgt, om Liberal Alliance har sat regeringens fremtidige liv ind på, at alle forhandlingsforløb landes samtidig, lød svaret fra partilederen:

»Regeringens liv er altid på spil. Hver eneste dag, morgen middag og aften, jul og nytår og påske og sommer, fordi det hele afhænger af, om vi kan komme igennem med vores politik på en tilfredsstillende måde.«

I Liberal Alliance føler man, at man har imødekommet Dansk Folkepartis ønsker på en række punkter, og at tiden er kommet til at sætte pennen til papiret i fohold til skattelettelser. Alt andet kan medføre, at man bliver betragtet som et parti, man kan tørre gulv med, som det bliver udtrykt.

Omvendt mener man i Dansk Folkeparti, at parterne endnu er et godt stykke fra hinanden både omkring skat og udlændingestramninger, og derfor skal man i første omgang isolere forhandlingerne om en finanslov, så Danmarks finanslov for næste år kan komme på plads i tide.

Det er ikke første gang, Liberal Alliance udtrykker sig ultimativt i forhold til at få gennemtrumfet skattelettelser.

Gennem halvandet år lød det som et ultimativt krav fra Liberal Alliance, at topskatten skulle sænkes.

Partileder Anders Samuelsen gjorde det undervejs endda klart, at en lettelse af topskatten på mindst fem procentpoint var et absolut mindstekrav. »En rød linje« for partiet, hed det.

I sidste ende gik Liberal Alliance for et år siden i regering med Venstre og de Konservative. Derfor anses en skattereform afgørende for partiet.

Læsningen internt i Liberal Alliance er ifølge Berlingskes oplysninger, at får man ikke vedtaget skattelettelser i denne omgang, så sker det slet ikke. Derfor frygter man politisk for at splitte de forskellige elementer fra hinanden.

Fra Dansk Folkepartis side derimod er man omvendt indstillet på langvarige forhandlinger for bl.a. at sikre sig juridiske forsikringer om holdbarheden af de besluttede udlændingestramninger.

For selv om regeringen anført af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har erklæret sig mere end villig til at se på en hjemsendelsesaftale for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark som ønsket af DF, adskiller både juridiske forhold og politisk uenighed om graden af udlændingestramninger parterne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.