Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

DFer: »Jeg er virkelig træt af at høre den uendelige jammer om tonen, når vi i stedet burde diskutere de ting, som tonen omhandler«

Kend din folketingspolitiker: En god dag begynder med hyggedovenskab med hans kone, børn og hund. Og en kop god kaffe. Han føler sig ikke magtfuld, men kan mærke, at han har »power« bag sig, når han beder embedsværket om at undersøge en sag. Og så synes han, at Søren Espersen er »cool«. Kom tættere på Dansk Folkepartis Claus Kvist Hansen her.

Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard

Berlingske stiller i løbet af 2017 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på Dansk Folkepartis social dumping-ordfører, Claus Kvist Hansen.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?

»Det er en dag, der starter i ro og mag med en god kop kaffe og med hyggedovenskab med kone, børn og hund. Og hvis man så bagefter foretager sig noget sjovt sammen, så er det en god dag. En politisk god dag er, når man opdager, at et politisk emne, som man har arbejdet med, pludselig viser sig at gøre en positiv forskel for andre mennesker.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?

»Jeg føler mig egentlig aldrig magtfuld. Men jeg kan godt mærke, at jeg har power bag mig, når jeg f.eks. beder embedsapparatet om at undersøge en sag, hvor en borger er kørt fast i systemet. Og hvis jeg offentligt kommenterer på en ulden sag, så har jeg også bemærket mig, at tingene pludselig ændrer sig i en anden retning. Det gjorde de ikke, før jeg blev folkevalgt, så det er nok der, at jeg kan føle »magten" mest.«

3. Hvem ser du op til?

»I mit civile job, som jeg forlod, da jeg blev valgt til Folketinget, samarbejdede jeg i nogle år med en pensioneret overlæge, som med tiden udviklede sig til at blive en ven. Han ved noget om, hvad det vil sige at være menneske. Jeg tror ikke, at, jeg ligefrem ser op til nogen, men det er en berigelse for mig at kende ham. På den politiske front synes jeg, at Søren Espersen er cool. Knivskarp, fyldt med humor og derudover særdeles hjælpsom.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?

»Falskhed og bagtaleri gør mig rigtig muggen. Og især i politik bliver jeg sur, når jeg bevidst misforståes, eller når mine udtalelser fordrejes.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?

»Jeg ville formentlig være chef i det offentlige, som da jeg blev valgt til Folketinget.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?

»Det var, da jeg ved optællingen efter folketingsvalget havde opgivet håbet og slukkede telefonen for at tage ud at spise med min kone i fred og ro. Da jeg tændte telefonen igen, var der en bordbombe af sms'er og ubesvarede opkald, og så gik det op for mig, at jeg var blevet valgt. Balladen med de Konservative og Eva Kjer var også ret dramatisk. I løbet af timer eskalerede konflikten på Borgen, og vi var da flere, som pludselig fik travlt med at tjekke beholdningen af valgplakater.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?

»Jeg har et grund-DNA af basale holdninger, som stort set er uændrede gennem mit liv. Men holdninger justeres også af fakta, og her har jeg fundet en hel del gods på uafhængige medier på nettet. Og desværre er det min oplevelse, at de etablerede medier ikke altid er i sync med virkeligheden.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?

»Jørgen Thorgaard udgav vistnok i 80'erne et 4-bindsværk (Klassen, Kollegiet, Kolonien, Krigen), som jeg anser for een bog. Den har gjort stort indtryk på mig. I en noget anden genre er Michael Katz Krefelds »Sort sne falder« en af de bedste politiske thrillere, jeg længe har læst.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?

»En uafhængig og 110% objektiv internetbaseret radio- og tv-station, som modvægt til eksisterende, stærkt politiserende medier. Og en motorcykel, hvis der var lidt penge tilovers.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?

»Meget lidt, idet jeg har en indsovningstid på max. fem sekunder. Men hvis jeg ikke kunne sove, så ville jeg bekymre mig over mine efterkommeres fremtid. Jeg er flov over, at min generation har svigtet vore børn og børnebørn ved at ødsle Danmark væk.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?

»Siden jeg blev valgt til Folketinget har jeg oplevet en meget vigtig ændring i synet på flygtninge og indvandrere. Det er vist først nu, at det går op for danskerne, at tilstrømningen af flygtninge/indvandrere vitterligt er uendelig, og at det grundlæggende er umuligt at give adgang til hele verden. Den erkendelse havde Danmark ikke tidligere, men mit parti har medvirket til at gøre det klart.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?

»Simon Emil Ammitzbøl. Han er kvik i replikken.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?

»Reel kontrol med hvem og hvor mange mennesker, vi giver adgang til landet. Og reel udvisning af de, som vi ikke ønsker.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?

»Det kan læserne få meget mere at vide om, når jeg som 80-årig udgiver mine erindringer. Indtil da er det en sag mellem mig og min samvittighed.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?

»Som menneske er det de store ting - liv og død - der gør indtryk. Men jeg kan se, at mit liv ændrede sig mest skelsættende, da jeg blev færdiguddannet jurist.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?

»Den uendelige debat om tonen. Jeg er virkelig træt af at høre den uendelige jammer om tonen, når vi istedet burde diskutere de ting, som tonen omhandler.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?

»Islamismens fremmarch i Europa, og alle dens medløbere, som hellere vil bræge op om "tonen" end at bekæmpe religiøs fascisme.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.