Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DR-vagthund vækkes til live: Vi vil gøre op med venstredrejet TV

Foreningen Kritiske Licensbetalere genopstår som en konsekvens af virakken om Danmarks Radio. Det var som formand for foreningen, at Morten Messerschmidt i sin tid blev kaldt »dit højreorienterede svin«. DR ser foreningen som et »friskt indslag«.

Her ses Morten Messerschmidt fra 2002, da han som daværende DFU-næstformand stod i spidsen for Kritiske Licensbetalere. Nedenfor ses Christian Bülow. Fotos: Thorkild Amdi/Scanpix, Erik Refner/Scanpix, DR og privatfoto.
Her ses Morten Messerschmidt fra 2002, da han som daværende DFU-næstformand stod i spidsen for Kritiske Licensbetalere. Nedenfor ses Christian Bülow. Fotos: Thorkild Amdi/Scanpix, Erik Refner/Scanpix, DR og privatfoto.

Alt imens Danmarks Radio i stigende grad har fået politikernes bevågenhed forud for et kommende medieforlig, kan DR nu forvente et kritisk blik fra en ny kant.

Eller måske snarere en gammelkendt.

For foreningen Kritiske Licensbetalere genopstår efter at have ligget i dvale i adskillige år. Foreningens nye formand lægger ikke skjul på, at den senere tids meget debat om DRs indhold og forvaltning af mediemastodontens milliardbudget er årsagen til, at foreningen nu vækkes til live.

»Vi synes, at der igennem den senere tid har været en venstredrejning i medierne og i særdeleshed hos DR, hvor vores fokus vil være. Det er både indholdet og måden, de forvalter licensbetalerne og skatteborgernes penge på, som vi er utilfredse med,« siger formand Christian Bülow, der også er såkaldt kampagneansvarlig i Dansk Folkepartis Ungdom:

»Vi vil være den vagthund, der skal sørge for, at DR leverer public service og ikke nogen form for politisk propaganda.«

Kritiske Licensbetalere blev tilbage i 2002 etableret af daværende DFU-næstformand Morten Messerschmidt, der ønskede at overvåge særligt Danmarks Radios TV-Avisen, som blev beskyldt for at være venstreorienteret.

Dengang blev Messerschmidt af Mikael Bertelsen i DRs satire-program »De Uaktuelle Nyheder« tiltalt som »dit højreorienterede svin«.

I dag, 15 år senere, er DR imidlertid en væsentlig større medievirksomhed, betoner Christian Bülow, og derfor bliver det næppe muligt at overvåge samtlige DRs udsendelser på alle platforme.

Af samme grund vil foreningen langt hen ad vejen også basere sig på henvendelser fra andre brugere på de sociale medier.

Morten Messerschmidt spiller ingen formel rolle i den nye udgave af Kritiske Licensbetalere, men han lægger ikke skjul på, at han har opfordret til dens genopstandelse for at gøre op med, hvad Messerschmidt omtaler som et »forskruet politisk kompas hos Danmarks Radio«.

»Vi oplever en venstredrejning hos DR«

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er desuden tilhænger af at overføre Danmarks Radio til finansloven, for på den måde kan man holde mediemastodonten i kortere snor, lyder hans argument i et interview med Berlingske:

»Man må sige, at hvis du har Danmarks Radio på finansloven, så vil det indgå i den daglige politiske debat om, hvad man forstiller sig med public service. Så vil de mennesker, der har den debat også have det direkte ansvar for, hvordan Danmarks Radio kører. Det betyder så, at man vil diskutere meget mere indgående den journalistiske linje på Danmarks Radio og hvilke programmer, der skal sendes.«

Er målet med at putte DR på finansloven så i virkeligheden, at man fra politisk hold bedre kan holde snor i, hvordan DR agerer?

»Jeg ser det i hvert fald som en klar fordel for skatteyderne, at Danmarks Radio på den måde bliver underlagt i højere grad Folketingets kontrol.«

Der er en lige linje til formålet med Kritiske Licensbetalere i sin nye udgave, oplyser Christian Bülow:

»Vi oplever en venstredrejning hos DR, som vi gerne vil gøre op med.«

Formanden erkender, at man ikke har nogen sanktionsmuligheder, men fastholder, at man vil kunne »undersøge« sager, »hvor vi mener, der er en venstredrejning eller nogle problematikker, vi gerne vil til bunds i.«

Ifølge Christian Bülow drejer det sig om både dramaserier som »1864« og dokumentarudsendelse.

Du taler om, at I vil undersøge en fornemmelse, I har. Det lyder ikke særligt håndgribeligt. Skal det bero på, hvilken fornemmelse du har, når du ser en udsendelse?

»Det beror på de faktuelle oplysninger, vi har blandt andet i forhold til deres dramaserier som »1864« og den måde, de forvalter borgernes penge på. Og så det rigtig ja, at det er nogle teorier, men det er ikke kun noget, jeg synes, det er der også andre, der synes. Kritiske Licensbetalere genopstarter ikke på baggrund af min mavefornemmelse men på baggrund af flere borgeres bekymring.«

»Det, synes jeg, er en beskyldning, jeg ikke vil tage på mig«

Vil du så mene, at du og foreningens medlemmer har en bedre vurderingsevne, end dem der arbejder professionelt med det hos DR?

»Jeg mener, at vi kan komme med en anden vinkel på det og være med til at præge DR i en retning, der er mere vores retning.«

Så taler vi jo ikke længere om en objektiv sandhed. Så taler vi om, at I hellere vil have, at DR laver TV, du bedre kan lide. Er det sådan jeg skal forstå dig?

»Nej, det er det egentlig ikke. Det er baseret på, hvad folk mener om, hvorvidt DR bruger pengene rigtig, eller om vi er ude i en venstredrejning. Det bedste ville være, at DR hverken lavede en venstredrejning eller en højredrejning men leverer public service og politisk neutralt materiale.«

Det var som formand for Kritiske Licensbetaler, at Morten Messerschmidt blev kaldt et højreorienteret svin på DR. Handler det ikke om - for nu at blive i terminologien - at I er nogle »højreorinterede svin«, der beskylder andre for at være venstreorienterede?

»Det, synes jeg, er en beskyldning, jeg ikke vil tage på mig. For foreningen er en bred gruppe af medlemmer, og hvor der er plads til både højreorienterede og venstreorienterede. Det er der ingen grænser for.«

Hos Danmarks Radio hilser man Kritiske Licensbetalere version 2.0 velkommen.

»Den løbende debat om DRs indhold og licens i det hele taget er en fuldstændig legitim diskussion, som med rette interesserer mange. Der skal være plads til alle stemmer i debatten, og sidst, de var aktive, var Kritiske Licensbetalere et friskt indslag. Jeg synes, det er rigtig fint, hvis de kan blive det igen, for selvfølgelig er det et område, vi skal kunne diskutere,« siger kommunikationschef i DR, Lasse Bastkjær Jensen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.